Din næste bærbare pc vil sandsynligvis få en berøringsfølsom skærm. I hvert fald hvis man ser på de kommende modeller af pc'er, som kinesiske Lenovo har afsløret forud for forbrugerelektronikmessen CES, som finder sted i Las Vegas i denne uge.
Lenovo gør nemlig touchskærme til standardudstyr på en række modeller til både forbrugere og professionelle brugere.
Til det professionelle marked har Lenovo annonceret to nye modeller, Thinkpad Edge E431 og E531, som begge vil få berøringsfølsomme skærme.
I forhold til de fleste af de bærbare pc'er med touchskærme, som kom på markedet i 2012, så vil de nye modeller i Lenovos IdeaPad-serie få understøttelse af multitouch med op til 10 fingre.
Touchskærme på pc'er har eksisteret i mange år, men konceptet har vundet ny udbredelse efter først Apples succes med touchskærme på iPhone og iPad, og efter Microsoft har lanceret Windows 8 med en særlig brugerflade, der understøtter både touchskærme og mus.