Capgemini uddanner 1.500 Azure-udviklere - men kun 10-15 i Danmark

Capgemini vil uddanne 1.500 udviklere i 22 lande i Microsofts Azure-platform. Omkring 1 procent af udviklerne skal komme fra Danmark.

Capgemini vil uddanne 1.500 udviklere i 22 lande i Microsofts Azure-platform. Grunden til den massive investering i uddannelse i Azure er, at Capgemini og Microsoft for nyligt har indgået en alliance.

Capgemini og Microsoft vil i samarbejde tilbyde Microsoft Azure-løsninger især til finansielle virksomheder, telekommunikation og energi- og forsyningsselskaber. Men ud af de 1.500 udviklere, skal kun 10-15 komme fra Danmark, siger Carsten Rasmussen, teknisk direktør i Capgemini Danmark.

»I Danmark er der i første omgang tale om 10-15 udviklere, der får fornøjelsen af at blive Azure-eksperter. Vi starter med en 10-15 stykker, og så vil vi overveje, om der skal komme flere. Størstedelen af de 1.500 skal findes i Holland, England og i Frankrig, der er de største Capgeminikontorer. I Danmark er 10-15 et stort tal på grund af kontorets størrelse her,« siger han til Version2.

Udviklerne skal primært oplæres i .Net-udvikling på Azure, men får også mulighed for at udvikle i PHP og i Java.

»Vi tror på, at Microsofts Azure er den fremtidige udviklingsplatform. Tidligere var det .Net-udvikling, men som nu bevæger sig over til Azure. Det er anderledes at udvikle til Azure, og der er nogle andre ting man skal tage højde for med integrationer og sikkerhed. Vi vil gerne sikre, at udviklerne er på forkant og kan lave gode cloudbaserede løsninger,« siger han til Version2 og fortsætter:

»Der er nogle begrænsninger på Azure i forhold til, hvilke frihedsgrader man har som Java-udvikler. Der er nogle ting, som man ikke kan på Azure-platformen på nuværende tidspunkt, og det må man forholde sig til.«

I forhold til det nye ægteskab med Microsoft åbner Capgemini et kæmpe offshore center kaldet ’Azure Center of Excellence’ i Mumbai i Indien. De vil nemlig gerne kunne konkurrere på prisen, og her er Indien ideelt at placere centeret i.

»Det er et spørgsmål om at kunne levere en billig ydelse hurtigt, vores kunder efterspørger jo billige udviklingsprojekter og vedligeholdelse. Det er også for at have et sted, hvor kompetencerne bliver samlet,« siger Carsten Rasmussen til Version2.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere