Kunstig intelligens skal identificere kritisk syge corona-patienter

Illustration: Bigstock
En algortime, som allerede trænet på en stor mængde historiske sundhedsdata, kan blive et effektivt værktøj på landets akutte og medicinske afdelinger til tidligt at kunne identificere og prioritere sårbare patientgrupper.

En ny algoritme, der er designet til at understøtte læger med vital information om patienter, der er i risiko for at udvikle kritisk sygdom, kan blive et effektivt værktøj blandt landets akutte og medicinske afdelinger til tidligt at kunne identificere og prioritere sårbare patientgrupper.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Region Midtjylland.

Bag algoritmen står forskere fra Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og Regionshospitalet Horsens, projektmedarbejdere fra MTIC og IT-ingeniører fra Enversion A/S.

»Med teknologien kan vi sætte ind langt tidligere og mere målrettet, så patienten får det rigtige behandlingstilbud op til flere døgn, før tilstanden reelt udvikler sig,« siger Jeppe Lange, overlæge, lektor og akademisk koordinator ved Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og Regionshospitalet Horsens.

Ifølge Sundhedsstyrelsens risikovurdering vil cirka 60.000 danskere blive så syge af COVID-19, at de får behov for at komme i kontakt med det danske sundhedsvæsen, og dertil kommer de patienter som i samme periode vil blive indlagt med anden kritisk sygdom.

Algoritmen +Prio er allerede trænet på en stor mængde historiske sundhedsdata, som er indsamlet fra kommuner, praktiserende læger og hospitaler. Alle data er anonymiserede, fremgår det af pressemeddelelsen.

»Algoritmen vil endda kunne fortælle den behandlingsansvarlige læge, hvorfor den fremsætter sin 'prognose' for det enkelte indlæggelsesforløb. Det gør det muligt at sætte ind med en indsats, der er specifikt rettet mod årsagen,« siger Jeppe Lange.

Læs også: EU har brug for et fælles epicenter inden for AI

Lige nu arbejder projektgruppen på at få algoritmen afprøvet i klinisk sammenhæng på hospitalerne.

»Vi ser meget frem til at komme fra forskning til virkelighed på et tidspunkt, især nu hvor der mere end nogensinde før er brug for teknologiske løsninger, som kan understøtte det vigtige arbejde i sundhedsvæsenet,« siger Jacob Høy Berthelsen, direktør i Enversion.

De foreløbige forskningsresultater er under offentliggørelse og forventes endeligt publiceret i et fagfælle-bedømt medicinsk tidsskrift i løbet af 2020.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Ditlev Petersen

men når lægerne nu hele tiden bliver overrasket og ikke kan forstå, hvad der sker, hvorfor nogle kollapser, selv om de egentlig er unge og i god form, hvordan pokker skal denne elektroniske Lapis Philosophorum dog fungere? Kan den se, at ham her spiser pizza, så han er risikopatient, mens ham her kører på rulleskøjter og spiller counterstrike, så han er sikker nok?

Altså som eksperiment er det fint nok, man kan højest risikere at blive klogere.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere