For at lave den næste Facebook må man sælge skindet før bjørnen er skudt

Det går rigtig stærkt, når danske it-iværksættere forsøger at opfinde fremtidens digitale verdenssucceser. Så stærkt, at der hverken er tid til at nørkle med koden eller følge alle spillets regler.

Der er noget på én gang ydmygt og grådigt over digitale iværksættere.

På den ene side er de villige til at bo i en kælder og arbejde uden løn i flere år – på den anden side drømmer de om verdensherredømmet og om at blive den næste big thing.

Det var sådan, Skype startede, og det er det, som de fleste nyere danske it-iværksættervirksomheder som Vivino, Podio og Tradeshift stiler efter: at blive den største inden for hver deres felt.

Læs også: Startup-land: Danske Tradeshift er blevet offer for sin egen succes

Men tiden, da de digitale iværksættere kunne sidde i et aflukket lokale med skodder for vinduerne og nørkle med koden i et år uden at komme ud, er for manges vedkommende for længst forbi.

»Iværksætterne er i dag under et enormt pres, hvor der ikke er tid til at udvikle og nørde så meget som tidligere,« siger Martin Ferro-­Thomsen, der er medstifter af virksomhederne Issuu og Conferize. Han forklarer, at det især skyldes, at de store investorer typisk først går ind, når forretningsideen er bevist.

Dengang software blev distribueret på cd-rom’er, skulle udviklerne sørge for, at alt var testet og finpudset ned til mindste detalje, før produktet blev sendt af sted. I dag handler det stort set om at få det lagt ud på nettet så hurtigt som muligt, så man kan se, hvordan brugerne reagerer på produktet.

Ideen er, at selvom man måske ikke i de første forsøg laver det rig­tige produkt, som folk vil købe, så vil man måske femte eller sjette gang komme tættere på noget, som bider sig fast og kan eksporteres til hele verden.

‘Solgte’ en Photoshop-skitse

Iværksætterne bag det sociale medie til børnehaver Famly solgte deres idé, allerede før de havde udviklet produktet. Det hele startede med en god idé og en Photo­shop-skitse.

Henrik Møller Rasmussen var blevet far, og da hans datter skulle i børnehave, undrede han sig over, at pædagogerne noterede alt på papir. Lige fra hvilke børn der var mødt op, hvem der var syge og vigtig information til forældrene på opslagstavlen.

»Det gav ikke mening, at jeg som forælder skulle stresse over ikke at få læst den information, som hænger på opslagstavlen,« siger Henrik Møller Rasmussen, der sammen med Anders Laustsen fik ideen til at digitalisere det hele og lave en form for socialt medie til børneinstitutioner.

Men i stedet for at sætte sig ned og designe hele systemet på forhånd valgte de to iværksættere at lave nogle enkle skitser i Photoshop og vise det til børnehaven.

Pædagogerne var ikke sene til at sige ja, og efter kun en måneds arbejde var den første tidlige udgave af produktet på benene. I iværksætter-lingo kaldes en sådan tidlig og skrabet version for et ‘minimum viable product’ eller MVP, og det er her, nøglen til it-iværksætternes succes skal findes.

Famly-iværksætterne begyndte med de mest skrabede funktioner, hvor pædagogerne kunne tjekke børnene ind og ud på en iPad, men det tog ikke lang tid, før de kunne udvide tjenesten med flere nye funktioner. I stedet for at gætte sig til, hvad pædagogerne ville bruge, og ende med et tungt produkt, kunne iværksætterne hurtigt ændre på appen i takt med, at de fik feedback.

I dag bliver Famly brugt i 18 private børnehaver, og nu da iværksætterne ved, at systemet virker og dækker et behov, er de allerede på udkig efter at udvide til udlandet.

»Det handler, som altid, om at få produktet til at passe til markedet,« siger Martin Ferro-Thomsen og forklarer, at man med software udviklet i skyen samt billigere og højfrekvente produktudgivelser konstant får feedback fra markedet, der kan hjælpe med at finde en skalerbar forretningsmodel hurtigere.

Klarere i spyttet

Og der er brug for feedback, for når it-iværksætterne kaster sig over alt lige fra taxatjenester over vinbranchen til fodboldverdenen, så er det langtfra givet, at de kender noget til brancherne på forhånd.

Tit hører man ordet disruption (forstyrrelse, red.) i forbindelse med, at eksempelvis den amerikanske taxa-app Uber rusker op i de etablerede taxaselskaber, og på samme måde er mange andre it-iværksætterne ofte outsidere i de brancher, de ‘forstyrrer’.

For eksempel kendte ingen af iværksætterne bag den danske app-succes Vivino på forhånd noget til vinbranchen, da de fandt på at lave en app, der kunne scanne vinene i supermarkedet. Og det var heller ikke, fordi de tidligere Nokia-medarbejdere, der skabte den lovpriste database til mobiler kaldet Realm, vidste synderlig meget om data­baser på forhånd.

Læs også: Startup-land: Iværksættere bag appen Vivino ved ikke »en skid om vin«

Men succesen handler ikke så meget om den viden, iværksætterne har, men mere om den måde, de angriber problemerne på. Og om at kunne sætte sig i brugerens sted:

»Når jeg ser på de største konkurrenter, så har de fokuseret for meget på industrien og eksperten i stedet for på den almindelige bruger. De har udviklet sig i en forkert retning, for det er ikke det, der gør dig til den største vin-app i verden,« siger medstifteren af Vivino Theis Søndergaard og uddyber:

»Vi er selv vores egen kernemålgruppe, så vi sørger for at løse de problemer, som helt almindelige vinbrugere har.«

Kog i den københavnske gryde

Famly, Vivino og Realm er blot nogle få eksempler på de mange danske it-opstartsvirksomheder, som håber at finde lige præcis det produkt og den forretningsmodel, der kan slå igennem på verdensplan.

Se iværksætter Alexander Stigsen: Sådan blev danske Realm optaget i YCombinator

Inden for det seneste år har it-iværksætterne samlet sig i græsrodsbevægelsen Copenhagen for the win, forkortet #CPHftw. Flere gange om året mødes omkring tusind iværksættere og iværksætter- interesserede for at udveksle ideer og finde nye forretningsmulig­heder, og det er også med til at sætte Danmark på det digitale verdenskort.

»Der er ingen tvivl om, at der er kog i gryden. De danske it-iværksættere har fået en større modenhed og er også blevet skarpere til at fortælle omverdenen, hvem de er,« siger it-investoren Jimmy Fussing Nielsen, der er administrerende partner i et af Danmarks største venture-investeringsselskaber, Sunstone Capital.

Læs også: Startup-land: Sådan kom danske Realm med i eksklusiv amerikansk iværksætterklub

Før krisen var der ikke mange forbilleder for iværksætterne at se op til, men i dag har danske it-virksomheder som Zendesk, Tradeshift og Podio været med til at hive niveauet op. Der mangler dog stadig en virksomhed, der kan sætte sig fast i folks bevidsthed på samme måde, som Skype gjorde det i sin tid.

Hvem bliver det?

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bent Jensen

"Men tiden, da de digitale iværksættere kunne sidde i et aflukket lokale med skodder for vinduerne og nørkle med koden i et år uden at komme ud, er for manges vedkommende for længst forbi."

Der er sagt og tænkt meget, mest som det er forbi, vi ved alt, og der er ikke mere at opdage. Men Jo mere vi ved, jo mere opdager vi at vi mangler at finde ud af.
Den gode ide kan fået over alt, og kræver ikke altid resurser og hurtighed.

MS, IBM, HP har været rigtige store, men er blevet lidt store og dovne, de har 40-60 år på bagen.
IBM startet med at bliver store ved at opfinde et kuglehovedet med bogstaver.
MS Solgte et lille styresystem til IBM

HP Startet ikke i et aflukket lokale, med skoder eller kælder men en garage.
http://www8.hp.com/us/en/hp-information/about-hp/history/overview.html

Google, Facebook er knap 10-15 år. Det går stadigt godt for dem, og de startet også med NULL. Men med en god ide.

Der er masser af ting at blive store og rige på, bare man får den rigtige ide. Hvor man så sider , og hvor udadvendt man er, er lige godt. Hele verden ligger jo for fødderne af en, via Internettet også i en kælder.

Mange af de ivrige unge iværksætterne, tror at hvis de kan finde ud af at lave en webside, eller skrive "Hallo" på en telefon, så kan de tjene kassen og side i Spanien resten af livet og lade penge rulle ind. Uden ideer, uden indsigt og uden at arbejde for det.

At mange unge bliver hjernevasket til at tro at det er sådan, samt betaler deres orakel for at komme med i fødekæden, ligner tit mere multi level marketing.
De lover deres unge poder guld og grønne skove. Mens de selv vinder ligegyldig hvad.

Kan vise mange sider og personer på nettet, med unge iværksætterne.
Hvor deres indsigt, viden og nye ide er nul, men jeg vil helst ikke udstille nogen.

Selv om det måske var godt at de fik sandheden at vide, og indså hvor de står. lige som Thomas Blachman, også får høvlet ikke talent ned.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder

Call to action

Der er noget på én gang ydmygt og grådigt over digitale iværksættere. På den ene side er de villige til at bo i en kælder og arbejde uden løn i flere år – på den anden side drømmer de om verdensherredømmet og om at blive den næste big thing. Det var sådan, Skype startede, og det er det, som de fleste
nyere danske it-iværksættervirksomheder som Vivino, Podio og Tradeshift stiler efter: at blive den største inden for hver deres felt. Læs også: Startup-land: Danske Tradeshift er blevet offer for sin egen succes Men tiden, da de digitale iværksættere kunne sidde i et aflukket lokale med skodder for vinduerne og nørkle med koden i et år uden at komme ud, er for manges vedkommende for længs...