Supermarkedskæden Coop blev sidste år præsenteret for en ekstraregning på et stort, trecifret millionbeløb, fordi kæden angiveligt havde rod i softwarelicenserne. Det skriver Computerworld.
Kravet kom efter en ellers udramatisk licens-audit, hvor en helt central softwareleverandør gennemgik Coops brug af leverandørens produkter ? og derefter sendte millionregningen som følge af overtrådte licensbetingelser.
»Det kom fuldstændigt bag på mig. Sagen er jo, at vi gør alt, hvad vi kan, for at overholde licensreglerne," siger Coops it-direktør Lars Frahm til Computerworld.
Ifølge it-sitets oplysninger var kravet tre gange størrelsen af Coops årlige it-budget og i øvrigt så stort, at Coops 2009-overskud på 663 millioner var truet.
Lars Frahm vil ikke ud med, hvem den omtalte leverandør er, men virksomheden leverer software, der indtager en så fremtrædende plads i Coops it-infrastruktur, at det er svært blot at finde en alternativ leverandør.
Tvisten er opstået fem år efter, at Coop skrev kontrakt med leverandøren. Der var tale om en standardkontrakt med enkelte tilføjelser, som efter licenspolitiets besøg nu skulle fortolkes.
»Vi prøvede at få opklaret, hvor vi talte forbi hinanden. Det var en standardsoftware-kontrakt, hvor der var indskrevet nogle tilføjelser, så det var lidt ud over standardkontraktten. I tilføjelserne var der nogle formuleringer, som vi fem år efter ikke var enige om, hvordan skulle fortolkes. Der blev anvendt begrebet 'fri licens' i tilføjelserne, men begrebet var ikke defineret helt klart,« siger Lars Frahm til Computerworld.
Efter en række møder gik sagen i hårdknude, og leverandøren foreslog herefter et kompromis om, at Coop skulle købe software for 20 millioner kroner mod, at leverandøren slog en streg over millionbøden. Dette valgte Coop at takke nej til
»Vi syntes, at vi havde overholdt reglerne, og så er 20 millioner kroner også et stort beløb," siger Lars Frahm til Computerworld.
Sagen er nu endt med, at leverandøren har frafaldet alle krav.