Lærere om lukning af udbredt læringsplatform: Åh nej, har vi nu spildt vores tid?!

KMD har købt en ny it-læringsplatform og lukker derfor det eksisterende tilbud, Educa, ned.

Opdateret med ny kommentar fra KMD.
Lærere landet over er bekymret for at de har spildt deres tid på at sætte sig ind i softwareløsningen Educa, et it-læringsplatform fra KMD, fordi platformen nu lukkes ned.

Årsagen til nedlukningen er, at KMD har opkøbt en konkurrent med platformen MinUddannelse, og den løsning vil man køre videre på bekostning af Educa.

En af Educa-kommunerne er Esbjerg, og her udtrykker formand for den lokale lærerforening Kenneth Nielsen, netop bekymring for arbejdet med at lære at bruge Educa og med at lægge undervisningsforløb ind i læringsplatformen, som man har arbejdet med siden sommerferien:

»Det tyder på, at der kommer til at ske et skift til MinUddannelse. Mine medlemmer afventer situationen og tænker 'åh nej, har jeg spildt min tid?' Det er i forvejen svært at få forberedelsen til at slå til,« siger han ifølge Folkeskolen.dk.

»Derfor er det højeste ønske fra vores side, at der kan ske en overførsel af det arbejde, der er lagt i Educa, til MinUddannelse. Det må simpelthen bare ikke ske, at man skal starte fra nul.«

Landet over er kommunerne i gang med at implementere de elektroniske læringsplatforme, alle skoler skal have taget fuldt i brug inden udgangen af 2017. It-systemet anvendes af lærerne til årsplanlægning, til at bygge undervisningsforløb, arbejde med Fælles Mål og elev-evaluering.

Lærerformanden mener overordnet, at læringsplatforme er en tidsrøver, der primært handler om dokumentation for effekten af de penge, der bliver brugt på folkeskolen, men bakker alligevel op om et hurtigt skifte fra Educa til MinUddannelse.

»Educa er en virkelig tidskrævende platform. Jeg har ikke personlige erfaringer med MinUddannelse, men jeg har hørt fra flere kilder, at den er mere brugervenlig,« siger Kenneth Nielsen.

Randers: vi sætter Educa-kurser på stand-by

I Randers har den lokale lærerkreds sendt et brev til kommunens skolechef med en opfordring om, at kommunen indstiller uddannelsen af lærere og vejledere i arbejdet med Educa, som blev taget i brug omkring jul sidste år, og kun anvender læringsplatformen i det omfang, 'personalet har kompetencer til'.

»Når det er afklaret, hvordan fremtiden ser ud - herunder et muligt skifte af læringsplatform, kan man så genoptage uddannelsen i KMD Educa eller aflyse denne og starte uddannelse og implementering af den kommende platform. I henhold til indførsel af læringsplatforme er Randers Kommune ikke presset af den fra ministeriet fastsatte tidsfrist,« skriver lærerforeningen i opfordringen til kommunen.

Konstitueret skolechef i Randers Kommune Henrik Johansen fortæller til folkeskolen.dk, at kommunen har møde med KMD i næste uge, hvorefter han vil veje mulighederne Educa og MinUddannelse op mod hinanden - men også kigge på andre alternativer.

Indtil da er planlagte kurser i brugen af Educa sat på stand-by. Henrik Johansen forstår, at den uvisse situation åbner op for en masse overvejelser for kommunens lærere om, hvorvidt arbejdet med Educa har været spildt og om det kan betale sig at fortsætte arbejdet med systemet.

»Men jeg er nødt til at finde ud af, hvor vi står, og hvilke muligheder vi har,« siger han.

Direktør i KMD, Mette Kaagaard, bekræfter, at selskabet kommer til at satse på platformen MinUddannelse, men mener ikke sitautionen med at de ca. 50 Educa-kunder skal sætte sig ind i ny it er så usædvanlig:

»Ligegyldigt hvad for noget software, man køber i dag, så kommer man til at lave en opgradering eller et skift på et tidspunkt. Nogle gange er de skift enkle, og andre gange er de mere omfattende,« siger hun til Folkeskolen.dk.

KMD har senere udtalt, at lærernes bekymring er ubegrundet. Alle forløb kan flyttes, hvis en kommune skifter fra Educa til en anden platform, slår firmaet fast.

KMD har ikke yderligere kommentarer til sagen, herunder heller ikke vilkår for en sådan flytning.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bent Jensen

Nu kommer windows 10, så har jeg spildt min tid på Win7 og 8.
Ikke underligt at elever er bedre til lærerne til programmering.

Men den nye folkeskolelov er han ikke forpligtet ud over evner og tid. Hvis skoleleder ikke sætter tid af til uddannelse og brug af systemet, så er det jo bare synd, og det er noget som ikke bliver lavet.

Husk det er jo noget af fordelen med den nye folkeskole lov, det kan godt være at du skal være noget længere på arbejdet. Men når klokken ringer ud, så har du fri som alle andre. Og kan tage hjem med god samvittighed. Hvis noget mangler at blive lavet, så er det ikke dig men din leder som har ansvaret.

Log ind eller Opret konto for at kommentere