Hardware16. juni
Linux på SD-kortet: Sådan redder vi gammel netbook med død harddisk
Illustration: Version2.
Portræt af en gammel computer, der stadig løser sin opgave.
30. september 2017 kl. 09:02
Ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.
Jeg købte for mange år siden en netbook i Aldi af den tyske supermarkedskædes eget mærke, ‘Medion.’ Under varemærket gemte der sig en neddroslet udgave af en MSI Wind U100. Det var dengang, 10-tommer netbooks var the latest craze - og for 3.000 kroner kunne jeg hoppe med på bølgen.
Det er ikke bare en hvem-som-helst-netbook, vi taler om her. Den blev anmeldt på Version2. Den var med på sommerferie i Sydsjælland, og den var med på konference i Los Angeles.
På flyveturen til USA fik jeg ligefrem en gratis drink på den konto af stewardessen, som var helt utrolig interesseret i den lille computer, der lagde sig i sporet på Asus’ berømte minicomputer Eee, eller netbook, eller subnotebook, eller hvad man nu har kaldt typen gennem tiderne. Senere hen kom iPads og tablets til, og så var de bittesmå computere ikke længere så populære.
Maskinen kom med Windows XP som styresystem, selvom Vista var på markedet. Men Vista var for tungt til den lille maskine, der er udstyret med en tidlig Intel Atom-processor og kun 1 gigabyte hukommelse.
Artiklen fortsætter efter annoncen
XP var allerede på vej ud af banen, da den lille fyr kom på til verden. For en del år tilbage var det slut med opdateringer fra Microsoft, så det blev tidens populære Linux - Ubuntu - der blev installeret på maskinen. Meget passende, i en tid hvor Windows stille og roligt blev sejlet agterud af Linux, Java og Ios på mobile enheder.
Den sidste opgave
Den ser lidt slidt ud efter 10 år, men den fungerer nu fint på sine egne præmisser. Hurtig har den aldrig været, og det bliver den heller ikke. Men den har tjent mig godt, og den er i hvert fald robust. Jeg tabte den engang på en hård stenperron på Københavns Hovedbanegård efter en glad aften i byen - batteriet hoppede af, og der gik et hjørne af plastikkabinettet - men da jeg satte batteriet i, kørte maskinen lystigt videre.
En anden gang landede en køkkenlåge på tastaturet, og L-tasten røg af - det var ved højlys dag og i ædru tilstand - men det kunne jeg klare med lidt kontaktlim, og knappen sidder der den dag i dag.
I mellemtiden har jeg fået andre laptops og tablets, der hjælper mig, når jeg er på farten, men jeg har stadig en anvendelse for den gamle sag, som jeg også har et lidt sentimentalt forhold til. Jeg bruger den som ‘medieserver’ - det vil sige, at jeg afspiller filer fra min NAS-server gennem mit musiker-lydkort, E-MU 0202, der er lige så oldgammelt som netbook’en, og ud på stereoanlægget. Linux understøtter en hårrejsende mængde drivere, så det er bare at smække USB-kablet i maskinen, og så er der fest i mit lille hjem.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Men tiden går, vi bliver alle sammen ældre, og en dag havde min gamle ven det ikke så godt, da jeg tændte for strømmen. Ubuntu bootede uden den grafiske startskærm, og konsollen blev fyldt af advarsler, som tilsyneladende havde noget med disk-læsning at gøre. Den var værre.
Første redningsforsøg
En genstart af systemet får ikke problemet til at gå væk. Jeg har ikke nogen dokumenter på maskinen, så det er helt uden bøvl at geninstallere systemet. Jeg har kun en gammel USB-nøgle på én gigabyte til formålet, og det er ikke nok til hele Ubuntu. Så i stedet benytter jeg en light-udgave, en såkaldt net-installation, som installerer hovedparten af systemet over netværket. Installationen benytter den ‘karakter’-baserede grænseflade i stedet for den fancy moderne installation, men det har jeg prøvet masser af gange i gamle dage, så det skræmmer ikke mig.
Det tager en hulens tid - længere end sædvanligt, føler jeg - og da jeg når frem til det sidste skridt, efter flere timer, fortæller installationsprogrammet mig, at det hele er gået galt. Jeg håber på, at det bare spiller alligevel, hvis jeg lukker øjnene og genstarter maskinen, men så heldig er jeg ikke. Den er stadig gal under opstart, og nogle gange vil den ikke engang indlæse bootloaderen Grub.
Jeg prøver at installere en gang til, men lige meget hjælper det. Jeg må konkludere at der er noget galt med harddisken, for det er det, fejlmeddelelserne under boot handler om. Helt død er den ikke, for formateringsprogrammet kan se disken og gøre sit arbejde, men der er altså alligevel noget galt, når der læses og skrives til enheden.
Andet redningsforsøg
Det gør mig lidt trist. Jeg kan bare jo smide den i elektronik-skraldespanden i min ejendom, det er ikke noget tab, og den har tjent sin tid, men det irriterer mig alligevel. Hukommelse, cpu og skærm fungerer fint. Og den var meget ok som mediecenter.
Det giver ingen mening at sætte en ny harddisk i. Omkostningerne er større end udbyttet, og jeg er ikke skrap til at skille laptops ad og sætte dem sammen igen.
Jeg tænker på bare at stikke en Live-Linux-USB i kræet, og det er sådan en Linux, som kan køre fra en USB-nøgle. Den ene tanke fører til den anden - jeg kunne også installere Ubuntu på en USB-nøgle med mere plads, end den jeg har. Maskinen kan boote fra USB, så det er ikke noget problem.
Men jeg bryder mig ikke om tanken, at der stikker en USB-nøgle langt ud af siden. Et lille gok, og så står maskine og styresystem af, og så skal systemet ‘cleane’ filsystemet ved efterfølgende opstart, hvilket tager en krig.
Men netbook'en har også en SD Card-indgang, en af de store, gammeldags slags, og når man stikker kortet i, låser den på en eller anden måde, og kortet stikker kun en håndfuld millimeter ud af siden på kabinettet.
Det virker som en mere robust løsning. En søgning på nettet viser, at SD-grænsefladen er sat til en USB-hub, og ifølge det altvidende internet kan maskinen boote fra kortet, hvilket er påkrævet, hvis det skal spille rollen som systemdisk.
Jeg tænker mig at otte gigabyte må være rigeligt, da jeg ikke har brug for at gemme noget lokalt, og Ubuntu fylder vel ikke meget mere end et par gigabyte eller så. Sådan et kort kan man få i en forretning eller på nettet til omkring 50 kroner, og det virker som en rimelig omkostning for at puste liv i min gamle maskine.
Men man kan også tuske, og vores venlige it-afdeling vil gladeligt overlade mig et 32 gigabyte kort, af den ikke alt for langsomme slags.
Men det virker heller ikke. Da jeg når til punktet formatering af disk, vil letvægts-installationen ikke genkende, eller anerkende, eksistensen af et helt fint drev i form af det gode SD-kort.
Nu er jeg sgu helt ærligt ved at være lidt træt af det her.
Tredje redningsforsøg
Men jeg er ikke parat til at give fortabt. Jeg prøver i stedet med Lubuntu - letvægtsudgaven af Ubuntu - og nu går det helt fint - jeg kan se SD-kortet under installationen - og, se bare, MASKINEN BOOTER!
Alt ser fint ud efter opstart, og jeg kan ikke rigtig mærke at SD-kortets langsommere læse- og skrivehastighed har gjort systemet langsommere - nok fordi, det var temmeligt langsomt til at starte med.
Men ak, jeg bliver skuffet igen, som så mange gange før. Lubuntu kan nemlig hverken gå i slumre eller dvale-tilstand - den crasher, hvis jeg forsøger - og det tager en krig for maskinen at boote, hvilket ikke rigtigt spiller sammen med dens funktion som medieserver. Jeg gider ikke vente flere minutter for at høre 'Beggars Banquet' med Rolling Stones, når jeg er i humør til det - eller 'Zen Arcade' med Hüsker Dü, for den sags skyld.
Jeg synes ikke rigtig jeg kan sige, at maskinen er god som ny, før slumre-funktionen er på plads.
Fjerde redningsforsøg
Nu sker der det, at min kollega rydder op i et skab her på kontoret. I den forbindelse finder han en USB-nøgle, udformet som en Suse-Linux maskot, og der står 'Version2' på bagsiden. Det ligner noget stads fra en konference eller noget i den stil, men jeg føler, at der er et tegn her.
Nøglen har en kapacitet på 4 gigabyte, og det er nok til den almindelige Ubuntu-installation, som jeg overfører til nøglen. Ligesom med Lubuntu kan denne her også genkende SD-kortet under installation og formatering. Det hele går som en leg, og denne gang er den hjemme - systemet kan slumre og vågne op, helt ligesom dengang harddisken stadig virkede.
Det tog en bunke tid og mange forsøg, men det lykkedes: Disse linjer skrives på det gamle hakkebræt. Tilbage står bare at vende hjem, skænke et glas vin, sætte USB-kablet i maskinen og høre lidt god musik på stereoanlægget.
