Lego lukker kæmpe onlinespil-satsning: 115 fyres fra Lego Universe

Illustration:
Lego Universe har ikke formået at tiltrække nok spillere til at holde Legos store online-spil kørende. Efter en periode med gratis spil, har Lego besluttet at trække stikket ud.

Den danske legetøjsgigant Legos satsning på at gå Blizzards megasucces World of Warcraft i bedene er slut. I en pressemeddelelse oplyser Lego, at Lego Universe lukker den 31. januar 2012.

Lego har investeret et anseeligt beløb i Lego Universe, men det er ikke lykkedes at tiltrække nok spillere til at få økonomien i spillet til at hænge sammen.

Læs også: Lego Universe fyrer op under 100-vis af bladeservere i dag

Lego forsøgte at opnå den kritiske masse af spillere, som er nødvendig for et onlinespil af denne type ved at tilbyde spillerne gratis adgang til spillet, men det har altså ikke været nok.

Lukningen af spillet betyder, at Lego fyrer 115 medarbejdere fra den amerikanske spiludvikler Play Well Studios og i den danske marketingafdeling, som har arbejdet på spillet.

Læs også: Lego ruster sig til angreb mod online-spil

Lego oplyser, at spillere der har betalt forud på deres abonnement til spillet, vil få det resterende beløb refunderet, når spillet lukker. Lego har ikke oplyst, præcist hvor mange abonnenter spillet havde, men blot, at antallet slet ikke er i nærheden af det, der skulle til for at få spillet til at løbe rundt. Den gratis model har dog formået at tiltrække spillere, men altså ikke abonnenter.

»Lige nu har Lego Universe næsten to millioner spillere. Desværre har vi ikke formået at opbygge tilstrækkelig omsætning inden for vores målgruppe, og derfor har vi besluttet at lukke spillet,« udtaler Jesper Vilstrup, chef for Lego Universe, i pressemeddelelsen.

Lego er langt fra ene om at opleve problemer med at få tiltrukket kritisk masse af betalende spillere til onlinespil. Flere store spil i genren har enten måttet lukke eller skære drastisk ned kort efter lanceringen på grund af den hårde konkurrence om spillerne.

Lego vil på nuværende tidspunkt ikke oplyse, om selskabet har nye planer inden for genren, men selskabet har også flere andre satsninger på at skabe et digitalt brugerfællesskab uden for Lego Universe via forskellige små spil og programmer på firmaets hjemmeside.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Michael Lykke

Nej det er nu ikke korrekt at markedet er dødt. Det er rigtigt at Blizzard er den helt store gigant på det markede, men spil som RIFT, Guild Wars m.fl. oplever stor success også. Også spil som League of Legends er voldsomt populære og vokser markant. Plus det kommende Star Wars spil som mange spillere er klar til at springe på. Blizzard taber i øvrigt brugere og har allerede mistet op mod 2 millioner spillere på det sidste hvilket også har bevirket at de har indført tiltag som at lokke folk til at binde sig for 12 måneder - Til gengæld modtageren spilleren så Diablo 3 gratis sammen med et par andre WoW relaterede frynsegoder.

Der er en kamp i markedet men flere spil har allerede bevist at der er plads til dem, problemet for Lego er nok nærmere målgruppen. Selvom Lego er et fantastisk legetøj og man uden tvivl ville kunne få mange "nørder" til at lege med det, så tiltaler et multiplayer spil med søde Lego figurer en noget yngre og mindre købedygtig målgruppe.

Det er en skam at det går sådan, men det var desværre forventet med tanke på målgruppen og når man sammenligner med alternativerne.

  • 2
  • 0
Gert Peter Brigsted

Det marked er bestemt ikke dødt. Blizzard har med god sandsynlighed tronen indenfor fantasy-genren, men der er jo også Eve Online, som bestemt ikke oplever svære tider, eller problemer med for få spillere.

Det gælder nok bare om at skille sig tilpas meget ud, hvilket så igen kan være svært med så mange spillere på banen.

  • 0
  • 0
Henrik Knopper

Jeg er sikker på at et firma som LEGO har overvejet at lade spillet køre videre med underskud, men som en ren markedsføringsgimmick. Når de vælger at skuffe 2 mio brugere så må spillet virkelig bløde. Gad vidst hvor mange spillere der skal til for at finansiere 115 udviklere og marketingfolk?

  • 0
  • 0
Torben Mogensen Blogger

Nu var det nok ikke primært tiltænkt det danske marked, men du har ret i det omfang, at det er uheldigt at bruge tekst/tale i internationale programmer for børn. Der skal i langt højere grad bare bruges sprogneutrale ikoner og andre audiovisuelle cues. Vejledning kan ske gennem korte animationer, der demonstrerer, hvordan man gør ting.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere