Hvad vil det koste at få stablet Linux-kernen på benene fra bunden, hvis den ikke eksisterede i dag? Vel at mærke uden frivilligt arbejde, men med betalte udviklere?
Det har to spanske forskere forsøgt at finde svar på, og resultatet peger på en solid udskrivning: 1.025.553.430 euro eller 7,6 milliarder kroner skal der til. Det skriver it-mediet The Register.
Tankeeksperimentet tager udgangspunkt i metoden Constructive Cost Model 81, der bliver brugt til at beregne udgifter til softwareprojekter.
Prisen på en udvikler i ét år er sat til 231.000 kroner, sat efter det officielle gennemsnitsniveau i EU for den slags arbejde i 2006.
Når alt arbejdet på Linux-kernen blev regnet sammen, til og med version 2.6.30 fra december, skulle der bruges 985 udviklere i 14 år, viste beregningen.
Forskerne medgiver, at det ikke giver så meget mening at sætte en pris på Linux-kernen, nu da den eksisterer og bliver udviklet af frivillige kræfter, men mener at øvelsen er med til at vise, hvor stor en værdi open source-projekter har.
Udviklings-'budgettet' på Linux-projektet stiger i øvrigt med årene, viste forskningen. I år 2005 blev der udviklet for hvad der svarer til 600 millioner kroner, mens tallet i 2008 var steget drastisk til 1,7 milliarder kroner.
Læs forskernes fremlæggelse via det eksterne link herunder.