Lær innovation af Google: Brug 'pretotyping'

6. maj 2011 kl. 11:132
GOTO Copenhagen: Kombinér de engelske ord pretend og prototype, og du får ordet pretotyping. Samtidig får du essensen af den måde, Google forsøger at være innovativ på.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Hos Google er man ikke bange for at uddele meget tidlige smagsprøver på endnu ikke færdigudviklede kageopskrifter. Man ønsker, at brugerne skal give deres ærlige mening, som firmaet bruger til at udvikle de næste opskrifter, indtil alle er tilfredse. Og er grunddejen bare for dårlig, så kyles den direkte i skralderen.

Sådan kan Googles overordnede udviklings- og innovationsfilosofi beskrives. Fremgangsmåden kalder de for pretotyping, og det er blandt andet hvad Patrick Copeland, der er teknisk chef hos Google, vil fortælle om på GOTO-konferencen i København onsdag den 11. maj.

Version2 har taget en snak med Patrick Copeland om, hvad begrebet pretotyping betyder for Google, og hvordan verdens største søgevirksomhed har det med innovation.

Hvad ser du mest frem til at tale om på GOTO konferencen?

Artiklen fortsætter efter annoncen

»På konferencen vil jeg især tale om ideen bag begrebet 'pretotyping', der er en kombination af ordene 'pretending' og 'prototyping'.«

»Formålet med pretotyping er, at man så tidligt i sin udvikling som muligt skal skabe vished om, hvorvidt en ide bør skrottes eller omvendt bør videreudvikles, fordi det er en god ide.«

Fremgangsmåden tager udgangspunkt i, at man eksperimenterer og kører tests så tidligt i udviklingsfasen som muligt for at kunne tage et nyt udgangspunkt i den feedback, som testene udløser. Det er så ideen, at man skal fortsætte den proces indtil man har udviklet det færdige produkt.

Er det ikke bare et andet ord for agil udvikling?

»Pretotyping er i høj grad en underkategori af den agile fremgangsmåde. Men hvor agil har større fokus på, at brugerne tager del i udviklingsprocessen, så er pretotyping nærmere en specifik fremgangsmåde at lave prototyper og eksperimentere med dem tidligt i udviklingen på.«

Til konferencen vil du blandt andet tale om innovationen hos Google. Hvad er Googles styrke, når det kommer til innovation?

»En af de ting, vi gør i Google, er at indgyde tanken om 'entreprenør innovation' i alle de ansattes mål, sådan at alle ansatte bliver tilskyndet og opmuntret til at innovere, uanset hvad de arbejder med.«

»Nogle laver Gmail, andre laver produkter, der endnu ikke er udgivet. Men vi tænker meget på hvordan vi kan få tilført så meget innovation som muligt i de tekniske beslutninger, som bliver truffet undervejs. Samtidig forsøger vi at hjælpe de ansatte med at afgøre, om et stykke innovation er brugbar eller ej.«

»Vores fokus i den sammenhæng er at få de ansatte til at tænke i at udvikle den rigtige ting før de begynder at udvikle det 'rigtigt'. Her handler det for os om inkrementelt at bygge nye funktioner, og gøre det til en værdsættende del af vores kultur.«

»Men det er risikabelt, for de fleste ingeniører og udviklere har stort set allerede det færdige produkt i deres hoved, før de begynder at skrive den første linje kode.

»Det udgør faktisk et problem, da vi endnu ikke har afprøvet produktet i sig selv, og om ideen bag overhovedet giver mening. Det skal afgøres, før vi går ind og tænker i, hvordan vi eksempelvis skalerer produktet rent teknisk.«

Det kan virke lidt som om, at Google giver sine udviklere frihed til at lave deres produkter under parolen 'virker det, er det fint, og hvis ikke, så smider vi det bare ud igen og gør plads til det næste i rækken'. Er det den fremgangsmåde, I har?

»Ja, netop. Vi prøver at udvikle vores produkter hurtigt så de kan komme ud til brugerne, så vi kan få noget konkret brugerdata på, om den her ide virker eller ej.«

»Men i den her fremgangsmåde er der to kløfter, du kan falde ned i på begge sider af vejen. Den ene ekstrem er, hvis du ikke eksperimenterer og udfordrer dig selv nok. Her risikerer du at rende ind i en inkrementeringstilstand, hvor du forelsker dig så meget i din egen ide, at du kommer til at sidde fast.«

»I den anden side kan du også ende i en 'analyse paralyse', hvor du laver alt for meget eksperimentering, fordi man eksempelvis ikke bruger sine testdata korrekt. Man kan med andre ord også risikere at overteste sit produkt.«

Men nu har Google vel også råd til at investere i ideer, som fejler. Hvad kan mindre virksomheder, der også forsøger at skabe innovative produkter, gøre?

»Innovation er nødt til også at handle om løbende at fejle og konstant at tage ved lære af fejltagelserne. Men særligt, hvis dit firma er nystartet, så påtager man sig en stor risiko. Og det værste du kan gøre i den situation er at smide dine investorers penge ud på at gå i den gale retning i for lang tid.«

»Men hvis du laver en inkrementel udforskning af din ide hen ad vejen, så vil det hjælpe dig med at finde ud af, om der er tale om en god ide eller ej.«

»Så ja, der er helt klart en masse risici, særligt for nyopstartede firmaer. Men det gælder om at få noget tidlig feedback på sine ideer, og man kan jo splitte sit projekt op, så man kan teste forskellige features på forskellige typer kunder.«

»Jeg mener, at det kan være mere anvendeligt for de mindre virksomheder, at de netop har mere at miste, end de store.«

Flere blandt særligt de store spillere i it-brancen har taget ordet 'innovation' til sig i PR-sammenhæng. Man kunne foranlediges til at tro, at de udelukkende bruger udtrykket, fordi det skal signalere, at selv om de har vokset sig store, så har de ikke mistet den entusiasme og pionerånd, som skabte deres succes. Er det et problem for Google?

»Der er helt sikkert et problem med at bruge ordet innovation i sig selv, og også med, at større virksomheder kan være innovative.«

»Ordet alene er ganske rigtigt efterhånden blevet en smule kliché og at kalde det et manifest er efterhånden også blevet en marketingsterm. Men det handler i bund og grund om, at vi vil forsøge at fortælle folk hvordan de med lavere risici får innovationen med ind på markedet, ved at de i højere grad anerkender fejltagelser undervejs i udviklingsprocessen, så de ikke forelsker sig i deres ideer og går ad den forkerte vej i for lang tid.«

»Og kigger man på historien, så viser den, at uanset om man kalder det eksperimentering, innovation eller hurtig prototyping, så har det været en succesrig metode i flere hundrede år.«

»Men der er også nyere eksempler på, at folk der laver tidlige prototyper og pretotyper oftest klarer sig bedre end andre fordi de ikke spilder tid på at følge et forkert spor.«

»Et godt eksempel på det er hvordan grundlæggeren af Palm gik ud i sin garage og savede et lille stykke træ, som han lagde et stykke papir over med en sketch af brugerfladen. Han gik så rundt med træklodsen og lod som om, at det var den rigtige enhed, han havde med sig.«

»Han noterede så om han faktisk tog den frem, når han havde brug for den, og fandt på den måde ud af i hvilke situationer, at han havde brug for den en given funktionalitet. Så på en måde kan man sige, at han blev en pretotype-forsøgskanin, mens han gik rundt og testede, om ideen om den her dims faktisk virkede.«

»Det har sandsynligvis sparet ham en masse tid, da det kan risikere at tage år og kræve hundredvis af mennesker at bygge en faktisk enhed, som så først skulle testes.«

Hvad er forskellen på at være innovativ og intelligent? Kan begge dele føre til succes?

****»Hvis du har den rette ide, som for eksempel Facebook, så kan du tillade dig at have mange fejl og mangler fra begyndelsen af. Er ideen rigtig, så vil manglerne blive tilgivet af brugerne, fordi dit produkt er en så god ide, at folk vender tilbage. Den gode ide tillader dig med andre ord, at du kan udgive en tidlig version af dit produkt, selv om den har lidt rå kanter.«

»På den anden side, kan du også være meget heldig, og klare dig mindst lige så godt. Men grundideen skal stadig være god.«

»Så forskellen på at være heldig og genial i udførelsen betyder ikke altid det store. Men det er essentielt, at din ide er rigtig. Og den kan blive afledt enten af held eller gennem test og pretotyping, som er bare én måde, at validere sin ide på.«

»Du kan sammenligne det med Edison og hans arbejde med at skabe el-pæren. Mange hylder ham som den store innovative opfinder. Men pæren blev jo udviklet gennem en lang række inkrementelle tests. Og mange af de koncepter som han brugte til at udvikle den med, som for eksempel hvidgløde og vakuumrøret, var patenteret af andre.«

»Men det han gjorde var at udvikle en fremgangsmåde og metodik, der gjorde ham i stand til at teste hurtigere end alle de andre, der også prøvede at lave en el-pære.«

»Og ved pretotyping handler det netop også om at få så hurtig feedback som muligt, så du bliver i stand til at refinere din fremgangsmåde hen ad vejen.«

»Du kan sagtens have en intelligent og fejlfri udviklingsprocess og ende ud med et meget velpoleret produkt. Men er ideen bag dårlig, er det underordnet.«

Er Google efter din mening stadig en søgevirksomhed, eller er den en researchvirksomhed?

»I dag vil jeg sige, at vi er en teknologivirksomhed. Da jeg begyndte i virksomheden var vi hovedsageligt en søge- og reklamevirksomhed.«

»Men sidenhen har grundlæggerne pumpet en masse penge i folk, der skulle øge bredden af de ting, som Google beskæftiger sig med. Med tiden er vi blevet en del af næsten alle de brancher, som er interessante at være i i forbindelse med software.«

»Så overfladen på Google har ændret sig en del. Og jeg mener at det er en del af vores fremgangsmåde. Vi tester, hvad der er vigtigt for vores brugere. Det har gjort, at vi efterhånden har ret mange blomster i vækst efter alle de frø, som vi har lagt ud.«

»Men vores investeringer har ændret sig en del med tiden, så vi nu har mange forskellige forretningslinjer.«

Men betyder de mange produktlinjer ikke, at det kan være svært for jer at holde fokus?

»Det er en opfattelse, som mange folk har. Men at have alle de her forskellige typer projekter tillader os jo også at låne ideer fra projekter, som fejlede, og trække dem over i de projekter, som virker.«

»Et stort eksempel på det var Google Wave. Vi prøvede at skabe en ny metodik for gruppekommunikation, hvor man blandt andet kunne lave avancerede samtaler, der forenede og forgrenede sig blandt brugerne på måder, som er svære at gøre over e-mail eller i de sociale netværks streammodeller.«

»Projektet lykkedes som bekendt ikke. Men undervejs brugte vi en del data, som hjalp os med at gøre det klart. Blandt andet havde vi nogle mål for, hvordan brugerne skulle bruge systemet. Og vi opnåede bare aldrig den succes, som vi ville have.«

»En måde at se på det, er, at vi ikke havde nok fokus på de rigtige ting. Men en anden måde, er, at Google virkelig forsøger at fremme en masse innovation i virksomheden og forsøger at lære af den. Og noget vil jo opstå i den proces. En masse af vores produkter, som er meget populære i dag, er opstået hos folk, som skabte innovation.«

»Gmail er et eksempel på at 1-2 af vores medarbejdere satte sig sammen for at ændre måden, som folk opfattede e-mail på.«

»Så man kan se på det fra begge sider af. Jeg vælger at se på det, som at glasset er halvt fyldt. Man skal ikke glemme, at det ikke er alt hvad man laver, der vil få succes. Faktisk vil langt det meste sikkert ikke lykkedes. Derfor skal man også være klar til at gå tilbage og slå produkter ihjel.«

»Og på den måde kan man sige, at Google holder sit fokus. Vi er hurtige til at slå ned på de ting, som ikke fungerer, og fokusere på hvad der i virkeligheden betyder noget for brugerne. For når alt kommer til alt handler det om, hvad der gør brugerne tilfredse.«

Version2 er mediepartner på GOTO Copenhagen konferencen 2011. Patrick Copelands keynote er planlagt til onsdag den 11. maj klokken 9.20.

2 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger