Linux-kernen skal ikke have et ZFS-modul i sin kerne, hvis det står til Linus Thorvalds.
Det skriver The Register.
Problemet findes i licenserne.
ZFS er nemlig licenseret under ’den fælles udviklings- og distributionslicens’, CDDL, mens Linux-kernen bruger en anden type licens, General Public License, GPLv2.
Linus Thorvalds, øverste høvding i Linux-stammen, er simpelthen bange for, at Oracle, der er udvikler af ZFS, vil komme efter dem.
Han udtalte, at han skal have officiel tilladelse fra Oracle, allerhelst direkte fra Larry Ellison, før han overhovedet vil overveje det.
Og han tilføjer, at det er Oracles tidligere opførsel omkring blandt andet Java, der gør, at han ikke vil have noget at gøre med ZFS-modulet.
»Hvis nogen tilføjer et kernemodul som ZFS, er de på egen hånd. Jeg vedligeholder det ikke, og jeg kan ikke være bundet af andres kerneændringer,« skriver Thorvalds på realworldtech.com.
Fra Sun til Oracle
ZFS blev oprindeligt udviklet af Sun til brug i Solaris-OS og blev åbnet under CDDL i 2005.
Da Oracle købte Sun i 2010, blev det hele lidt mere besværligt, da virksomheden valgte at varemærke deres ZFS.
OpenZFS findes dog fortsat, og ZFS-filsystemet kan findes som enten et FUSE-modul eller som indbygget kerne-modul i eksempelvis Ubuntu.
Således ser det ikke ud til, at ZFS vil være at finde i Linux-kernen, og opfordringen fra Thorvalds er tydelig:
»Lad være med at bruge ZFS. Så simpelt er det.«