Anvender du kun cloudtjenester til kortsigtet besparelse? Så er du som de fleste

Mere end to ud af tre virksomheder ligger på et grundlæggende niveau og mangler en tydelig definition af og strategi for anvendelsen af cloudtjenester.

Kun hver 10. virksomhed er tilstrækkeligt moden til at gøre brug af cloudtjenester. Det konkluderer en ny undersøgelse, som samtidig indikerer, at mange virksomheder langtfra får det ud af cloudtjenester, som de kunne - men altså er ret ineffektive i deres tilgang til cloud.

Problemet er, at det at gå i skyen ofte ikke er et led i en samlet forretningsstrategi, men alene anvendes til at reducere omkostninger på kort sigt.

Det viser en rapport om cloudmodenhed i Finland, Sverige og Norge, som er udarbejdet af analyseselskabet Radar. Danmarks erhvervsvirksomheder er præget af mange mindre virksomheder, så intet tyder på, at vi skulle være mere cloudmodne herhjemme.

Eksempler på en mere strategisk anvendelse af cloudtjenester kan være at øge sin konkurrencekraft, hvis man f.eks. som entreprenør er i stand til at etablere et byggesite på kortere tid end konkurrenterne. Den opgave vil med traditionel in-house (on premises) it-understøttelse med egne servere, egen sikkerhedsteknologi og egne applikationer ofte være mere tidskrævende.

Et andet eksempel er, hvis man ved hjælp af cloudbaserede løsninger hurtigere end konkurrenter kan få adgang til relevante HR-data i opkøbte virksomheder og således hurtigere udnytte de nye humane ressourcer.

Men cloud er altså langtfra en modnet teknologi i virksomhederne. Mere end to ud af tre virksomheder (69 procent) ligger på et grundlæggende niveau og mangler en tydelig definition af og strategi for anvendelsen af cloudtjenester.

Finans fører i anvendelsen af cloud

Finanssektoren viser sig at være den mest cloudmodne branche inden for både operationel- og strategisk anvendelse af cloud.

Mens den offentlige sektor og produktionsvirksomhederne ligger lavest.

Inden for produktionssektoren skulle den stigende udbredelse af industrispecifikke cloudbaserede forretningsapplikationer ellers give mulighed for eksempelvis en langt mere præcis styring af ens underleverandører og supply chain, således at man bedre kan kompensere for forsinkede eller manglende leverancer af komponenter.

Læs også: Plug-and-play ERP og CRM stormer frem – men er det lykken?

I gennemsnit har cloudbaserede virksomheder 34 procent lavere it-driftsomkostninger end andre virksomheder.

Samtidig evner de at allokere en dobbelt så andel af deres budget til innovation og udvikling.

Rapporten kan downloades her

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere