Lenovo lancerer Ideatab S2: Android-tavle med clips-på-tastatur

En ny Lenovo-tavlecomputer med Android 4.0 og tilhørende tastaturdock kan prale af 20 timers batteritid. Men processoren er kun dobbeltkernet, mens konkurrenterne bruger quadcore.

Asus fik ikke lov til at være det eneste firma med en tavlecomputer, der med et snuptag kan blive til en ’rigtig’ bærbar computer.

På den store elektronikmesse CES i Las Vegas har Lenovo nemlig nu præsenteret et design, der ligner Asus’ Transformer Prime: En ti-tommer Android-tavlecomputer, som kan klikkes sammen med et tastatur og dermed være svær at skelne fra en bærbar. Det skriver The Verge.

Lenovos model har fået navnet Ideatab S2, og på grund af det ekstra batteri i tastaturet, kan maskinen køre i hele 20 timer, når den er samlet, lyder reklametrommerne.

Modsat Asus’ model bliver Ideatab S2 født med Android 4.0 Ice Cream Sandwich, som skulle være et solidt skridt fremad, sammenlignet med Android Honeycomb.

Men på processorfronten får Lenovo nok baghjul, da Ideatab S2 er udstyret med en dobbeltkernet Snapdragon S4-processor, mens Asus Transformer Prime har fået fartmonsteret Tegra 3, der bliver markedsført som en firekernet processor, men faktisk rummer fem kerner, samt 12 kerner til grafikarbejdet.

Hvad den mulige hastighedsforskel betyder i praksis, vil dog først blive klart, når Lenovo lader pressen sammenligne de to maskiner direkte.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere