Det danske skattevæsen var i mange år en frontløber på det teknologiske og digitale område. Medarbejderne markerede sig med nyskabelser og løsninger, der vakte opsigt i udlandet, stor glæde hos borgerne – som fik nemmere ved at klare f.eks. den årlige selvangivelse – og respekt blandt it-udviklere. De opfattede væsenet som en attraktiv arbejdsplads med mulighed for at indføre den nyeste teknologi.
I 1994 åbnede skattevæsenet en telefonservice, hvor borgerne kunne indtaste deres selvangivelsesoplysninger, og var blandt de første med netservices. Allerede i 1996 kunne borgerne indtaste oplysninger via internettet. I 1999 lå selvangivelsen med fortrykte oplysninger på skat.dk.
Desværre for os alle har skattevæsenet siden gennemgået en omvendt fugl Føniks: lagt ned som et forpjusket og uddøende monster, fortæret indefra af den ene skandale efter den anden. En del af dem bunder i forsinkede og fordyrede it-systemer, hvor selv de basale læresætninger for gode digitale projekter blev ignoreret.
Senest har Ingeniørens it-medie, Version2, afdækket problemer med afløseren for det skandaleramte digitale EFI-system til inddrivelse af gæld. Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har som bekendt besluttet at skrotte EFI – trods systemets pris på over en milliard kroner.
Nu er også afløseren, PSRM, stærkt forsinket. Systemet skulle have været køreklart i år, men den fulde drift er udskudt til tidligst 2021. Værre er, at heller ikke det nye system leverer betryggende inddrivelse. Derfor er der udsigt til at tabe mere offentlig gæld på gulvet, har Rigsrevisionen konkluderet. I forvejen er borgernes og virksomhedernes gæld til det offentlige vokset til svimlende 116 milliarder kroner som følge af fiaskoerne i Skat.
Hvis så bare Skatteministeriet var på vej med et effektivt system, som kunne overholde loven, og som fordringshaverne havde gavn af. I sørgelig forlængelse af de tidligere skandaler udvikler ministeriet dog snarere et nyt kompliceret it-monster. Ikke nok med, at Skat har svært ved inddrive statens egen gæld digitalt. Kommunerne, som har over fire milliarder kroner ude at svømme, bliver også ramt. De bliver mødt med stamdatakrav, funktionskrav og dataformkrav i et omfang, der får fagfolk til at tage sig til hovedet.
PSRM er langtfra det eneste projekt, hvis kompleksitet og manglende lovmedholdelighed giver Skatteministeriet problemer med at overholde den aftalte tidsramme og pris. Således måtte skatteministeren i efteråret udskyde de nye ejendomsvurderinger til næste år. De skulle have været udsendt i år, men der er problemer med at sikre en lovlig sagsbehandling i det nye it-system, som skal sikre, at landets 1,7 millioner boligejere får deres ejendom vurderet fair og korrekt.
It-systemet til ejendomsvurdering til i alt 2,6 milliarder kroner vil digitalisere en række manuelle skøn i forhold til vurdering af grunde og ejendomme. Systemet bygger som udgangspunkt på et datasæt med 19 variable, der fortæller om den enkelte boligs beliggenhed. Eksempelvis er afstanden til jernbaner og større veje beregnet, men også hvor langt en bolig ligger fra vandet, og hvorvidt man har havkig fra boligen er en del af det stærkt komplekse datasæt.
De digitale visioner minder dog mere om et fantom end en realistisk plan. Skatteministeren har endda selv erkendt, at det ikke bliver i hans ministertid, at skattevæsenet kommer til at fungere efter hensigten. Ikke desto mindre har han splittet det tidligere Skat i atomer med syv nye styrelser, hvilket ikke i sig selv behøvede at være skidt, hvis han havde fagfolk til at argumentere for fornuften.
Desværre er det lige omvendt. De dygtige medarbejdere, som naturligvis også har siddet i Skat, må føle sig godt og grundigt kørt rundt med. Ministeren mener, at man kan glemme alt om eksperter, der besøger ejendomme og fastlægger skatteværdien af vores bolig – fremtidens vurderinger bliver matematisk genererede og bygger på et sammensurium af data.
Bedre er det ikke, når det gælder inddrivelsen af gæld. Her er de pantefogeder, som tidligere opsøgte skyldnerne, rangeret ud på et sidespor og erstattet med rigide datakrav, som det måske er helt umuligt for de små kommuner at leve op til. Imens vokser gælden til det offentlige videre.
Når ministeren tror, at hans it-fantomer og nye organisatoriske kasser kan løse problemerne i Skat, er der i virkeligheden grund til at frygte det stik modsatte: nemlig at chefer med manglende it-faglig indsigt lader sig forblænde af veltalende konsulenter med overbevisende Powerpoints, når de således beslutter, hvad der kan lade sig gøre digitalt.
Gang på gang bringer den digitale vanvidskørsel Skat i situationer, hvor der kan sættes spørgsmålstegn ved grundlæggende forvaltningsretlige principper og retssikkerhed for borgerne. hm/mbr
