Lækkede dokumenter: Danske myndigheder på Clearview AI's kundeliste

Illustration: Bigstock
Clearview AI har kunder i hele verden og samarbejder også med danske politimyndigheder og/eller andre offentlige myndigheder i landet, viser lækkede dokumenter. Rigspolitiet afviser at have brugt Clearview AI's applikation.

Ansigtsgenkendelsesvirksomheden Clearview AI har ifølge nyhedsmediet BuzzFeed News de danske politimyndigheder og/eller andre offentlige myndigheder i Danmark som kunder.

Rigspoliet afviser, at det danske politi er kunder hos Clearview AI.

Det skriver BuzzFeed News efter at have fået fat i en interne dokumenter, der er lækket til nyhedsmediet af en unavngiven kilde.

Det fremgår ikke, om det er samme person(er), der i går hackede sig ind i Clearview AI's system og stjal virksomhedens kundeliste.

Læs også: Clearview AI er blevet hacket: Kundeliste er stjålet

På kundelisten fremgår det, at Clearview AI's kunder inkluderer politi og andre offentlige myndigheder i mindst 26 lande uden for USA og Canada, hvoraf langt de fleste er europæiske lande - herunder Danmark.

BuzzFeed News skriver ikke nærmere om, præcis hvilke myndigheder der er tale om.

Læs også: Ny foto-app bruges af politiet i USA: Tag et billede, og få data om personen på det

To ansatte i Rigspolitiet registrerede sig på Clearview AI's hjemmeside

Pressechef i Rigspolitiet, Thomas Kristensen, afviser over for Version2, at det danske politi er kunder hos Clearview AI, og at det danske politi benytter sig af ansigtsgenkendelsessoftware.

Rigspolitiets bedste bud på, hvorfor danske politi- og/eller andre offentlige myndigheder optræder på Clearview AI's kundeliste, hænger sammen med, at to ansatte i Rigspolitiets deltog i en konference i USA i efteråret, hvor bl.a. Clearview AI præsenterede deres produkt.

Efterfølgende registrerede de ansatte sig med deres mailadresse på Clearview AI's hjemmeside for at kunne læse mere om ansigtsgenkendelsesapplikationen, og det er dermed bedste bud på, hvorfor Danmark optræder på listen, oplyser Rigspolitiets pressechef.

»Vi bruger ikke ansigtsgenkendelse til efterforskningen i dansk politi, og vi har ikke kendskab til, at der nogen (ansatte, red.), der skulle have været inde og hente det her program,« siger pressechef Thomas Kristensen.

Kan identificere personer på få sekunder

Tidligere har det været beskrevet, at en række af de amerikanske politimyndigheder allerede har taget Clearview AI's applikation i brug.

Men de lækkede dokumenter, som BuzzFeed har fået fat i, viser, at Clearview samarbejder med mere end 2.200 kunder fordelt på hele verden.

Clearview AI's applikation er bygget op omkring en database med over tre milliarder billeder, der er indsamlet fra bl.a. Facebook, Instagram, YouTube, Twitter og andre steder på nettet.

Applikationen kan bruges til at identificere personer ved at sammenligne et foto op mod den enorme database i samspil med AI og software til ansigtsgenkendelse.

På den måde kan Clearview bruges til at identificere personer med både navn og eventuelt andre personoplysninger ud fra et enkelt billede på få sekunder.

Opdateret klokken 11:12: Version2 har netop været i kontakt med Rigspolitiets pressechef, Thomas Kristensen, der afviser, at det danske politi er kunder hos Clearview AI. Tidligere stod der, at Rigspolitiet og PET, hverken kunne af- eller bekræfte, om dette var tilfældet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 René Nielsen

Hvis Clearview AI uden tilladelse har trænet deres AI på f.eks. facebook så er der tale datatyveri og så er den historie ikke længere.

Derfor klæder det også dansk politi at ikke køber hælervarer

  • 7
  • 1
#5 René Nielsen

Så ser jeg ikke et problem i at politiet bruger det til lettere at identificere mistænkte, så de enten kan dømmes eller renses.

Det er fair nok at du har en holding, men hvis ikke politiet skal overholde loven, hvorfor skal vi andre så?

Dansk ret drejer sig om at "have fået lov"!

Det drejer sig ikke om at "forcerer en modstand" i form af f.eks. et hegn om en mark med æbletræer eller om at gætte brugernavn og kodeord.

Straffen er den samme uanset om marken er indhegnet eller ej.

Hvis ikke du har fået lov, så er det ikke tilladt at f.eks scrape billeder - uanset at det er let at gøre.

  • 1
  • 0
#6 Anne-Marie Krogsbøll

I Sverige må de ikke - det strider imod loven (i hvert fald indtil videre -men hvor der er vilje, er der nok desværre også vej - hen and vejen): https://www.svt.se/nyheter/inrikes/svensk-polis-forbjuds-att-anvanda-kon...

Men jeg er da temmelig rystet. Læs dette:

"Dataskyddsombudet konstaterar att man kan registrera sig för en 30-dagars provperiod hos Clearview AI, och att det kan vara förklaringen till att organisationer inte känner till att anställda använt programvaran. Både Interpol och dansk polis har uppgett att mejladresser kopplade till respektive myndighet kan ha hamnat i Clearviews kundlista på just detta sätt – när enskilda medarbetare testat verktyget."

Endnu en kæmpeskandale - for kan det virkeligt være en gyldig undskyldning, at enkeltpersoner i politiet bare lige kan hente den slags, og gå igang med at overvåge borgerne - endda i strid med GDPR, går jeg stærkt ud fra? Lugter det ikke langt væk af enten løgn, eller kæmpehul i administrationen af vore persondata og ret til privatliv hos politiet?

Og kan privatpersoner udenfor politiet mon også bare lige hente det, og begynde at overvåge deres medborgere? Er der ingen grænser? Det er efterhånden direkte kvalmende - jeg fatter ikke, at ikke alle kan se det.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere