Det er tre år siden, at SSL/TSL-certifikatudstederen Let’s Encrypt udstedte sit første HTTPS-certifikat helt gratis.
Siden da er tallet steget til 380 millioner, og servicen er så pålidelig, at store tech-giganter som Apple, Google, Microsoft, Facebook, Mozilla m.fl. støtter den.
Let’s Encrypt er på kort tid blevet den største certifikatudsteder på markedet. De udsteder næsten en million certifikater om dagen, og har hjulpet til at langt flere hjemmesider kører på en krypteret HTTPS-forbindelse. I dag er 75 pct. af trafikken på Firefox HTTPS, mens det i 2014 kun var 38 pct.
Det er HTTPS, der er på spil, når adresselinjen er grøn, eller der dukker en hængelås op. Det skyldes nemlig, at et TLS-certifikat krypterer forbindelsen mellem computeren og hjemmesiden, så ingen kan stjæle ens data.