På det brugerdrevne site Reddit har et indlæg om, at pc-producenten Lenovo skulle blokere for Linux-installationer som følge af en aftale med Microsoft, fået en del opmærksomhed.
Det er brugeren BaronHK, der står bag indlægget, som er blevet postet til både /r/technology/ og /r/linux/, hvor det i skrivende stund i begge tilfælde har fundet vej til toppen på listen over hotte indlæg.
Indlægget har titlen 'Warning: Microsoft Signature PC program now requires that you can't run Linux. Lenovo's recent Ultrabooks among affected systems.'
Det handler om, at Linux efter sigende ikke kan installeres på Yoga 900 ISK2, Yoga 900S og Yoga 710S som følge af en aftale mellem Lenovo og Microsoft.
Både på /r/technology og /r/linux har indlæggene fået mærkningen 'Misleading Titel', altså vildledende titel. Og det kan der måske være en god grund til.
Signature Edition
Indlægget henviser blandt andet til flere debat-tråde hos Lenovos support-forum for Yoga 900 ISK2, Yoga 900S og Yoga 710S
Problemet med at installere Linux skulle være, at Lenovo maskinerne indeholder en SSD-disk, som er låst i en proprietær RAID-tilstand, som altså ikke understøttes af open source-styresystemet. Resultatet skulle være, at maskinen ikke kan boote ind i andet end den forudinstallerede Windows.
BaronHK har efter eget udsagn skrevet en negativ produktanmeldelse hos den amerikanske kæde Best Buy, som der bliver henvist til i Reddit-indlægget. I et svar på anmeldelsen skriver en afsender, der er identificeret som 'Lenovo Product Expert' at forklaringen på, hvorfor Linux ikke kan installeres på maskinen er følgende:
»This system has a Signature Edition of Windows 10 Home installed. It is locked per our agreement with Microsoft.«
Altså at maskinen er låst ned som følge af en aftale med Microsoft.
På Microsofts hjemmeside fremgår det, at en signature edition pc er »clean, fast and protected.« Det indebærer blandt andet, at apparatet ikke har en masse forudinstalleret bloatware.
Lenovo afviser bevidst blokering
I en officiel udtalelse sendt via Lenovos danske pressekontakt til Version2 afviser virksomheden, at der er tale om en bevidst blokering af andre operativsystem end Windows. Lenovo henviser til, at problemet er manglende drivere.
Det fulde svar lyder således
»To improve system performance, Lenovo is leading an industry trend of adopting RAID on the SSDs in certain product configurations. Lenovo does not intentionally block customers using other operating systems on its devices and is fully committed to providing Linux certifications and installation guidance on a wide range of products. Unsupported models will rely on Linux operating system vendors releasing new kernel and drivers to support features such as RAID on SSD.«
Ifølge Lenovo er det altså ikke et spørgsmål om bevidst blokering af alternative styresystemer, men et spørgsmål om manglende drivere, der skal komme fra Linux-leverandører. Uanset hvad forklaringen er, så lader konsekvensen dog i praksis til at være, at det for øjeblikket ikke er muligt at installere Linux på visse Lenovo-maskiner.