Klikker man ind på la-aalborg.dk, ligner sitet umiddelbart noget, som Liberal Alliance i Aalborg er afsender på. Men den lokale partiafdeling står ikke længere bag domænet, der i dag er på kinesiske hænder ifølge et opslag hos den danske domæneadministrator DK Hostmaster.
Som Version2 tidligere har fortalt, er der særligt fra kinesisk side rift om de danske internetdomæner, efterhånden som de udløber
Det er it-konsulent ved EIT Henrik Bjørner, der har kortlagt fænomenet og fundet ud af, at slettede danske domæner i mange tilfælde kort tid efter bliver gen-registreret af personer med tilknytning til Kina.
Herefter popper der typisk en fup-webbutik op på domænet, der skilter med billige mærkevarer som Nike og Armani, men hvor kunden nok bør være glad, hvis han eller hun modtager så meget som et kopi-produkt. Ved at sætte fupbutikker op på tidligere benyttede danske domænenavne kan bagmændene sikre, at siderne ligger relativt højt i Google-søgninger
Det er dog ikke en fup-butik, der - i hvert fald endnu - er lagt op på Liberal Alliance i Aalborgs tidligere domæne. I stedet ligger der, hvad der ligner en klon af den tidligere hjemmeside. Og en gennemgang af kildekoden på siden viser referencer til internettjenesten Wayback-machine, der gør det muligt at se tidligere udgaver af indholdet på et domæne.
Henrik Bjørner har identificeret flere tilfælde, hvor der bliver oprettet det, han kalder kloner af hjemmesider. Og han har tidligere forklaret til Version2, at klonerne ser ud til at blive oprettet ved at hente tidligere indhold på domænet via netop Wayback-machine og så lægge det op på det domænet, der har fået ny ejer. På den måde lukrerer den nye ejer på den tillid, brugerne måtte have haft til det tidligere domæne.
Ved at indsætte links på domænet kan den tillid eksempelvis bruges til at lokke folk over i fup-webbutikkerne fra før.
Selvom der umiddelbart ikke ser ud til at være den slags links på Liberal Alliance i Aalborgs tidligere domæne, kan det være et spørgsmål om tid. It-sikkerhedsekspert fra firmaet CSIS Peter Kruse forklarer, at der som regel bliver lagt links ind på de klonede sites før eller siden.
»Det er typisk det, de gør. Så har den allerede en troværdighed og ligger højt placeret hos Google,« siger Peter Kruse.
I skrivende stund dukker det kinesisk ejede domæne op som nummer fem i en Google-søgning på Liberal Alliance Aalborg i Version2's test.
LA: Ikke hensigtsmæssigt
Næstformand hos LA i Aalborg Thomas Krogh er ikke videre begejstret over at høre, at la-aalborg.dk nu ser ud til at være på kinesiske hænder.
»Det er selvfølgeligt ikke hensigtsmæssigt, at det bliver registreret af nogen, der vil kunne misbruge det og udgive sig for at være os.«
Det er dog et bevidst valg, at domænet ikke er blevet fornyet af Liberal Alliances lokale afdeling.
»Der er simpelthen, fordi hvis man har en hjemmeside, så skal man vedligeholde den, og man skal lægge nyt op på den. Vi har en bedre mulighed for at interagere med dem, der er interesserede i det, vi laver, via Facebook.«
Thomas Krogh vil nu undersøge, hvad der kan gøres ved den kinesiske klon på Liberal Alliances tidligere domæne.
»Det skal jeg lige have kigget på, og så bliver vi helt sikkert nødt til at gøre noget ved det,« siger han.
Det nytter dog næppe at rette henvendelse hos DK Hostmaster. I forbindelse med historien om Henrik Bjørners kortlægning af fup-webbutikker med kinesisk tilknytning på danske domæner oplyste vicedirektør for DK Hostmaster Lise Fuhr i en mail til Version2:
»DK Hostmaster synes altid, at det er bekymrende, hvis .dk domænenavne anvendes til ulovlige aktiviteter. DK Hostmaster fører dog ikke tilsyn med, hvad et registreret .dk domænenavn anvendes til i praksis. Det er op til politiet eller de danske domstole at vurdere, om der foregår ulovlige aktiviteter på et givent .dk domænenavn.«

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.