Lækket test: Facebooks nye digitale assistent er intelligent, men langsom

En video, hvor Facebooks assistent ‘M’ bliver testet, er lækket. Assistenten kan klare ting, som Apples Siri og Google Now endnu ikke er i stand til - men ventetiden er lang, lyder kritikken.

Det skulle have været en hemmelig test blandt et par hundrede mennesker i San Francisco, men nu er en video af Facebooks kommende digitale assistent, ‘M’, mere eller mindre forsætligt blevet lækket til offentligheden.

Det skriver teknologimagasinet Wired, som også linker til videoen.

Læs også: Facebook på vej med snedig digital assistent i Messenger-appen

Facebook M kommer til at fungere som en chat-person i Messenger-appen, hvor man bede den om at udføre en lang række avancerede opgaver, som selv Google Now og Apples Siri endnu ikke er i stand til.

Det omfatter alt fra at reservere restaurantbesøg til at foreslå og bestille gaver, der bliver leveret til ens venner.

Den anonyme bruger beder i videoen blandt andet M om at finde en restaurant i nærheden, der serverer mad, som han synes godt om.

M kommer med nogle forslag, men brugeren er især utilfreds med en samlet ventetid på omkring 11 minutter. Dette kan muligvis skyldes, at Facebook M i starten bliver opereret af både computere og mennesker, der kan forbedre algoritmerne, så tjenesten med tiden bliver i stand til at køre fuldautomatisk.

En af de ting, som brugeren bider mærke i, er, at M har en bedre forståelse af menneskeligt sprog end eksempelvis Siri. Når han beder M om at reservere et bord 'there', så forstår assistenten allerede konteksten for samtalen, og at 'there' refererer til den restaurant, som den allerede har foreslået.

Samtidig finder assistenten også ud af, at den første restaurant er fuldt booket på dagen, og den foreslår derfor med det samme en anden restaurant, der har et ledigt bord.

Omvendt kommer M til kort, da brugeren beder den om at finde en destination til en weekendtur. Forespørgslen ender med at tage 15 minutter, hvorefter assistenten foreslår en artikel med de 22 bedste destinationer for weekendture i Californien. Noget, som brugeren sandsynligvis selv ville kunne have fundet på et øjeblik med en simpel Google-søgning.

Dog anerkender brugeren værdien af tjenesten, selvom den er lang tid om at udføre opgaverne.

»Hvis jeg kan arbejde på andre ting i mellemtiden og vide, at min weekendtur bliver planlagt i baggrunden, er det et godt alternativ,« siger han og fortsætter:

»Jeg synes, det er spændende, selvom det er totalt ubrugeligt lige nu. Men det bliver fantastisk, når de ruller det ud til folk om et par måneder.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Peter Christiansen

Jeg giver ikke noget for "kunstig" intelligens som begrebet bliver brugt i dag.
Det her er jo ikke andet end sætnings analyse og numbercrunching på personens
facebook metadata, likes etc.

Det er et fint stykke databehandling bestemt, men at kalde de her ting for "kunstig intelligens" finder jeg bare så langt fra det jeg forstår i ordet intelligens, det er fra mit synspunkt pinligt at kalde noget som dette for noget som helst med intelligens. Der er lige så meget intelligens i dette, som en lommeregner. ( og med intelligens mener jeg ikke evnen til at beregne ting meget hurtigt).

Indtil apparaturet har mulighed for at tilegne sig viden selv og udbygge sit programmel til at tilpasse sig dens nye virkelighed (i takt med ny viden), uden konstant input fra programmører og anden tredje part, vil jeg blive ved med at forkaste begrebet kunstig intelligens. Vi mangler lige fundamentet.

Den eneste måde hvorpå jeg vil anerkende denne databehandling som kunstig intelligens er, hvis man tyder begrebet til at betyde "kunstig" som i "ikke rigtig"-intelligens i stedet for (som jeg regner med at det er meningen) "kunstig" som i: Et forsøg på at imitere den menneskelige intelligens, altså kunstigt som i ikke naturlig intelligens.

Kunstig intelligens i dag, er ikke andet en "smoke and mirrors" og "make believe". Jeg vil gå så langt som at sige at kunstig intelligens i dag er IT branchens svar på David Copperfield.
Det er fascinerende på overfladen, men kigger man dybere er det bare en halvdårlig illusion.
(undskyld David).

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize