Liveblog: Gottfrid Warg dømmes til 3,5 års fængsel og udvisning fra Danmark

Illustration: Virrage Images/Bigstock
Svenske Gottfrid Svartholm Warg er kendt skyldig i Danmarks største hackersag. Østre Landsret har stadfæstet byrettens dom på 3,5 års fængsel og udvisning fra Danmark.

Øster Landsret stadfæstede byrettens dom fra oktober sidste år, hvor svenske Gottfrid Svartholm Warg blev idømt tre et halvt års fængsel samt udvisning fra Danmark og hele sagens omkostninger. Sagen er blevet kendt som Danmarkshistoriens største hackersag og vi fulgte den live fra morgenstunden. (Læs nedefra og op). En opfølgningsartikel hvor vi forsøger at indhente kommentarer følger senere.

Sagen bliver ikke længere live-opdateret

13.56 - Dommer underkender protest for forsvaret. Warg vil fortsat være fængslet og udvises af Danmark.

13.54 - Luise Høj: Der er ingen flugtrisiko. GSW har siddet så længe i varetægtsfængsel, at han om to måneder efter normal praksis ville blive prøveløsladt.

13.51 - Riisager: Warg skal fortsat fængsles, fordi der er risiko for, at han undrager sig straffen.

13.49 - Fire stemmer gik til fire og et halvt år, fem stemmer gik til 4 år og 9 stemmer landede på den originale straf på tre og et halvt år.

13.48 - Anklager ønsker GSW fængslet indtil dommen kan udtjenes. Forsvarsadvokat Luise Høj protesterer. Dommerne går afsides for at tage stilling til spørgsmålet om fortsat fængsling.

13.44 - Et del af nævninge og dommere ville have en højere straf til GSW. Men straffen forliver på tre og et halvt år, fordi stemmelighed bliver afgjort med fordel til den tiltalte.

13.41 - Dommer takker nævninge for samarbejdet og roser dem for deres arbejde.

13.39 - Dommer: Samtlige nævninge og dommere er enig om at stadfæste dommen fra Retten til Frederiksberg.

13.38 - Dommer: Byrettens dom stadfæstes. GSW skal betale alle sagens omkostninger.

13.26 - Danske JT, der blev idømt seks måneders fængsel for medvirken til forsøg på hacking, skulle have vidnet her i Østre Landsret. Det skete dog ikke, fordi han på det tidspunkt var ude og rejse.

13.13 - Strafudmålingen trækker ud - dommere og nævninge har brug for 20 minutter mere, lyder det fra en retsmedarbejder.

13.12 - Wargs mor, Kristina Svartholm, beder om lov til at give et kram til sin søn.

13.10 - It-aktivist Peter Kofod har fulgt sagen tæt og er også idag tilstede på tilhørepladserne. Han er overrasket over, at nævninge alle var enige, men ikke over dommer, fortæller han.

13.06 - Anders Riisager ser på sit ur. Retslokale nummer ni venter på tre dommere, ni nævninge, og hvad der måske bliver sidste ord i hackersagen.

13.03 - Vi venter stadig på dommere

11.52 Dommere og nævninge går afsides for at votere. Pause indtil strafudmåling, som vil finde sted klokken 13.00

11.50 Warg får ordet for en sidste bemærkning: Jeg vil bare sige, at jeg er uskyldig, men det er måske for sent at sige nu.

11.47 Luise Høj: Jeg anbefaler en straf på maksimalt 1 år. CSC opdagede ikke angrebet, og det er udokumenteret, hvilke udgifter selskabet har haft i forbindelse med hacking. GSW skal betragtes som ustraffet, fordi den svenske sag om hacking af Logica skal betragtes som den samme sag som denne. De to hackerangreb har ifølge domsafsigelsen fundet sted samtidig. Luise Høj afslutter sin procedure.

11.42 Luise Høj taler i mod udvisning: Det er utrolig ubelejligt at være svensk statsborger og få forbud mod at rejse ind i Danmark.

11.41 - Luise Høj refererer en grafittidom, hvor en person i 39 tilfælde har malet grafitti. Han bliver dømt for groft hærværk og får en dom på fire måneder.

11.35 - Luise Høj: Warg har været igennem den helt store sag i Sverige. Og istedet for at køre hele sagen samlet, har han efterfølgende måtte få turen igen i Danmark. Som konsekvens har han nu været frihedsberøvet i næsten tre år.

11.34 - Luise Høj: Sagen har været lang tid undervejs. Vi ved at politiet får kendskab til hacking i 2012, men først reagerede i 2013.

11.32 - Luise Høj: Det er fuldstændig udokumenteret at denne sag handler om penge. Der er ikke nogen økonomisk motivation i denne sag. På den måde minder sagen om grafittihærværk.

11.30 - Luise Høj: Jeg siger ikke, at sagen ikke er alvorlig. CPR-nummeret er ikke så hemmeligt, som den engang var.

11.29 - Luise Høj: I økonomiske sager kigger vi på beløb, der er blevet svindlet for. I narkosager ser man på kilo narkotikum solgt eller smuglet. Det kan vi ikke gøre her.

11.28 - Luise Høj: Det vigtigste er, at der skal være lighed for loven. Luise Høj: Jeg er enig med anklager i, at der ikke er en gældenede praksis, når det kommer til strafudmåling. Derfor er vi nødt til at se på, hvor grov forbrydelsen er.

11.25 - Riisager: Strafferammen er seks år. Vi ønsker, at Warg får en straf minimum fem år. Riisager afslutter sin procedure og overlader ordet til forsvaret.

11.24 - Riisager: Bundlinjen er, at sagen er meget alvorlig. Alle borgere i Danmark er potentielt berørt, fordi vi ikke ved, hvor oplysningerne ligger i cyberspace.
Riisager: Vi kan ikke være sikre på, om der er blevet ændret i oplysningerne. Sagen har derfor stor potentiel samfundsmæssig skadesvirkning.
Riisager: Danmarks internationale anseelse kan være skadet af sagen, fordi omverdenen tror, at vi ikke kan passe på vores data.

11.20 - Riisager: Der er ingen praksis på området. Sagen er uden sammenligning den største hackersag i Danmark til dato.

Warg har været varetægtsfængslet i Danmark siden 28. november 2014.

11.17 - Riisager citerer udlændingestyrelsen, der vurderer, at Gottfrid Svartholm Warg kan udvises fra landet.

11.13 - Riisager fremhæver Wargs tidligere dom for at krænke ophavsretten i Sverige i sagen om The Pirate Bay.

11.12 - Anklager Anders Riisager går i gang med sin procedure.

11.07 - Når dommen lyder skyldig i både by- og landsret, kan GSW ikke anke skyldsspørgsmålet. Strafudmålingen kan dog stadig ankes. Dommerne vil efter pausen afgøre spørgsmålet om straf. Afgørelsen fra byretten lyder på tre og et halv år, udvisning og alle sagens omkostninger.

11.02 - Retten hæves i ti minutter.

11.00 - Forsvarsadvokat Louise Høj beder om to minutter til at tale med sin klient.

10.58 - Dommer: Chatlogs kan kædes sammen med Gottfrid Svartholm Warg. I en af disse oplyser brugeren Tlt, at han har lavet en ny installation af styresystemet. Dato korrelerer med ny installation af Windows på Wargs computer.

10.58 - Dommer: Uanset om fjernstyring ikke kan udelukkes, så gør resten af sagen det klart, at Gottfrid Svartholm Warg har været centralt involveret i hacking af CSC.

10.52 - Dommer: Gerningsmanden bag CSC-hacking har foretaget personspecifikke søgninger i Schengen-databasen. Nærmere bestemt har hacker søgt på Anakatas fødselsdato.

10.52 - Dommer: På computeren blev fundet scripts, som blev brugt til hackerangreb.

10.50 - Dommer: Tiltalte har ikke kunne forklare, hvem der skulle fjernstyre computeren. Og det virker usandsynligt, at det skule kunne ske uden Warg kendte til det.

10.49 - Dommer: VI ligger til grund, at gerningsmand bag hacking af Logica i hvert fald til dels er den samme som hackerangrebet mod CSC.

10.48 - Samtlige dommer og nævninge er enig om dommen.

Dommer: Fjernstyring er ikke bevist, men kan heller ikke udelukkes. Beviser bygges derfor på resten af sagen.

10.47 - Tiltalte kendes skyldig.

10:20 - Politiet har flere gange under appelsagen fået røffel fra anklager, fordi tiltalte Gottfrid Svartholm Warg er blevet bragt for sent til landretten i Bredgade i København. I dag har politiet ikke taget nogle chancer og svenskeren har siddet bænket i 40 minutter mens retsalens tilhørepladser langsom fyldes på.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (17)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Christian Nobel

"Riisager: Danmarks internationale anseelse kan være skadet af sagen, fordi omverdenen tror, at vi ikke kan passe på vores data."

Hvis han vitterlig har sagt det, ja så fatter jeg ord for at beskrive hans åndelige habitus.

Det er jo en rendyrket skandale, for reelt står har og siger, at hvis bare den "hemmelige dør" ikke er lige til at finde, så passer vi godt på guldet.

Det kan ikke være rigtigt at vi som samfund kan acceptere dette.

Jarnis Bertelsen

Jeg skammer mig over det danske retssystem, i det mindste i forbindelse med denne sag. Den i overmåde inkompetente og uansvarlige efterforskning af sagen og (anklagerens) vidners manglende saglighed og/eller kompetence burde udløse den nødvendige tvivl i nævningene, til at kende ham ikke skyldig.

Det politiske aspekt om at finde en syndebuk, så systemet kan sove videre er næsten ligeså fortvivlende. Manglen af konsekvenser for den myndighed og den leverandør, der i den grad har sjoflet med sikkerheden omkring fortrolige data, sætter uretfærdigheden i relief. Så længe den dataansvarlige ikke drages til ansvar, er der næppe noget der tyder på at denne sag hjælper til at undgå den næste lignende skandale.

Dette er blot et par af de grimme aspekter af denne sag, der får mig til at krumme tæer og ryster min tiltro til retssystemet. Føj.

Kristian Sørensen

Gad vide om dommerne og anklageren i denne sag overhovedet har opdaget hvordan sagen opleves i IT branchen?

Har de mon hørt et eneste af de argumenter, læst en eneste af de indvendinger eller forholdt sig til et eneste af de forbehold der er blevet fremført i artikler eller kommentarer herinde i løbet af sagen både i byretssagen og landsretssagen?

En ide til Version2 redaktionen til fri afbenyttelse: inviter dommeren eller anklageren til et dialogmøde med læserne af version2.

David Rechnagel Udsen

Problemet er bare at dommere og nævninge skal være upartiske i en retssag, hvilket betyder at de ikke må lade oplysninger uden for retssalen påvirke deres dom. Med andre ord, de kan fint læse Version2, men det må ikke bruges som grundlag for en dom, med mindre en af advokaterne fremhæver det i deres procedure og/eller som bevismateriale.

Det ikke at sige, at et dialogmøde vil være spild af tid. For det er alligevel allerede for sent at få ændret dommen. Så skal den i hvert fald ankes til højesteret for ændring af strafmålingen eller EU-domstolen (eller er det EUs menneskerettighedsdomstol der gør det?) i sidste ende.

Log ind eller Opret konto for at kommentere