Leder: Overvågning af borgerne må ikke overlades til embedsmændene

Illustration: MI grafik

Til maj træder EU's nye persondataforordning i kraft. Loven strammer gevaldigt op på brug og håndtering af europæernes persondata, giver den enkelte større kontrol over egne personoplysninger og stiller skrappe krav om databeskyttelse i virksomheder og organisationer, der ligger inde med persondata.

Et helt nødvendigt og fornuftigt skridt i en udvikling, hvor stadigt mere af vores gøren og laden sætter digitale aftryk, som gemmes i bits og bytes overalt og konstant udfordrer privatlivets fred.

Så meget desto mere absurd er det, at den danske regering nu vil bruge selvsamme lov til at udvide offentlige myndigheders adgang til at bruge og samkøre vores persondata uden om både vores og vores politisk valgtes viden og indflydelse. I et sæt supplerende bestemmelser til Persondataforordningen foreslår justitsminister Søren Pape Poulsen, at de enkelte ressortministre – uden Folketingets indblanding – skal kunne tillade samkørsel af borgeres persondata fra forskellige offentlige myndigheder – uden pligt til at informere borgeren om det.

Jurister og retseksperter råber vagt i gevær. »En ladeport, der uden demokratisk kontrol giver adgang til hemmelig overvågning af den danske befolkning«, advarer en lektor i persondataret i Politiken, mens en professor taler om en svækkelse af borgernes retssikkerhed.

På vores eget Version2.dk vurderer Catrine Byrne fra tænketanken Data­Ethics, at tiltaget går imod grundprincipper i vores retssystem, når den enkelte minister kan bestemme, hvornår privatlivet må krænkes. Privatlivets beskyttelse er fasttømret i grundloven, og beslutninger om, hvor grænsen går, bør tages af Folketinget, påpeger hun. Lignende pointer lyder fra både Advokatrådet og den juridiske tænketank Justitia.

Søren Pape Poulsen begrunder bl.a. forslaget med, at EU-forordningens fornyede oplysningspligt »opleves som en administrativ byrde«. Og minister for offentlig innovation Sophie Løhde supplerer med ønsket om at lette borgerne for besværligheder, når de skal indsende samme oplysninger til flere forskellige myndigheder.

Til begge er blot at sige: Ja, det er besværligt at leve i og administrere et demokratisk samfund. Men vi vil nu alligevel gerne have lov til at beholde det frem for at leve uvidende bag et mørklagt jerntæppe.

Lovforslaget bryder med en kerne­værdi i det danske demokrati: at vi er et tillidsbaseret samfund. Med den nye lov anlægges en glidebane, hvor kun idérigdommen hos embedsmænd og myndigheder sætter grænserne. Vi risikerer et skred mod et kontrolbaseret samfund, hvor man med data og AI vil tjekke borgerne for en sikkerheds skyld og ikke bare, når der er begrundet mistanke om snyd. Hertil kommer, at den automatiserede sagsbehandling, som ønskes muliggjort med lovgivningen, kan føre til kafkaske tilfælde, hvor borgere får frataget ydelser uden at ane hvorfor.

De fire små oppositionspartier er nu vågnet og har kaldt justitsministeren i samråd om lovforslaget. Nu må vi kræve, at resten af Folketinget træder i karakter og tager deres ansvar som borgernes værn om retssikkerheden alvorligt. Beslutninger om overvågning af borgerne må ikke overlades til enkelte ministre og deres embedsmænd. Det er tilliden til demokratiet, der er på spil her.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anne-Marie Krogsbøll

... er åbenbart en administrativ byrde, for ellers ville man vel ikke fremsætte forslag om, at man ikke behøver inddrage disse i beslutninger vedr. udnyttelsen - økonomisk og overvågningsmæssigt - af vores privatliv?

Politiken havde i går en kronik om, hvad hele denne udvikling gør ved vores samfund. Den er desværre abonnementsbelagt, men afsluttes med følgende "I sidste ende er det er vores valg, om vi vil bruge ressourcer på personlig service og håndholdt omsorg, på papir og kulturprodukter af høj kvalitet og på at skabe rum for koncentration, frirum og meningsfuldt samvær. Og så lade det digital-industrielle kompleks tage sig af de kedeligste, koldeste og mest instrumentelle opgaver."

Ja, det burde være vores valg, men det valg er allerede truffet for os via regeringens, regionernes og kommunernes vækstpakker og de i lederen nævnte tiltag til at udhule GDPR. Hvornår er denne udvikling sådan for alvor blevet diskuteret i en valgkamp? Den er allerede ved at have formet vores samfunds rammer i al fremtid, men den foregår i nogle luftlag, hvor de færreste borgere har adgang eller indsigt - og den beskyttes af Mørklægningslov og love om forretningshemmeligheder og tavshedspligt - og nu også af yderligere indskrænkning af borgeres og Folketings mulighed for at følge med i, hvad der foregår mellem magthavende politikere og techgiganter af lobbyistmøder, underhåndsaftaler og egentlig korruption . Og Socialdemokraterne er helt med på vognen - de kan slet ikke vente med at komme til fadet selv. Sandsynligvis godt hjulpet af dejlige bidrag til partikasserne.

Et citat mere: "Disse virksomheder indtager også i stigende grad dominerende positioner i politiske sammenhænge. Der bliver sjældent taget beslutninger om digitalisering og teknologisk udvikling, uden at disse virksomheder kommer med på råd eller deltager direkte."
https://politiken.dk/debat/kroniken/art6302099/Det-er-nu-vi-skal-k%C3%A6...

Regeringens og kommunernes udspil til undergravning af GDPR viser, hvad den galopperende digitale udvikling gør ved vores tænkeevne, allerede inden vi har igangsat de nye teknologier for alvor. For der tænkes på højeste sted nu totalitære tanker, som ingen for alvor turde/kunne tænke for blot få år siden - endsige turde sige højt.

Hvor kommer dette mod fra? Kommer det ikke fra, at man allerede fra skiftende magthavende side (inkl. socialdemokratiet) har en følelse af at sidde med magtmidler, man ikke havde for blot få år siden? At man er i stand til at tromle denne slags udvikling igennem, simpelthen i kraft af, at man allerede nu sidder på enorme mængder viden om borgerne, som kan bruges til at manipulere disse med?

Viden er magt - men hvem udenfor magtens indercirkler har efterhånden nogen indsigt i, hvad der allerede ligger af alliancer og bindinger til store tech-firmaer (og medicinalfirmaer) - alliancer og bindinger, der indgås meget langt fra Folketinget, til verdensomspændende konferencer og kongresser og lignende "lobbyistparlamenter"?. Et eksempel: http://www.himss.org/

Regeringen (og efterretningstjenesterne) er de eneste, der ved, hvad der foregår af overvågning. Sådan har det altid været - men i kraft af de nye digitale muligheder, opleves dette som langt mere intimiderende og nærgående end tidligere. For hvor går grænsen mellem Trivselsmålinger, Tværspor, Sundhedsplatform og den egentlige overvågning, hvis formål er at bevare magten? Tør man snart tænke en "dissident"-tanke, eller er den så allerede forudset af en algoritme, således at man fra samfundets side kan nå at sætte forebyggende/opdragende foranstaltninger i værk, længe inden man selv har opdaget, at man er på vej ud over den af regeringen afstukne kant for acceptabel tankevirksomhed?

Tak for lederen - forhåbentligt er det ikke allerede for sent at skrive den slags. Stå fast!

Bjarne Nielsen

Glimrende leder. Men det er nok desværre kun et symptom.

Tillad mig at citere fra en kommentar (leder?) i denne uges Weekendsavis:

Og i disse år gælder det, at de folkevalgte politikere, med regeringen i spidsen, sætter deres egen politiske dagsorden og politiske overlevelse højere end hensyn til retssikkerhed og demokrati - og endda med en minister i spidsen, der reagerer på spørgsmål og bekymring med munter ligegyldighed.

Jeg vil godt indrømme, at det ud fra ovenstående (desværre) kan være ganske svært at regne ud, hvilken minister der tales om. Der virker som om, at flere af dem samler på samråd, som andre samler på frimærker. Men titlen på indlægget i WA er "Symptomet Støjberg". Jeg tror desværre, at vægten her skal lægges på første ord; jeg vil ikke fortænke nogen i at have tænkt på Pind eller Pape, og der stopper listen desværre ikke.

I WA skrives også:

Oppositionen skal forhindre magtfuldkommenheden i at sætte sig i demokratiets fundament.

...og lidt senere:

Historierne bliver selvfølgelig vendt i pressen og kommenteret af eksperter, men der er ingen politisk opposition.

For, som det også bemærkes, så er oppositionen i praksis stort set begrænset til nogle yderfløjspartier, som i virkeligheden nok også mest ville have været imod, selv hvis man havde respekteret reglerne.

Lad mig vende tilbage til Version2 og lad mig i særdeleshed pege på det sidste afsnit i ovenstående leder, og stilfærdig opfordre til at man starter der, men at man fortsætter med at få ryddet op i resten også. Demokrati er altså ikke bare noget vi leger...!

Jesper Frimann

Jeg synes det er en glimrende leder, TAK for den.
MEN..

Til begge er blot at sige: Ja, det er besværligt at leve i og administrere et demokratisk samfund.

Det er jeg simpelt hen ikke enig i. Det er ikke signifikant sværere, eller nødvendigvis dyrere for samfundet, at sikre og behandle borgernes data sikkert. Det kræver bare at man respekterer IT-fagligheden og lader IT-fagligheden 'bestemme' noget mere.

Hvis man gør det rigtigt, og giver borgerne ejerskab og en høj grad af kontrol over deres egne data, vil det endda formodentligt blive til gavn for både borgere, det offentlige og for den sags skyld også det private erhvervsliv.
Men det kræver igen, at man respektere IT-fagligheden, lytter og lader den komme op med fagligt solide løsninger. (det gælder også for andre fagområder end IT).

Og det er lidt synd IMHO, at et 'fagblad' som version2 ikke spiller faglighedskortet. Som en kendt Mogens plejer at sige.. 'Så sæt da en ingeniør til at løse problemet'.

Men desværre er det noget mere grundlæggende, der er galt i det offentlige, og i de politiske getto'er/parallelsamfund.
Det er den samme mentalitet, der gør at man mener, at man bare kan samkøre og valte og skalte med borgernes data, som gør at man tvinger folk til at klæde sig af i baglokalet på et jobcenter foran en 'lægelig konsulent' eller ...
Og det løser man nok ikke lige med en leder på version2. Men det er dog en start, så igen Tak for en god leder :)

// Jesper

Log ind eller Opret konto for at kommentere