LinkedIn bryder dansk spamlov - men kan ikke straffes
Det sociale medie LinkedIn forbryder sig mod dansk lovgivning, når erhvervsdrivende kunder bruger tjenesten Inmail til at sælge produkter eller markedsføre deres brand. Det vurderer Heidi Steen Jensen, der er advokat og ekspert i markedsføringslovgivning, fra advokatfirmaet Horten.
»Det klare udgangspunkt, hvis man tager en dansk lovbog frem, er, at det er ulovligt, det LinkedIn gør. De stiller en service til rådighed, der gør det muligt at bryde dansk lovgivning«, siger Heidi Steen Jensen til Version2.
InMail er en tjeneste, der giver kunden mulighed for - mod betaling - at sende beskeder direkte til andre LinkedIn-brugere, som man ikke har i sit netværk. Ifølge Markedsføringslovens §6 er det ulovligt at lave e-mail marketing i Danmark, medmindre modtageren på forhånd har bedt om at modtage det.
Så når en dansk virksomhed køber sig adgang til tjenesten og sender reklamer eller anden marketing til folk, der ikke har bedt om det, så bryder både LinkedIn og den danske virksomhed loven.
Men det er kun den danske virksomhed, der risikerer at blive straffet for det. Heidi Steen Jensen tror ikke, at forbrugerombudsmanden ville finde det alvorligt nok til at retsforfølge LinkedIn. Det er nemlig meget besværligt at køre en sag imod et amerikansk selskab i Danmark. Virksomheden opererer over hele verden, og den service, som LinkedIn stiller til rådighed, er lovlig i mange lande. Derfor mener Heidi Steen Jensen ikke, at en dansk dommer ville straffe dem.
»Det er nok ikke realistisk, at man nogensinde ville stille LinkedIn til regnskab for det. Så skal man køre en sag mod en amerikansk virksomhed. Og de skal først indvillige i at stille op i en retssag, hvor de risikerer at få en bøde i Danmark. Det har man jo ikke særlig meget lyst til som virksomhed«, siger Heidi Steen Jensen til Version2.
Ved ikke de bryder loven
Ifølge Heidi Steen Jensen er der en stor sandsynlighed for, at danske virksomheder ikke ved, at det er på kant med loven at bruge InMail til markedsføring.
»Jeg tror, at grunden til de gør det er, at LinkedIn tilbyder denne her mulighed, og at man derfor ikke forestiller sig, at det kan være ulovligt. Jeg tror simpelthen ikke, at de ved det«, siger Heidi Steen Jensen.
Også Version2-blogger Jesper Lykkesfeldt har skrevet om lovligheden af Inmails til brug i markedsføring. Hans konklusion er helt på linje med Heidi Steen Jensens:
»Med andre ord så må konklusionen være, at markedsføring via InMails til modtagere i Danmark uden forudgående udtrykkeligt samtykke vil være i strid med den danske markedsføringslov,« skriver han i sit blogindlæg.
