FN blev i sommer ramt af et omfattende hackerangreb, hvor data på omkring 4.000 ansatte kan være blevet kompromitteret.
Det skriver The Associated Press og The New Humanitarian på baggrund af et lækket dokument fra FN.
Bagmændene har udnyttet en sårbarhed i Microsofts SharePoint-software og en ukendt type malware til at få adgang til en række servere tilhørende FN’s kontorer i byerne Wien og Genève. Også kontoret for FN’s højkommissær for menneskerettigheder blev ramt.
De tre kontorer har omkring 4.000 ansatte, og hackerne har angiveligt downloadet omkring 400 GB data fra kontorernes servere, hvor der lå følsomme oplysninger om medarbejderne.
»Angrebet resulterede i, at grundlæggende komponenter af infrastrukturen blev kompromitteret,« siger en talsperson fra FN til The New Humanitarian og tilføjer:
»Den nøjagtige art og det præcise omfang af hændelsen kunne ikke fastlægges, og derfor besluttede [FN] ikke at offentliggøre overtrædelsen.«