Leverandører: Open source burde være tænkt ind i skrottet københavner-portal

Hvis open source var tænkt ind fra begyndelsen, ville Københavns Kommune ikke være i tvivl om skæbnen for koden til det skrottede kbh.dk, mener danske open source-firmaer.

Københavns Kommune burde have tænkt open source ind fra begyndelsen af det stort anlagte webprojekt kbh.dk, der skulle have været en slags Facebook for københavnere.

Læs også: Nyt flop: København spildte 7 mio. på kommunal Facebook-kopi

Så ville der ikke herske tvivl om, hvorvidt kildekoden til projektet, der endte som en fuser til syv millioner skatteyderkroner, skulle frigives som open source til gavn for andre udviklere.

Det mener Morten Kjærsgaard, der er formand i foreningen for Open Source Leverandører i Danmark, OSL.

»Det er ærgerligt, at diskussionen om open source kommer så sent,« siger han til Version2.

OSL har blandt andet virksomheder som IBM Danmark, Oracle Danmark og webfirmaet Headnet som medlemmer.

Ifølge én af de tidligere udviklere på projektet var det oprindeligt planen, at kildekoden til kbh.dk skulle frigives som open source. Koden blev skrevet i det PHP-baserede framework Symfony.

Men ingen af de nuværende ansatte i Københavns Kommune, der var med ved projektets begyndelse i 2007, erindrer i dag, at det skulle have været tanken at åbne kildekoden.

Kommunen overvejer lige nu, om der skal investeres resurser i at åbne kildekoden op, så andre udviklere kan læse den igennem og eventuelt bruge dele af den i andre projekter. Det står dog ikke højt på dagsordenen.

Læs også: Skal koden til københavnsk Facebook-flop lægges ud som open source?

»Når kommunen siger, at man endnu ikke har taget stilling til open source-spørgsmålet, så er det i mine øjne et udtryk for mangel på rettidig omhu,« siger Morten Kjærsgaard.

Stigende fokus på open source

For OSL's medlemmer er det normalt at oplyse kunderne om perspektiverne i open source.

Foreningen oplever da også et voksende fokus på open source blandt de offentlige myndigheder, som OSL's medlemmer leverer it-løsninger til.

»Der er større og større bevågenhed omkring open source i for eksempel kommunerne, som vi har en del af som vores kunder. Det vigtigste for dem er at kunne dele kildekoden med hinanden, og netop det spørgsmål er eskaleret kraftigt bare i løbet af det seneste år. Der bliver generelt spurgt mere til open source,« siger Morten Kjærsgaard.

Du er selv inde på, at fokus på open source i det offentlige er voksende. Er det så ikke nemt at være bagklog omkring et projekt, der gik i gang i 2007?

»Vi har leveret open source-løsninger til vores kunder siden 1999, og spørgsmålet burde ikke være nyt for Københavns Kommune. Jeg synes ikke, der er noget bagklogskab i det her,« siger Morten Kjærsgaard.

Version2 arbejder i øjeblikket på at få en kommentar fra økonomiforvaltningen i Københavns Kommune.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jesper S. Møller

Eller, "Skulle vi ikke også åbne kildekoden til Amanda, nu vi er i gang?"

Bare fordi man kan, er det ikke nødvendigvis interessant at frigive kildekoden. Der er rigelig med døde og døende open source projekter at tage af.

Hvis formålet er at udstille leverandør eller opdragsgiver er det jo nok snarere økonomitallene, der er interessante - og så hedder det aktindsigt, og ikke open source.

(men +1 i øvrigt til at tvinge offentlige IT projekter til at offentliggøre kildekode OG priser på f.eks. drift, for derved at øge konkurrencen, og skru ned for de vanvittige leverandørkrav)

  • 0
  • 0
#2 Rene Madsen

Hvis formålet er at udstille leverandør eller opdragsgiver er det jo nok snarere økonomitallene, der er interessante - og så hedder det aktindsigt, og ikke open source.

Jeg vil mene at man skal have begge dele, for økonomi på et stykke papir fortæller ikke noget, men, hvis jeg som udvikler kan se at de har brugt X kroner på at få udviklet noget som jeg kan se kildekoden til, så kan jeg da langt bedre som udvikler komme med en reel kritik af prisen.

X mio kan være mange penge for et IT projekt, men det kommer jo helt an på, hvad man har fået for de X mio kr.

Derfor bør koden gøres tilgængelig, så vi som borgere kan se, hvad det er for noget der er blevet betalt de mange penge til. Det kræver ikke andet end en stor zip fil, hvis folket så ønsker at det skal ligge i noget smart versionstyring, så må det være op til modtageren... Det kan ikke tage mange timer at lave den zip fil og lægge den online til download. Og hvis det er et problem med prisen for den server den skal ligge på, så smid den på en gratis service.

  • 0
  • 0
#3 Nicolai Larsen

Jeg kan ikke se hvad open source skulle have gjort af forskel i dette tilfælde eller at åbne det nu. Jeg tvivler på, at udviklerne bag det kuldsejlede kbh.dk har opfundet "hjulet", så der er sandsynligvis ikke noget af koden som er specielt interessant for andet end kritik af projekt og økonomi, og der er, som Jesper skriver, aktindsigt mere korrekt.

I mange af den slags projekter her, websider, sociale medier, applikationer osv, er koden langt fra så unik og interessant som selve idé-udviklingen. Det er jo ikke forskningskode der er tale om.

Tænk hvad det vil koste yderligere, for at have embedsmænd til at sidde og vurdere om det skal åbnes, - derefter lave et udvalg der skal finde ud af hvordan det skal gøres, derefter lave et udvalg der skal hyre og ansætte osv osv. I øvrigt, vil jeg gætte på at langt størstedelen af økonomien er brugt på embedsmænd, udvalg, udvalgsmøder osv, og ikke selve udviklingen. 7 millioner er et greb i lommen for kbh's kommune og det er ikke de første spildte 7 millioner der er brugt gennem tiden.

  • 0
  • 0
#4 Michael Lykke

Jeg kan ikke se hvad open source skulle have gjort af forskel i dette tilfælde eller at åbne det nu.

Jeg tror ikke der er nogen siger at det ville have gjort en forskel - Det vi siger er at det offentlige har brændt 7 millioner kroner af på et forlist IT projekt. 7 millioner kroner som er betalt af borgerne - Derfor må det vel være rimeligt at vi som minimum får udleveret koden af det arbejde vi har betalt for. Hvis bare én person kan bruge den kode til at lære noget af, starte et nyt og spændene projekt fra eller lign. så vil jeg mener det er de 10 minutters arbejde værd som det vil kræve at ligge en zip fil til download. Det behøver på ingen måder at kræve nogle størrer overvejelser - Projektet er finansieret af borgerne og projektet er nedlagt, ergo bør der ikke være noget problem i at ringe til virksomheden og bede dem om at lave en zip fil med koden.

det er ikke de første spildte 7 millioner der er brugt gennem tiden.

Det retfærdiggøre vel ikke det faktum at der er spildt 7 millioner kroner på et projekt som allerede da udviklingen gik i gang var en dårlig idé med den success Facebook havde. Uanset om det er et greb i lommen for en given kommune så i de her år hvor vi laver nedskæringer på alt lige fra børnehaver til sygehuse så kunne de penge meget vel have været brugt bedre!

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere