
De studerende skal have mere debugging. Det er meldingen fra Klaus Kolle, der er lektor på Ingeniørhøjskolen ved Aarhus universitet. Han mener nemlig ikke, at den undervisning i debugging, der gives, står mål med nødvendigheden af at kunne det, når man er færdiguddannet.
»Debugging er noget, man bruger rigtig meget tid på, når man sidder og udvikler. Derfor bør man træne de studerende godt ud i de forskellige muligheder. Lige nu er det noget, som det er op til den enkelte underviser at hive frem. Men der ligger så mange ting i debugging, at man godt kunne fylde et helt fag ud,« siger Klaus Kolle til Version2.
Tilmeld dig eventet Debugging - for rigtige programmører her
Erhvervslivet efterlyser det
Når de studerende ved ingeniørhøjskolen er i praktik, så er der løbende dialog mellem virksomhed og underviser for at inddrag erhvervslivet i, hvad de studerende bør lære. Og ifølge Klaus Kolle vil erhvervslivet have mere debugging.
»Nu har vi efterhånden en række virksomheder, der efterlyser mere debugging og fejlfinding. Og så må vi jo hellere gøre lidt mere ud af det,« siger Klaus Kolle.
Og lektoren kan da også fortælle, at der er mere debugging på vej.
»Vi har indført et nyt fag, der hedder software-engineering, og det kommer til at indeholde debugging-teknikker. Så der kommer specificerede emner på det, og vi har valgt at sætte fokus på det her hos os«, siger Klaus Kolle til Version2.
Klaus Kolle er en af oplægsholderne på til Version2's debugging-konference lørdag den 26.oktober 2013. Du kan tilmelde dig det gratis arrangement her.