Lavtlønnede pædagoger punger ud til lockoutede Prosafolk

De tjener halvdelen af, hvad et CSC-ansat Prosamedlem gør. Alligevel støtter pædagoger og klubfolk fra BUPL Hovedstaden nu de konfliktramte it-folk økonomisk.

Et typisk medlem af pædagog-fagforeningen BUPL tjener 26.304 kroner om måneden. En typisk lockoutet CSC-medarbejder tjener ifølge CSC langt mere end det dobbelte, nemlig 59.000 kroner.

Læs også: CSC: Prosa-ansatte tjener 59.000 om måneden

Alligevel har medlemmerne af BUPL Hovedstaden besluttet at støtte de lockoutede og strejkende Prosamedlemmer økonomisk såvel som moralsk.

»I skal vide, at I har vores fulde støtte og dybe respekt for, at I tager kampen op. Med denne hilsen overfører vi kr. 10.000,00 til jeres konto reg. 5024 kontonr. 0001010144 som støtte. Samtidig har vi besluttet at bakke op om den aktion, der finder sted 26. maj 2011,« skriver bestyrelsen for BUPL Hovedstaden i et åbent brev til Prosa.

Bag støtteaktionen ligger en opfattelse af konflikten som en sag, der vedkommer hele den danske fagbevægelse:

»Vi ser med tiltagende forargelse på den måde, som CSC behandler jer medarbejdere på, senest med lockouten af 120 kollegaer. Hvad der startede som en lokal konflikt, er ved at udvikle sig til en principiel solidaritetssag, der kan få betydning for hele den danske fagbevægelse,« indleder bestyrelsen således deres brev.

Samtidig er forargelsen over, at hele to tillidsmænd i løbet af konflikten er blevet bortvist fra CSC, til at tage at føle på:

»Vi opfatter CSC ledelsens ansættelse af skruebrækkere til at varetage konfliktramt arbejde for uhørt og uacceptabel. En sådan opførsel harmonerer dårligt med de værdier og den forhandlingstradition, der er opbygget over mere end 100 år i Danmark. Hovedstadens pædagoger og klubfolk finder CSC ledelsens trusler mod - og senest fyringer af ? tillidsvalgte aldeles uacceptabel.«

Endelig er der drøje hug til CSC for den uforsonlige forhandlingstaktik, der i BUPL's øjne må give store plettet på CSC's omdømme:

»Vi opfordrer derfor indtrængende CSC's ledelse til komme tilbage til forhandlingsbordet, opgive ultimative krav, og konstruktivt søge at indgå et forlig til gavn for begge parter. Skal CSC i fremtiden opfattes som en seriøs it-partner, kræver det, at virksomheden udviser større respekt for sine ansatte, end det er tilfældet i øjeblikket.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Torsten Holtse

den støtte er jo givet som moralsk støtte eftersom BUPL også er imod CSC's måde at håndtere konflikten på. Pengene er symbolske eller også er beløbet skrevet forkert. Elendig overskrift og indledning, der kun hører til i Ekstrabladet

  • 0
  • 0
Per Sikker Hansen

@Andreas: Der er stadig ingen tvang. Frit land. Hvis du ikke synes arbejderes rettigheder er dine penge værd, er der ingen grund til at være medlem. Den eneste effekt det har er, at der heller ikke er nogen der hjælper dig op at stå når du har brug for det. Dit eget valg :)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere