Kuldsejlet it-udbud på ret køl igen: 92 firmaer kæmper om SKI-milliarder
Kritikken fra leverandører og interesseorganisationer var ætsende skarp, da et stort it-udbud til over en milliard kroner sidste efterår blev stoppet i utide.
Men nu er udbuddet af den uheldsramte aftale 02.18 It-løsninger og vedligehold hos SKI (Statens og Kommunernes Indkøbsservice) tilsyneladende på ret kurs igen.
I hvert fald er 92 danske it-virksomheder før påske blevet prækvalificeret som leverandører på aftalen.
»92 unikke virksomheder, heraf 8 konsortier, er netop blevet prækvalificeret på rammeaftale 02.18 It-løsninger og vedligehold, og er dermed med i den fortsatte konkurrence om at levere it-løsninger til den offentlige sektor i de næste fire år,« oplyser SKI på sin hjemmeside.
Rammeaftalen 02.18 skal gøre det muligt for staten og kommunerne at indkøbe løsninger inden for blandt andet selvbetjening, sags- og dokumenthåndtering, elektronisk patientinformation og identity management.
Problemet var sidste år, at SKI havde modtaget flere end 500 ansøgninger fra interesserede leverandører - mere end dobbelt så mange som ventet.
Ifølge SKI er der denne gang både store virksomheder og en række mindre spillere blandt de prækvalificerede.
»Det er således et bredt leverandørfelt, der nu er med i den fortsatte konkurrence om at blive leverandør på aftalen,« erklærer SKI.
Aftalen ventes klar i efteråret 2013 og har en anslået værdi på mellem 1,2 og 1,6 milliarder kroner i hele aftalens løbetid på fire år.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.