Lærere dumper i it-sikkerhed

Danske folkeskolelærere er ikke rustede til at undervise eleverne i sikkerhed på nettet, siger flere eksperter. Seksuelt misbrug af skolebørnene kan i sidste ende blive konsekvensen.

Danske lærere er ikke rustet til at undervise folkeskoleelever i it-sikkerhed. Det mener Jeppe Bundsgaard, lektor i kommunikative kompetencer ved Dansk Pædagogisk Universitet.

»Det store flertal er ikke rustede, nej. Helt sikkert ikke. Der er mange lærere, der kommer ud fra seminaret uden at have noget it-undervisning med,« siger han.

Jeppe Bundsgaard mener, at det hurtigt kan blive et problem for børnene, hvis de ikke får en basal forståelse for, hvordan man begår sig sikkert på nettet. Konsekvenserne kan nemlig være meget alvorlige.

»Det kan i yderste konsekvens ende med at barnet bliver misbrugt seksuelt, hvis det får kontakt til en pædofil, som de bestemmer sig for at mødes med. Men de kan også blive udsat for økonomisk kriminalitet. Hackerne opruster jo, og de bliver bedre til at målrette beskederne til børnene og gøre dem mere personlige,« siger han.

»It-sikkerhed er noget, som man løbende skal have fokus på. Hvad kan der ske, når man udleverer sine bankoplysninger, eller hvis man chatter på nettet med en fremmed?«

Han vil dog gerne slå et slag for, at it-sikkerhed skal integreres i undervisningen og ikke bare pålægges læreren som et adskilt forløb.

»Jeg synes det er vigtigt, at it-sikkerhed og it-undervisning skal integreres ordentligt i fagligheden, måske i danskundervisningen. På den måde ser lærerne det som en indlysende del af pensum og ikke bare som et isoleret fag eller kursus på en 3-4 timer,« siger Jeppe Bundsgaard.

Lisa Gjedde, lektor i it, medier og læring på Dansk Pædagogisk Universitet mener ligesom Jeppe Bundsgaard, at lærerne mangler kompetencer i at undervise i it-sikkerhed.

»Jeg tror ikke, at lærerne er særligt godt rustet til at undervise i it-sikkerhed, fordi de fleste ikke er uddannet til at vide noget om det,« siger hun.

Selv om der er lavet en række kampagner, som skal lære børnene at begå sig sikkert på nettet, findes der ikke noget struktureret undervisningsforløb. Lisa Gjedde mener derfor, at det kunne være en ide at indføre det som en del af pensum.

Amerikanske lærere dumper også
Der findes ingen dansk undersøgelse, som viser præcis, hvor lidt eller hvor meget lærerne generelt ved om it-sikkerhed, men en amerikansk undersøgelse taler sig tydelige sprog.

1.012 lærere medvirkede i undersøgelsen, og af disse havde over en tredjedel aldrig modtaget undervisning i sikkerhed på nettet. 40 % af lærerne svarede, at de kun havde modtaget en til tre timers undervisning i løbet af det sidste års tid.

Yderligere mente 51 % af lærerne, at skolen ikke forbereder eleverne godt nok til at begå sig sikkert på nettet.

Det står sløjt til med it i undervisningen

Generelt bruger lærere meget lidt it i undervisningen herhjemme, viser flere rapporter. Lærerne foretrækker bøgerne og 55 % af dansklærerne brugte i 2008 slet ikke hjemmesider i undervisningen i folkeskolen.

Dorte Lange, formand for lærerforeningens skole- og uddannelsespolitiske udvalg mener dog, at lærerne allerede i dag forsøger at give eleverne en basal forståelse for it-sikkerhed, selv om de ikke selv er uddannede i it-sikkerhed.

»Vi prøver jo at lære eleverne at søge rigtigt. Det er en almindelig del af at bruge it, at man lige får at vide, at man ikke skal klikke på links, hvis man ikke ved, hvad det er,« siger hun.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Hans Schou

Det er utroligt nemt at foreslå at lærerne skal undervise i noget mere, hvor tiden så bare bliver taget fra noget andet. Og da lærerne ingen forudsætninger har for at vide noget mere om IT end forældrene gør, så skal lærerne have yderligere uddannnelse.

I gamle dage var det forældrenes ansvar at sørge for at børnene vidste hvordan de skulle begå sig overfor for fremmede, og det mener jeg stadig at det er. Jeg vil foreslå at man reducere initiativet til blot at være et link på "skole-intra", som børnene kan klikke på, og så tale med deres forældre om det. Mit indtryk af børn er, at de ofte er bedre rustet på nettet end deres lærer er, og de taler også sammen om disse klamme "Rudy Frederiksen"-typer.

Det er en almindelig del af at bruge it, at man lige får at vide, at man ikke skal klikke på links, hvis man ikke ved, hvad det er

Suk. Hvis man søger på nettet efter noget, så klikker man kun på det man ikke ved hvad er, ellers var der jo ingen grund til at søge.

Hvis man modtager en mail om at man har vundet en million, så behøver ingen ikke klikke på linket, for alle ved hvad det er bag. Dem der alligevel klikker, gør det også når de bliver voksne.

  • 0
  • 0
#2 Michael Zetlitz

Danske folkeskolelærere er ikke rustede til at undervise eleverne i sikkerhed på nettet, siger flere eksperter.

Nej, og flere eksperter er ikke rustet til, at undervise børn i dansk, matematik, engelsk, tysk og fransk.

Det var da en pervers tankerække, at fordi læreren ikke har undervist ungerne i It-sikkerhed, så bliver de simpelthen misbrugt af pædofile.

Hvis ikke ungerne lærer matematik, f.eks. på grund af for mange ligegyldige fag, så fatter de aldrig når de bliver røvrendt af f.eks. Leasy med en ÅOP på 30-40%.

  • 0
  • 0
#3 Niels Dybdahl

Lærere kan ikke vide alting så her er et af de emner hvor det er passende at hente assistance udefra. Alternativt kan man designe et par undervisningsforløb i IT-sikkerhed, som lærerne hurtigt kan sætte sig ind i. Det tager ikke længere tid for lærerne end hvis de skulle have udviklet deres eget undervisningsforløb. Hvor er problemet?

  • 0
  • 0
#4 Mette Nikander

Jeg arbejder professionelt med IT sikkerhed. Da jeg startede for mere end 20 års siden, kunne man sagtens lære hvad der var værd at vide på ret kort tid, men som trusselbilledet har eskaleret er det et område, som er i så stærk udvikling at det kan være meget svært for lægmand at lære fra sig på området. Selvfølgelig skal forældre og lærere, lære sine børn god IT skik (hvis de er rustet godt nok)og om hvad og hvem de skal passe på, men hvis man vil lægge mere faglighed og vægt bagved og løbende sørge for at børnene udvikler sig og får mere aktuel viden på området, så burde der ligge en række undervisningsfilm udarbejdet til målgruppen på nettet og ikke mindst kunne udarbejdes til forskellige alderstrin. Det vil være for dyrt, komplekst og tidskrævende at sørge for at lærerne skal have denne løbende opdaterede viden og ikke mindst evner for arbejdsområdet. Jeg foreslår desuden at der på nettet kunnne foretages jævnlige webinarer for klasser, bragt på en storskærm i gymnastiksalen el. lign. på skolen. Børnene kunne samles på tværs af klasser og deltage i sessioner, som sluttede med en lille videnstest i hver klasse, der både kunne give elever, forældre og lærere et praj om vidensniveauet er tilfredsstillende eller om der skal være særlige indsatsområder . Det vil iøvrigt være godt for alle borgere at få denne mulighed og derfor synes jeg at det er en statslig opgave. Staten har folk som arbejder professsionelt med IT og Videnskabsministeriet samarbejder også med en lang række sikkerhedsfolk, mig selv inkluderet, som gerne bidrager med aktuel viden. Og nu vi er ved det, hvorfor sendes der ikke informationer til borgerne om IT sikkerhed i OBS udsendelserne? Det er da oplagt og kunne ske i små korte spots. Hvis borgerne oplyses mere effektivt, kan mange af de scams og angreb der sker, kunne hindres. Med venlig hilsen Mette Nikander / C-cure

  • 0
  • 0
#6 Rasmus Toftdahl Olesen

Danske folkeskolelærere er ikke rustede til at undervise eleverne i sikkerhed på nettet, siger flere eksperter. Seksuelt misbrug af skolebørnene kan i sidste ende blive konsekvensen.

Nu er det åbenbart lærerernes skyld at børnene bliver misbrugt seksuelt, hvad fanden er det for en måde at argumentere på?

  • 0
  • 0
#10 Frank Olesen

Erstat med:

Danske folkeskolelærere er ikke rustede til at undervise eleverne i privatøkonomi, siger flere eksperter.

Konsekvensen kan blive Danmarks fallit og indtræden som delstat i Tyskland.

Yderligere vil det medføre at flere børn og unge kun kan tjene penge ved at blive seksuelt misbrugt.

  • 0
  • 0
#11 Jeppe Bundsgaard

Hej alle Tak for jeres kommentarer til mine udsagn i artiklen. Der er nogle stykker af jer som synes det er en dårlig ide at skolen skal tage sig af internetsikkerhed. Jeg vil forsøge at svare og forklare mit synspunkt.

Hans Schou siger at det er forældrenes ansvar. Og det er jeg enig i, det er det også. Men ikke alle forældre er habile netbrugere - nogle af dem bliver jo faktisk franarret alle deres sparepenge, opgiver deres loginoplysninger til "sikkerhedsafdelingen" i deres firma, klikker på links i spoofing-emails, reagerer på phishing, tror på manipulerende løgne eller utrolige forudsigelser - fx om dagens jordskælv i Rom.

Skolens opgave er at hjælpe eleverne med at blive forberedt til deres nutidige og fremtidige liv i et rimelig komplekst samfund. Det eleverne ikke lærer af sig selv, som forældrene ikke er i stand til at lære dem, og som er vigtigt at kunne - det er ideelt set skolens opgave. Derfor er jeg helt enig med Frank Olesen i at skolen naturligvis også skal undervise i privatøkonomi. Det er jo guf for matematik og samfundsfagsundervisningen at have den slags virkelighedsnære problemstillinger at tage udgangspunkt i - og det er ret afgørende at man kan håndtere sin privatøkonomi.

It-sikkerhed skal ikke "tage tiden fra noget andet" - min pointe er at it-sikkerhed aktualiserer konkrete faglige områder. Fx handler det i høj grad om kommunikationskritik - dvs. kompetencer til at vurdere en tekst. Hvem har skrevet den, hvad kan deres interesser være, hvad ønsker de jeg skal gøre - og er det mit ønske at gøre sådan. Den slags analyser er i den grad danskfaglige - og det kræver ikke nødvendigvis års efteruddannelse for lærerne at tage sig af dette felt. Men det kan undre at it tilsyneladende stadig fylder så lidt i lærernes grund- og efteruddannelse.

Når der tales om it i skolen er det ofte med fokus på teknik: Nu skal der så og så mange computere ind på skolerne, og nu skal alle klasser have interaktive whiteboards og nu skal vi udvikle programmer som kan undervise alle elever på en gang uden unødig indblanding af en lærer. Min pointe er, at fokus skal være på hvordan lærerne kan arbejde med it i fagene og hvilke nye udfordringer livet i netværks- og videnssamfundet stiller os over for. It-sikkerhed er en af dem. Og det fremgår faktisk også af det nye Faghæfte 48 som beskriver "It- og mediekompetencer i Folkeskolen". Se mere på http://www.faghæfte48.dk.

En af de kompetencer som vi også skal udvikle - både i vores praksis på nettet og i vores refleksion over samme i skolen - er kompetencer i ansigtsløs kommunikation, fx som på et forum som dette. Hvad betyder det fx når man gør grin med andres udsagn eller latterliggør dem som personer? Hvordan løser man konflikter? Hvordan skaber man et godt samarbejdsklima i ansigtsløs kommunikation osv. Det siger jeg ikke noget om i artiklen, men det kunne den næste måske handle om?

Niels spørger om DPU har udviklet undervisningsmaterialer og til det kan jeg sige at nej, det er ikke et universitets opgave (selv om flere af os deltager i udviklingen af undervisningsmaterialer i vores fritid), men der findes faktisk heldigvis mange der udvikler undervisningsmaterialer eller rådgiver inden for området. Se fx http://www.dfi.dk/Boern_og_unge/Medieraadet/Internet-og-mobil/Kampagner-... og http://www.cyberhus.dk.

Tilsvarende har Danske Bank udviklet materialer til at hjælpe eleverne med at udvikle viden om privatøkonomi: http://www.pengeby.dk, http://www.controlyourmoney.dk.

Mette foreslår en særlig undervisningsmetode til dette område i form af webinars hvor mange elever kan undervises samtidig. Denne slags undervisning ville naturligvis være en drøm - billig og rationel. Desværre er det ikke så let - man lærer ikke alt det man hører eller ser, og selv om man kan svare på forståelsesspørgsmål, er det ikke sikkert at man har forstået ret meget. Der skal andre og mere sofistikerede metoder til, men det er nok en anden diskussion.

Mvh Jeppe

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere