Amerikanske sanktioner mod Huawei kan blive et problem for Storbritanniens eventuelle 5G-samarbejde med den kinesiske tech-gigant. Sanktionerne kan nemlig betyde, at det kinesiske udstyr bliver mindre sikkert, skriver The Verge.
Det fremgår af en rapport fra Government Communications Headquarters National Cyber Security Center, GCHQ, der netop er blevet lækket til The Telegraph (kræver login).
Bloomberg har efterfølgende bekræftet, at man har set selvsamme rapport.
Det grundlæggende problem er ifølge rapporten, at de amerikanske sanktioner vil betyde, at Huawei bliver tvunget til at bruge mere usikre teknologier.
Og brugen af mere usikre teknologier fører jo så altså til et mere usikkert 5G-netværk for briterne, der, til trods for pres fra USA, har valgt at inkludere Huawei som medleverandør til netværksinfrastrukturen.
Som reaktion på den nye rapport lyder det fra den britiske regering, at man vil tage de usikkerheder, der kommer som konsekvens af de amerikanske sanktioner ’til efterretning’.
Desuden lyder det, at der er tale om en igangværende proces, og at man derfor vil give opdateringer løbende.
Farvel til Huawei?
Både The Telegraph og Bloomberg skriver, at de nye informationer kan tvinge premierminister Boris Johnson til at droppe virksomheden helt.
En kilde har beskrevet til Bloomberg, at Boris Johnson forbereder sig på at udfase Huawei i løbet af igangværende år, men at den præcise tidsplan ikke er kendt.
Vicedirektør i Huawei, Victor Zhang, udtaler til samme medie, at man fra Huawei arbejder på at finde måde at løse de problemer, de amerikanske sanktioner kan medføre, sådan at ’Storbritannien kan bevare sin førerposition
inden for 5G’.
Desuden mener vicedirektøren, at det er for tidligt at vurdere, hvilke konsekvenser sanktionerne vil have, og at det ikke er et spørgsmål om sikkerhed, men om markedspositioner.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.