Leverandører: Kombit dræber markedet med årelange bindinger
Det dræber konkurrencen og giver dyrere og dårligere løsninger, når det fælleskommunale selskab Kombit A/S binder kommuner til it-systemer i 8-10 år, som der ellers findes alternative systemer til på markedet. Det mener it-leverandørerne EG og KMD.
»Kombit fjerner potentielt konkurrencen, da de ikke sikrer, at der er mobilitet hos kunderne i de næste 8-10 år,« siger Martin Holmgaard, vicepræsident i EG.
Tidligere har it-chefen for Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg, Johnny Vad, også udtrykt bekymring for svækkelse af konkurrencen med de lange bindingstider.
Netop nu udbyder Kombit sagsbehandlingssystemet DUBU (Digitalisering - Udsatte Børn og Unge), hvor kommunerne har fået en måneds frist til at skrive under på, at binde sig til DUBU i otte år.
»Det har været et angreb på markedet, som man ikke har orienteret leverandørerne om,« siger Martin Holmgaard om kommunernes frist til at binde sig til DUBU.
Tre måneder eller otte år?
Både EG og KMD leverer et alternativ til DUBU – hvor kommuner kun binder sig i tre måneder ad gangen. EG har sendt et brev ud til kommunerne, der informerer om deres alternativ til DUBU, og i torsdags gjorde KMD det samme.
Begge deres løsninger udbydes via den centrale indkøbsorganisation SKI.
»Det er pudsigt på de områder, hvor der er konkurrence på markedet, at Kombit binder i så lang tid, når Kombits ejer, KL har tvunget os leverandører til at operere med tre måneders opsigelsesvarsel på vores kontrakter gennem deres involvering i SKI,« uddyber Martin Holmgaard og tilføjer:
»Vi mener, at den her løsning bør udbydes af markedet og ikke af Kombit«
Flere systemer under pres
Hat bakkes op af kommunikationsdirektør i KMD Morten Langager, der mener, at de lange bindingsperioder ’hæmmer’ konkurrencen, hvilket går ud over kommunerne:
»Flere leverandører skaber bedre innovation og sikrer et prispres, der giver kommunerne billigere og bedre løsninger,« siger han.
Og det er ikke kun på DUBU-området, at Kombit har afskåret flere kommuner fra markedet i otte år.
KMD har flere alternativer til systemet til ledelsesinformation, FLIS, som Kombit nyligt har bundet langt de fleste kommuner i Danmark til i otte år. En situation, som KMD mener er lig DUBU-situationen.
Kombit: Vi adlyder KL's ønsker
Kombit er uenige i kritikken. De pointerer, at Kombit er ejet af KL, og når Version2 spørger, om den otte år lange binding er rimelig, når de går ind på et marked, hvor konkurrenter kun må binde i tre måneder, skriver Kombit som svar:
»I forbindelse med FLIS og DUBU agerer Kombit i forhold de politiske beslutninger, der er truffet i KL og kommunerne.«
Netop fællesskabet kan her være en hæmsko, hvis man spørger Martin Holmgaard:
»Kombit har en politisk salgsindsats ud over det økonomiske, der er svær at konkurrere med. Kommuner skal tage stilling til, om de bakker Kombits model op eller ej. Der kan det være svært for nogle kommuner at sige nej, fordi de så trækker sig fra det fællesskab.«
Lang binding giver kun mening i nogle tilfælde
Årsagen til den høje bindingsperioder er ikke, at Kombit vil tjene penge, skriver Kombit til Version2 og fortsætter:
»Projekternes økonomi skal gå i nul, når tilslutningsperioden ophører. Det betyder, at kortere bindingsperiode vil give højere årligt bidrag for kommunerne,« skriver Kombit til Version2.
Både KMD og EG fortæller Version2, at det giver god mening i nogle tilfælde at få spredt økonomien ud – især når der er tale om store systemer, der er tunge at implementere, hvor det ikke giver mening med mange udbud. Men produkter, der nemt kan udskiftes, og som der er konkurrenter til, skal kommuner ikke låses til.
»Det svarer til, at man for ti år siden fik alle til at gå rundt med Nokia 3310 i ti år. Der kan man se, hvor meget der er sket på mobiltelefonmarkedet i den tid,« siger Martin Holmgaard, og KMD’s Morten Langager supplerer:
»Er der ikke konkurrence, så vender man sig som it-leverandør om efter andre løsningsområder, og dermed forsvinder innovationskraften fra området.«

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.