Acer og Lenovo har lanceret nye smartphones med større batterier, og Lenovo lover op til 35 timers taletid.
Det skriver BBC.
De to virksomheder har tilsammen lanceret tre nye enheder, der alle har 4000mAh-batterier. Til sammenligning er batterikapaciteten i en iPhone 6 1810 mAh.
For acers vedkommende er der tale om modellen Liquid X2, der udover det store batteri også skiller sig ud ved at kunne rumme tre simkort, og Lenovo står bag modellerne K80 og A5000.
»Markedsfeedback fortæller os, at batterilevetid er en prioritet for vores kunder. 4000mAh-batteriet er perfekt til folk, der rejser hyppigt, da det eliminerer alle bekymringer vedrørende strøm og tillader brugeren at være forbundet konstant uden at rejse med en oplader hver dag,« siger ST Liew, der er chef for acers smartphone-afdeling til BBC.
Lenovo begrænser salget af sine telefoner til Asien; K80 bliver solgt i Kina og A5000 i Indien. Virksomheden lover henholdsvis 33 og 35 timers taletid på de to telefoner, men det skal siges, at tallene stammer fra test på et 2G-netværk.