Lille nordsjællandsk softwarehus holder fast i maskinforhandlerniche med dansk ERP til lavpris

Med en målgruppe blandt maskindels- og VVS-forhandlere har dansk ERP-udvikler kæmpet sig til en niche blandt de globale ERP-giganter.

Når man siger økonomisystemer, tænker de fleste SAP eller Microsoft eller måske IFS, Oracle, Visma og Infor. Men i vrimlen af de store globale udbydere findes der faktisk en relativt ukendt lille spiller fra Nordsjælland med ERP-løsningen Keybalance fra leverandøren Atomic Software i Vedbæk.

Og selvom Version2 normalt ikke omtaler enkeltprodukter, så fandt vi det værdigt til et portræt, at Danmark har en dansk ERP-udvikler med sin helt egen niche.

Med 200 kunder er selskabets markedsandel ’håbløst lille’, som administrerende direktør Flemming Østergaard, Atomic Software, udtrykker det. Selskabet har dog på det seneste udvidet salgsstrategien med tre forhandlere i håb om at få flere kunder i nettet.

Keybalance er ifølge direktøren møntet på en kundegruppe, der ligger mellem Microsoft C5, som er et mindre økonomistyringsprogram til små virksomheder, og Microsoft NAV, som er møntet på de lidt større virksomheder.

Målgruppen for den danske udvikler er typisk maskinforhandlere med behov for lagerstyring, store varekartoteker eller reservedelslister, time- og værkstedsregistrering. Det kan f.eks. være online VVS-firmaer med omfattende prislister, som opdateres automatisk.

Nem adgang til udviklerne

Sorø-virksomheden Toptronic, der producerer pakninger bl.a. i silikone, er især glade for det danske økonomisystem af tre årsager. For det første er det nemt at sætte sig ind i:

»En vikar vil kunne lære at anvende de mest almindelige funktioner i løbet af en dag,« siger direktør Morten Larsen, Toptronic.

Men også prisen på 12.000 kroner pr. brugerlicens som engangsudgift mod typisk 16.000 hos de store konkurrenter spiller ind. Programmet kan også lejes for en månedlig pris pr. bruger.

En anden afgørende forskel på at købe ind hos de store er den korte vej til at få videreudviklet funktioner i Keybalance. Med et simpelt opkald til Vedbæk har TopTronic f.eks. fået udviklet, at man kan vedhæfte filer, f.eks. i PDF, med nærmere ordrespecifikationer til ordreafgivelse i systemet. Det kan gennemføres på meget på dage.

»Det har været nemt for os at få tilpasset og modificeret systemet. Keybalance-udviklerne er nemt tilgængelige, og det er økonomisk overkommeligt. Man skal huske at lege med dem, man passer sammen med i størrelse. Jeg tror ikke, Microsoft ville være interesserede i at lave tilpasning, hvis en lille dansk producent som os ringede,« siger Morten Larsen.

Toptronic leverer komponenter til større tyske bilproducenter, og for at blive ISO9001-certificeret har det været et krav at øge sporbarheden til både at omfatte, hvilke maskiner og hvilken råvare der indgår i hver produceret enhed.

Den grundlæggende motor i KeyBalance er programmeret i C#, mens opslag og udviklinger foregår i et scriptsprog, PTD.

Ifølge Morten Larsen er der en ulempe ved at benytte sig af en lille leverandør:

»Man skal kunne abstrahere fra en tanke om, at de kan være væk i morgen« siger han.

Og hvad er direktør Flemming Østergaards strategiske mål med KeyBalance?

»Strategisk mål?Jeg præsenterer ikke så mange luftkasteller mere. Men vi har et mål om, at vi skal være en dobbelt så stor virksomhed inden for de nærmeste par år,« siger han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Knud Larsen

Det har altid været et dogme i Dk at stor er bedre - men for hvem?
Jeg husker tydeligt hvordan IBM blev valgt til leverandør af et CAD system til en meget stor dansk virksomhed. året efter smed IBM håndklædet i ringen og meddelte, at de ikke kunne klare det/vedligeholde det.
Sandheden er jo at der behov for at have adgang til udviklerne, samt at der selvfølgelig burde være standardklausuler om deponering af kildekode og frigivelse i tilfælde af nedlæggelse/stop af supporten.
For små udviklere som jeg har det ikek været noget problem at vedligeholde produktet i 30 år. Den store og tåbelige udfordring udgøres mest af operativ leverandøren Microsoft, der ændrer på installationsprincipperne i hver eneste version uden nogen særlig fornuftig grund.
En grund til at holde sig helt fra Microsoft og bruge Unix varianter.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere