Inden nytår skulle danskerne gerne via app, mail og web kunne tjekke ud i rejsekort-systemet med tilbagevirkende kraft, skulle tankerne have været et andet sted, da rejsen sluttede med toget, bussen eller metroen.
»Vi regner med at have første fase klar inden nytår,« siger Bjørn Wahlsten, adm. dir. i Rejsekort A/S.
Arbejdet sker i forlængelse af den app-idékonkurrence, Rejsekort A/S udskrev tidligere på året, og hvor vinderne i marts modtog 75.000 kroner.
I alt indkom 65 forslag til idékonkurrencen, som har tjent som inspiration i større og mindre grad i forhold til den kommende app.
»Vi har faktisk brugt rigtig meget. Vi har været alle de hovedforslag, der var, igennem. Og vi synes egentlig, vi kan sige, vi har taget det bedste fra alle forslagene og kombineret det,« siger Bjørn Wahlsten.
I forbindelse med ide-konkurrencen i marts fortalte Bjørn Wahlsten også, at selvom der var mange spændende forslag, så var der ikke et af dem, der endegyldigt kunne forhindre, at en app, der gør det muligt at tjekke vilkårligt ud, også bliver brugt til snyd. Altså ved at foregive, at rejsen har været kortere, end den reelt har været.
Og den nød er stadig ikke helt knækket. Rejsekort A/S og trafikselskaberne har for øjeblikket kig på flere modeller, der kan implementeres og justeres for at begrænse misbrug.
Som nævnt kommer løsningen blandt andet til at bestå af en app til en mobiltelefon. Og dermed er også adgang til en GPS. Og den vil - i relation til app'en - blive brugt, som tingene tegner nu.
»Teknisk set arbejder vi med en mulighed for at indmelde manglende check ud med position. Der bliver en tidsbegrænsning på, hvor længe man kan gøre det. Du skal være tæt på (standeren, red.),« siger Wahlsten.
Et scenarie i den sammenhæng kunne være, fortæller Wahlsten, at passageren er faldet i snak på bussen, glemmer at checke ud. Hvorefter passageren kommer i tanke om det umiddelbart efter. Griber telefonen, finder app'en frem og tjekker ud.
Via GPS-positionen kan rejsekort-systemet i backend så registrere tjek ud og validere, om tjek ud-positionen giver mening. Og eventuelt også holde den op imod næste næste tjek ind.
Den del er ikke ulig et forslag, der blev beskrevet i det bidrag, der vandt idékonkurrencen i marts og blev honoreret med 75.000 kroner. Bidraget, som de to designere Anne Boisen og Esther Barfred står bag, beskriver, hvordan GPS kan kobles til og bruges som led i et sanity-check for at se, om brugeren er i nogenlunde nærhed af det glemte check-ud. Altså for at forhindre snyd.
Udover app’en skal der også inden nytår lanceret en webbaseret løsning. Her har passageren mulighed for at tjekke ud på et senere tidspunkt via en hjemmeside i stedet for det umiddelbare tjek ud via app'en. Det skal desuden også være muligt at tjekke ud ved at sende en mail til Rejsekort med informationer om, hvor tjek ud skulle være foregået.
Gebyr og tidsgrænse
I forhold til at tjekke ud med tilbagevirkende kraft, bliver det med al sandsynlighed forbundet med et gebyr og en tidsgrænse. Tidsgrænsen vil sige, at der skal tjekkes ud inden for et givent tidsrum for at undgå en advarsel eller ligefrem en eventuel spærring af kortet.
Gebyret skal forhindre, at det blive alt for attraktivt at ignorere tjek ud, forklarer Wahlsten. Og jo længere tid, der går, til passageren husker at tjekke ud, jo større sandsynlighed er der for, at det vil være forbundet med et gebyr.
I den forbindelse fortæller Bjørn Wahlsten, at der også er mere kontrol og arbejde forbundet med det fra Rejsekort A/S’ side, når der er tale om et sent tjek ud i forhold til et tjek ud via app’en umiddelbart efter, passageren er stået af bussen.
»Der vil komme en eller anden sammenhæng der,« siger han.
Ifølge Wahlsten kunne en mulighed - det ligger heller ikke fast - være, at det eksempelvis ikke koster et gebyr at tjekke ud via app'en på mobiltelefonen med gps'en umiddelbart efter, tjek ud skulle være foregået. Til gengæld vil et gebyr optræde, hvis tjek ud foregår senere. Men elementerne i forhold til gebyrstrukturen er endnu ikke på plads.
»Hvis det sker (tjek ud, red.) inden for korte tidsintervaller, så er der mindre kontrol og mere tillid fra vores side,« siger Bjørn Wahlsten.
Hvad gebyr angår nævner Bjørn Wahlsten, at en bonusordning også er i spil. Her optjener passagerer bonus, hver gang de tjekker rigtigt ud. Bonussen kunne så bruges til at betale et eventuelt gebyr, skulle tjek ud glippe. På den måde vil passagerer, der sjældent glemmer tjek ud, slippe billigere end passagerer, der ofte glemmer tjek ud. Det er i hvert fald idéen.
Kig mod London
Og så har Rejsekort A/S og trafikselskaberne også kigget mod London i jagten på tiltag, der kan begrænse eventuelt misbrug af muligheden for at tjekke ud på et senere tidspunkt.
»Hvis man eksempelvis kigger til London, så har de lavet en løsning, der kun kan bruges en gang om måneden,« siger Bjørn Wahlsten med henvisning til, hvor ofte det er muligt at tjekke ud med tilbagevirkende kraft i Englands hovedstad.
Denne model er dog også blot under overvejelse i forhold til den danske app- og web-løsning.
Selvom gebyr-størrelse, tidsgrænser, bonuspoint og andet, endnu ikke ligger fast, så er en ting dog sikkert, i forhold til dem, der måtte benytte sig relativt ofte at muligheden for at tjekke sent ud. De kan forvente at få deres rejsehistorik gået nøje efter for, om der skulle være indikationer på snyd.
»Uanset ved, så kommer vi til at lave særopfølgninger på dem, der bruger det ofte,« siger Wahlsten.
Første udgave af løsningen skulle som nævnt være klar inden nytår. Dernæst skulle der komme en udvidelse, så der kan skubbes notifikationer og påmindelser ud til passagerer med en påmindelse om, at de har glemt at tjekke ud. På den måde det stadig muligt at tjekke senere ud og undgå en advarsel eller et spærret kort.
»Så bliver der mulighed for at melde ind og få det efterbetalt. I praksis, når du har gjort det, så får du ikke den advarsel, du ellers ville have fået. Og dermed skulle vi gerne nå frem til, at mange flere ærlige kunder ikke har frygten for eller risikerer at få spærret et kort.«

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.