Amerikansk leverandør vil også sælge Sundhedsplatformen til Region Syd

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Epic, der står bag Sundhedsplatformen i Region H, har deltaget i markedsdialog med Region Syddanmark. Et klart tegn på, at Sundhedsplatformen er i spil til de syddanske hospitaler

Det amerikanske it-selskab Epic, der står bag det omstridte it-system, Sundhedsplatformen, positionerer sig for tiden til at indtage Region Syd, som i efteråret skal beslutte EPJ-projekt for en milliard kroner.

Af en ny rapport fra Region Syddanmark fremgår det nemlig, at Epic sammen med aarhusianske Systematic har været de to primære deltagere i en såkaldt markedsdialog med regionen, der er afviklet på Kursuscenter Brogaarden i Middelfart i januar til marts i år.

Også leverandøren af det nuværende Cosmic-system, CGI, har deltaget, men her brød forhandlinger om et forsat samarbejde sammen i efteråret, så derfor har regionen tidligere meldt ud, at der skal skiftes system.

En markedsdialog skal populært sagt gøre indkøberen klogere på muligheder og priser, og er altså ikke en del af selve tildelingsprocessen i det igangværende udbud.

Men alligevel giver Epic og Systematics deltagelse i dialogen et klart fingerpeg om, hvilke leverandører der er interesseret i at vinde ordren, lyder det fra ph.d. og lektor i udbudsret, Carina Risvig Hamer, Syddansk Universitet:

»At deltage i en markedsdialog er et udtryk for, at man er interesseret i at blive valgt som leverandør i det efterfølgende udbud - ellers vil man ikke bruge den store krudt på det,« siger hun.

Omvendt må det ikke være sådan, at deltagelse i dialogen giver en fordel i det efterfølgende udbud, fastslår hun.

Læs også: Region Syd vil have EPJ a la Sundhedsplatformen: »Vi går efter et system, som har været afprøvet«

Region Syd følger ballade med Sundhedsplatformen

Ifølge Region Syddanmark har de tre leverandører 'den største nylige erfaring med implementering af en EPJ-løsning og udfordringerne ved at understøtte sundhedsvæsnet i Danmark.'

Samtidig lyder det fra regionen, at man 'naturligvis' følger sagen med Sundhedsplatformen i pressen.

Version2 har bl.a. omtalt kritik fra lægerne af systemet og af en professor i sundhedsøkonomi, der mener at de forventede - og budgetterede - besparelser med Sundhedsplatformen bygger på et udokumenteret grundlag.

Læs også: Sundhedsøkonom: Intet bevis for påstået milliardbesparelse med Sundhedsplatformen

Region Syddanmark tilføjer, at man desuden er løbende i kontakt med kolleger i Region Sjælland og Region Hovedstaden og 'erfaringer herfra har dannet grundlag for overvejelser om planlægningen af den store tekniske og organisatoriske opgave, som anskaffelse og implementering af en ny EPJ/PAS-løsning er.'

Carina Risvig Hamer roser processen med dialog med markedet på forhånd:

»Det er rigtig fornuftigt at gennemføre en markedsdialog, så man bliver klogere på mulighederne og ikke kommer til at vælge et system, som efterfølgende ikke virker,« siger Carina Risvig Hamer.

Skal være velafprøvet

Regionen sigter åbenlyst efter at undgå et usikkert it-udviklingsprojekt:

»Regionen ønsker at anskaffe en velafprøvet og solid EPJ-/PAS-standardløsning, som allerede er i drift på andre hospitaler, i Danmark eller i udlandet. Anskaffelsen skal således ikke anskues som et udviklingsprojekt, men derimod som anskaffelse af en standardløsning, der kan ibrugtages på relativt kort tid,« lyder det i rapporten.

Udbudsbekendtgørelsen indeholder et helt klart krav om reference fra andre kunder:

»Det er et mindstekrav, at ansøger kan påvise mindst en (1) relevant reference vedrørende teknisk ogorganisatorisk implementering af en velafprøvet EPJ/PAS-løsning inden for sundhedsområdet i den offentlige sektor i Danmark eller i et andet land med en tilsvarende sundhedssektor med multihospitalsmiljøer med mange brugere indenfor de seneste 5 år.«

I tildelingen af kontrakter til it-leverandørerne er der - fx blandt Version2's læsere - ofte fokus på, hvor meget pris vægter over for kvalitet.

Således vandt KMD eksempelvis it-projektet Skattekontoen for Skat, fordi man tilbød den laveste pris. Og til trods for, at KMD ikke fik højeste point på kvalitet.

Læs også: Skat har valgt KMD til betalingssystem trods kæmpe stævning: Læs forklaringen her

Region Syddanmark oplyser, at man evaluerer de kommende tilbud på grundlag af tildelingskriteriet 'bedste forhold mellem pris og kvalitet'.

Følgende underkriterier indgår (vægtningen er anført i procent):

  • Løsningskvalitet (35 procent)
  • Implementeringskvalitet (15 procent)
  • Økonomi (40 procent)
  • Strategisk samarbejde og fremtidssikring (10 procent)

»Som det vil fremgå vægter kvalitetskriterier højt for regionen (sammenlagt 50 procent). Økonomi vægtes også, da det er forventningen, at den beskrevne mulighed for at byde med velafprøvede standardløsninger resulterer i konkurrencedygtige priser,« lyder det fra Region Syddanmark.

Læs også: Konsulent om stort EPJ-udbud i Region Syddanmark: »Det er præget af stor uvidenhed«

Den kommende løsning har fået navnet EPJ-syd. Fristen for ansøgning om prækvalifikation er 27. juli.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (15)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jn Madsen

Det må jo være fordi jeg ikke følger godt nok med, men jeg troede da at sundhedsplatformen skulle være landsdækkende?

At man havde erkendt, at i dette lille bitte land med færre indbyggere end Hamburg med omegn, selvfølgeligt godt kunne have et landsdækkende system.

At en patient kan behandles på ethvert hospital i landet,- fulgt af samme informationssystem.
Der er sgu da ingen grænser for hvor virkelighedsresistente politikere kan være, hvis man ikke indfører samme system til alle?

  • 8
  • 3
Bjarne Nielsen

Det må jo være fordi jeg ikke følger godt nok med, men jeg troede da at sundhedsplatformen skulle være landsdækkende?

Det er helt sikkert også visionen på Riget - for alle ved at Riget er landets ypperste sundhedsfaglige kapacitet, og hvis SP er godt nok til Riget, så er det godt nok til resten af landet.

Men hvis man befinder sig vest for Valby bakke, og stadig har fødderne plantet på jorden, så er det nemt at indse, at skulle man have ønsket sig en fælles platform til hele riget (og ikke kun Riget), så skulle man ikke have ladet de sidste vælge noget fundamentalt andet end alle andre, noget som slet ikke er rundet af danske forhold, eller såmænd bare lande med forhold hvor der er udbredt offentligt styring af sundhedssektoren fremfor udbredt privatisering.

Så ros til Syddanmark (som dækker mere end Sydjylland :-) ), for i første omgang at kigge i retning af deres to naboer i nord og øst. Og for at forlange solide, nære og velfungerende referencer. De vil selvfølgelig blive udfordret af, at de bliver nødt til at kunne skelne imellem produkt og implementering - og relatere dette til egne styrker i regionen.

Det er brand ærgerligt, at de er blevet så kede af Cosmic, at et så stort og opslidende projekt, som at skifte system, kommer på tale. Men så er det også vigtigt at trække på andres erfaringer.

Men 40% til økonomi; lad os håbe at det ikke bliver dyrt at købe billigt!

  • 7
  • 1
Jan Gundtofte-Bruun

Tak for to gode --om end vidt forskellige-- indlæg.

Ud fra den dækning jeg har været eksponeret for troede jeg også at "SP" var landsdækkende ... det siger måske lidt om mediebilledet for hovedstadsområdet.

Også jeg har været skeptisk overfor ideen om at tage udgangspunkt i et system der dybest set er bygget til amerikanske forhold, men "nu er skaden sket" så det er sikkert ikke realistiskt at håbe at Syddanmark finder noget bedre OG kan integrere ELLER erstatte SP. Men man kan drømme!

  • 2
  • 0
Peter O. Gram

Hvem ejer de data, der bliver hældt i systemet? Jeg har ladet mig fortælle, at i andre lande er det Epic, der ejer hospitalets patientdata, for så kan de nemlig facilterere udveklingen af data med andre hospitaler på tværs af landegrænser. Er det foreneligt med GDPR?
Læs i øvrigt mere om Epic her:
http://www.beckershospitalreview.com/lists/10-things-to-know-about-epic....
og https://en.wikipedia.org/wiki/Epic_Systems

  • 2
  • 0
Timo Jensen

Så vidt jeg ved, er sundhedsPlatformen implementeret som et agilt projekt. for at undgå de årelange udviklingstider (som f.eks. EFI?).

Når man udvikler agilt ved man godt at der kan være fejl i det man releaser til produktion. Det er derfor en præmis at der er en tiltrækkelig support der kan rette fejl løbende, som de opdages af brugerne. i agilt er leverancen naturligvis testet, bare ikke så indgående som i trdationelle vandfaldsprojekter.

Det undrer mig derfor igen og igen at medier og fagfolk hidser sig op over at der findes fejl i Sundhedsplatformen.

For det første er det forventeligt når man udvikler agilt på en fjerdedel af den sædvanlige tid.
For det andet har man ikke taget standarden til sig, men tilpasset til danske forhold (som forsvaret f.eks. også gjorde med tårnfalken).
For det tredje er det ikke det offentlige der har udviklet SundhedPlatformen. Det er godt nok det offentlige der betaler, men det er en opgave der er outsourcet til private leverandører.

Derfor:
1. Hav tålmodighed med det agile, og afvent at fejlene er udbedret.
2. Overvej nøje om det er lettest at ændre et kompliceret stykke software, eller organsationens vaner.
3. Ret kritikken mod de der udvikler, mere end mod de der betaler i god tro (men dog også har stillet kravene og forhåbentlig også tester).

  • 3
  • 8
Thomas Schmidt
  • 8
  • 0
Leif Nielsen

Det er helt sikkert også visionen på Riget - for alle ved at Riget er landets ypperste sundhedsfaglige kapacitet, og hvis SP er godt nok til Riget, så er det godt nok til resten af landet.

Men hvis man befinder sig vest for Valby bakke, og stadig har fødderne plantet på jorden

Det er vist ikke fødderne, du har plantet på jorden, men hele hovedet du har stukket i jorden.

Hvor har du den løgnehistorie fra, at Riget skulle have valgt SP?
Det er vist ikke meget du har fulgt med.
Der er ledende læger der har forladt Riget i protest mod SP

Til gengæld har du helt ret i at der burde vælges et system for hele landet.
Man kunne jo heller ikke forestille sig at SKAT valgte forskellige systemer i forskellige regioner (selv om SKATs evne til at vælge systemer ikke er overbevisende)

  • 1
  • 4
Jesper Frimann

Puha.. det er vist bare at begynde fra starten...

Så vidt jeg ved, er sundhedsPlatformen implementeret som et agilt projekt. for at undgå de årelange udviklingstider (som f.eks. EFI?).

Hvor har du lige det fra ? Agile development går jo ikke ud på, at du deployer et ikke færdigt konfigureret system (Big Bang) til hele produktionen således at virksomheden går i stå, og så arbejder man ellers røven ud af bukserne for at prøve at få tingene til at virke bare sådan nogenlunde. Igen hvis man skulle have fulgt 'the spirit' i agile development så havde man startet i det små og så ellers bygget på og bygget på og bygget på.

Og det var faktisk også det vi hører at EPIC ville. Det var Regionen der ville den måde som tingene kører nu.

Når man udvikler agilt ved man godt at der kan være fejl i det man releaser til produktion. Det er derfor en præmis at der er en tiltrækkelig support der kan rette fejl løbende, som de opdages af brugerne. i agilt er leverancen naturligvis testet, bare ikke så indgående som i trdationelle vandfaldsprojekter.

Øh, nej. Man releaser ikke fejlbehæftet kode i produktion vel vidende at det faktisk kan slå folk ihjel, period.
Igen så anbefalede EPIC, og det har regions formanden indrømmet, at man havde brugt et år mere på udvikling før man gik igang med udrulningen.

Det undrer mig derfor igen og igen at medier og fagfolk hidser sig op over at der findes fejl i Sundhedsplatformen.

Fordi det kan slå folk ihjel. Folk dør pga. travlhed i sundhedssektoren hver dag. Når du ligger endnu mere arbejde på en medarbejder stab, der i forvejen er underbemandet og kører på pumperne. Så har det en konsekvens.
Og ja.. man siger at man ikke har fået nogen indberetninger om alvorlige utilsigtede hændelser, som skyldes sundhedsplatformen. Men .. igen så har hele indrapporteringen af hændelser heller ikke virket, fordi man havde for travlt. se eventuelt (https://www.regionh.dk/presse-og-nyt/pressemeddelelser-og-nyheder/Sider/...)

For det første er det forventeligt når man udvikler agilt på en fjerdedel af den sædvanlige tid.
For det andet har man ikke taget standarden til sig, men tilpasset til danske forhold (som forsvaret f.eks. også gjorde med tårnfalken).

Nu er du jo ude hvor du ikke kan bunde. Antallet af årsværk, der spildes pga. den valgte metode er jo >> end størrelsen af udvikling teamet. Ja. Meget af det kommer til at blive skjult i budgetterne, udbetaling af overarbejde, bonus og så er al uddannelse jo suspenderet. Argumentet er at nu er folk jo på uddannelse i sundhedsplatformen.. så har de jo fået uddannelse. Man skubber ferie foran sig.

Det er jo en meget brugt metode, at få 'Se jeg har sparet Nogle penge gi mig en bonus' igennem for middelmådige ledere. Man sparer en afdeling væk og ligger så costen ud over alle medarbejdere. Her er det f.eks. at man sparer diktafon systemet væk, sekretærer væk. Mod at lægerne skal bruge ekstra tid. Igen et af de firmaer der udvikler et talegenkendelses modul til EPIC, anslår at en læge kan spare 2-3 timer per vagt, ved at bruge talegenkendelse. Altså at går fra indtastning til indtalen. Man er så gået den anden vej i sundhedsplatformen, fra indtalen til indtastning. Så det burde ikke overraske nogen at man bruger mere tid.

For det tredje er det ikke det offentlige der har udviklet SundhedPlatformen. Det er godt nok det offentlige der betaler, men det er en opgave der er outsourcet til private leverandører.

Nej, der tager du fejl. Projektet køres af Region hovedstaden. Ja EPIC og NNIT er underleverandører, men det er Regionen der kører projektet.. hvor har vi set en lignende konstruktion ?... EFI... her var først IBM, så CSC og KMD underleverandører til SKAT.

// Jesper

  • 4
  • 0
Niels Larsen

Det ryster mig, at nogen overhovedet tør fortsætte med at implementere et så fejlbehæftet system. Det er trods alt menneskeliv det drejer sig om. Data forsvinder, man laver regneark for at følge patienterne. I min optik skulle man rykke stikket på systemet, give leverandøren 3 måneder til at fixe skramlet. Hvis ikke det virker efter 3 måneder - pengene tilbage og ny mere kompetent leverandør på banen - og så bør man teste i bund inden man ruller ud.

  • 1
  • 1
Niels Larsen

Hvorfor vælge det samme system for hele landet? Hvis der var en klar interface standard mellem systemerne, så kunne de godt udveksle data. I min optik burde der være tre leverandører, max 50% af markedet - så slås de om en lille smule, og der vil være reel konkurrence på pris og kvalitet. Og hvis eet system rammes af virus og hacking - så er det ikke eet stort system, der lægger hele landet ned - tænk Mærsk.

  • 4
  • 0
Bjarne Nielsen

Ud fra den dækning jeg har været eksponeret for troede jeg også at "SP" var landsdækkende ... det siger måske lidt om mediebilledet for hovedstadsområdet.

Det er nok i virkeligheden der, at jeg fik kaffen galt i halsen (at andre så fik deres kaffe galt i halsen, da de læste mit indlæg skal jeg gerne beklage); hvis man virkelig ønskede sig et landsdækkende system, så burde man:

  • havde sørget for en forudgåend åben diskussion om det fornuftige i det
  • have gjort det til en fælles national beslutning, og ikke noget, som bliver afgjort i den fjerneste ende af landet (hverken den ene eller anden udkant)
  • valgt et system, som i højere grad kunne tilpasses klinisk praksis fremfor omvendt
  • have valgt et af de systemer, som allerede har bevist sin kunnen i det danske sundshedsvæsen
  • have valgt et system, der ikke havde som udgangspunkt, at ydelser skal faktureres patienter eller forsikringer, og at man er nødt til dække sig ind i forhold til søgsmål, ved ikke at give plads til nuancering.
  • indregnet ikke kun egen regions økonomi, men også have indregnet omkostningerne ved at skulle udskifte allerede kørende systemer før tid i andre regioner

Derfor klinger det meget hult, når man nu - alt imens man tydeligvis har store implementationskvaler, og at ...

Der er ledende læger der har forladt Riget i protest mod SP


... - taler om at gøre SP landsdækkende.

Det virker mildt sagt arrogant, først at afvise det, som andre har fået til at fungere og er glade for, fordi man ikke synes at det er godt nok til en selv, og derefter mene at det er helt naturligt, at det, som man har valgt i stedet, og man ikke engang selv er glad for, og som man ikke kan få til at fungere tilfredsstillende, skulle være godt nok til alle andre. At man har heller ikke engang ulejliget sig med at kigge ud over næsetippen, gør det ikke spor bedre.

Kort sagt er det både for sent og for tidligt at tale om, at den østlige systemtænkning skulle udbredes til vesten også: for sent, fordi man forpassede chancen, da man valgte at gå egne veje, og for tidligt, fordi man endnu ikke har formået at få stablet noget der bare tilnærmelsesvist ligner et værdigt alternativ på benene.

  • 2
  • 0
Bjarne Nielsen

Nu er EPIC blevet nævnt et par gange. Vi har vist efterhånden fået slået fast, at mange af de nuværende kvaler og overskrifter kan føres tilbage til et spinkelt beslutningsgrundlag og en mildt sagt meget optimistisk (tør man sige urealistisk?) implementeringsplan. En plan, som efter sigende, går imod leverandørens anbefalinger.

Jeg er derfor villig til at tro, at EPIC godt kunne være bedre end sit rygte her i landet, også selvom jeg stadig er grundlæggende skeptisk overfor dets anvendelighed i en dansk virkelighed.

Men det hjælper ikke spor at Venstres mand i Ringsted, og kandidat til region mv. sammenligner det med Tårnfalken:

For det andet har man ikke taget standarden til sig, men tilpasset til danske forhold (som forsvaret f.eks. også gjorde med tårnfalken).

Og Timo, forresten...:

Ret kritikken mod de der udvikler, mere end mod de der betaler i god tro (men dog også har stillet kravene og forhåbentlig også tester).

Jeg er sikker på, at du og dine kollegaer handler i bedste mening - ingen kan jo forpligtes ud over deres evner. Derfor har jeg, som udvikler, hørt din opsang, og jeg skal nok stramme mig maksimalt an fremover, og yde mit ypperste!

  • 0
  • 0
Bjarne Nielsen

Nu er det med et fælles system blevet nævnt et par gange her i debatten. Jeg ved ikke rigtig.

Som udgangspunkt, så anerkender jeg, hvor kæmpe en opgave det er at skifte systemer ud - før man gør det, så skal der være meget tungtvejende grunde. Det vil komme til at koste dyrt, ikke kun i penge, men også i tabt produktivitet, øget slid på ihærdige og ansvarsfulde ansatte, og for patienterne.

Jeg kender ikke Cosmic, og jeg har ingen mening om, hvorvidt det bør udskiftes. Men jeg har set fragmenter af nogle af de øvrige systemer i det systemmæssige kludetæppe, som Region Syddanmark overtog efter regionerne (nogle blev endda hugget over på midten). Respekt for det oprydningsarbejdes omfang!

Derfor gør det mig også trist at høre, at man muligvis skal igennem en omlægning igen.

Men er tanken om et fælles system fornuftigt? Og er geografisk og administrativ afgrænsning virkelig den rigtige? Det tvivler jeg ærligt talt på.

Jeg var engang involveret i et PAS system - her kom det som en overraskelse for alle, inkl. fagpersonerne på kundesiden, at psykiatrien havde sine egne genveje i forbindelse med henvisning og indlæggelse. Den forklaring vi fik var, at man havde langt flere ambulante patienter end somatikken - jeg tænker, at der måske også kunne være brug for højere fleksibilitet, da man kunne have patienter som hverken var akutte, men heller ikke kunne vente.

Og sådan er der givet vist myriader af forskelle, og ikke bare imellem psykiatri og somatik. Nogle steder er det nuancerne og eftertanken der tæller, andre steder er gearet imod handlekraft, og endnu andre steder ligner det nok mest en "pølsemaskine" (ja, pardon my french).

Jeg hælder derfor til, at one-size-fits-all, og forsøget på at have et system, som man bukker og drejer og vender og vrider, ikke nødvendigvis er videre snedigt. Samarbejdende systemer lyder langt mere fornuftigt.

Og lad så systemerne tage udgangspunkt i kerneydelsen, og ikke i arbitrære administrative grænser eller afrapporteringsmæssige pseudobehov.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize