De digitale valutaer er som bekendt lidt af en rutsjebane, når det gælder kurssvingninger, og efter at værdien samlet set er gået op i lang tid, oplever vi nu en kraftig nedtur.
Som blandt andre sitet CoinDesk rapporterer, lå den største af de digitale valutaer, bitcoin, for nylig under 5.000 dollars.
Er ikke sket i over et år
Sidste gang, bitcoin-værdien havnede under 5.000 dollars, var i oktober sidste år, altså for over et år siden. I skrivende stund ligger værdien stadig på under 5.000 dollars hos blandt andre CoinMarketCap.
Værdien har ligget relativt stabilt på omkring 6.000 dollars siden august i år, før den kraftige nedtur begyndte omkring midten af indeværende måned. Markedsværdien på bitcoin er også styrtdykket, fra omkring 110 milliarder dollars i midten af november til cirka 85 milliarder i skrivende stund.
Bitcoin er vel at mærke ikke alene. Så at sige samtlige af de 100 største digitale valutaer har oplevet meget kraftige fald den seneste tid.
Kraftigt fald for Ethereum
Ethereum, den tredjestørste aktør, ligger for eksempel nu på omkring 150 dollars, det laveste niveau siden juli sidste år. Ethereum lå på lige under 1.000 dollars i februar i år og er dermed faldet meget stejlt i løbet af året.
Præcis hvad der er grunden til nedgangen, er uvist. Sidste gang vi meldte om kryptovaluta-nedgang var i sommer, og da var det et hackerangreb mod en stor kryptovaluta-børs, som blev opgivet som en af årsagerne; et fænomen, som er forekommet flere gange tidligere.
Siden da er værdien altså bare fortsat nedad. Om det vil vende igen, vil tiden vise.
Artiklen er fra digi.no.