Kronikør: Illusion at staten kan købe færdige it-løsninger i det private

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Tving statens institutioner til at følge centrale retningslinjer for enterprisearkitektur, lyder det fra datalog og MBA i kronik.

»Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen leverandør vil finansiere udviklingen af komplekse it-servicer med én og kun én potentiel kunde.«

Sådan skriver Lise Gerd Pedersen, der er b.sc. i datalogi og master of public administration i en kronik i Jyllands-Posten i dag.

Hun skriver som reaktion på Kim Normann Andersen, professor ved CBS, der i Version2 og i Jyllands-Posten har givet et bud på, hvordan vi kan undgå flere statslige it-skandaler: Han foreslår, at staten ikke længere skal stå for udviklingen af egne it-systemer, men blot skal købe sig til brugen af it-servicer.

Læs også: Kim Normann: Fjern alle it-projekter fra staten og læg dem i et privat selskab

Staten anvender allerede i dag standardsystemer – også baseret på it-services – til de opgaver, som ikke er specielle for staten.

»Men statens primære opgave er administration af landets love, og denne opgave er unik. Der findes for eksempel kun én myndighed, der beregner og inddriver skat,« skriver kronikøren.

»Dertil kommer, at en leverandør ikke kan udforme systemerne hensigtsmæssigt uden kundens aktive medvirken. Staten vil derfor fortsat være nødt til at involvere sig i specifikationen af systemerne, og det er ofte her, det går galt.«

Normann Andersen skriver endvidere: 'Det er enten det eller en kraftig teknisk oprustning hos ministerierne og måske mere egen udvikling. Det er for mig et muligt, men helt urealistisk scenarie, at der skulle udvikles et nyt Datacentralen og Kommunedata. Det løb er kørt.«

Løsninger bliver ikke forandringsprojekter

Hun er enig i, at hvis it-projekter forankres på for lavt niveau, kan det spærre for løsninger, der går ud over forretningsenhedens grænser, f.eks. ved at optimere arbejdsgange.

»Fælles for de to skitserede løsningsmuligheder er, at de er i tråd med den gængse opfattelse af it-projekter som værktøjer, der blot skal anskaffes. Målestokken for anskaffelsens succes er de traditionelle projektledelsesparametre: tid, funktionalitet og økonomi.«

Hun mener, at fokus skal rettes en anden vej.

»For det første skal vi skelne mellem specifikation af it-systemer og udvikling/drift af samme. Hvis staten bliver bedre til at definere og kravspecificere it-projekterne, kan man sagtens udbyde udviklingen og driften til private aktører.«

Der er ikke behov for at genopfinde Datacentralen og Kommunedata, mener hun.

For det gør hun op med opfattelsen af, at it-projekter er noget rent teknisk.

»Mange steder opstår og gennemføres it-projekter ude i ”hjørnerne” af organisationerne – evt. med it-afdelingen som mellemmand – uden topledelsens bevågenhed. Det kan betyde suboptimering samt manglende overordnet prioritering og koordinering af organisationens it-projekter.«

»Den forretningsenhed, der indkøber et it-projekt, har ikke nødvendigvis den it-faglige kompetence til at træffe de rigtige valg og formulere kravene hensigtsmæssigt.«

Ofte sker der det, at systemets fremtidige brugere i detaljer beskriver den løsning, de forestiller sig ud fra den nuværende arbejdsgang og evt. inspireret af et andet, konkret system.

Det rigtige ville være – som også professor Søren Lauesen, ITU, gentagne gange har fremført – i stedet at beskrive den funktionalitet, systemet skal levere, så leverandøren kan byde ind med forslag til løsninger.

»Selv om forretningsenheden anvender eksterne konsulenter eller interne it-medarbejdere til at bistå med kravspecificeringen, er det i dag desværre ofte forretningsenheden, der sidder på pengene og i sidste ende bestemmer, måske endda ud fra en enkelt medarbejders præferencer. Hvis it-projektet forankres på for lavt niveau, kan det spærre for løsninger, der går ud over forretningsenhedens grænser, f.eks. ved at optimere arbejdsgange.«

Gentages igen og igen: Topledelse er nødvendig

Bonneruprapporten anbefalede allerede i 2001, at it-projekter skal forankres stærkt i den øverste ledelse, og at der skal være en hovedansvarlig for projektet i direktionen. Der findes positive eksempler på, at dette i dag efterleves, men også eksempler på det modsatte. En forklaring på, at direktionerne kun tøvende tager ansvaret på sig, kunne være, at it ikke typisk er deres spidskompetence.

»Det hjælper måske på direktionernes motivation at tale om ”digitaliseringsprojekter” i stedet for ”it-projekter”. Der er nemlig ikke kun tale om tekniske anskaffelser. Med god it-understøttelse kan man løse opgaverne smartere, forbedre arbejdsgangene, organisere sig på andre måder og måske endda realisere helt nye strategiske muligheder. Man kunne kalde det ”digital ledelse”,« skriver Lise Gerd Pedersen.

Enterprisearkitektur går netop ud på at se på de overordnede sammenhænge mellem en virksomheds strategi, ydelser, arbejdsprocesser, ansvarsplacering (roller), aktører, data, it-systemer, teknologisk infrastruktur mv. Det undervises der f.eks. i på IT-Universitetet.

»Arbejdet med enterprisearkitektur indgår i ledelse som sådan og kan – ligesom andre aspekter af ledelse – efter min mening ikke outsources. Det omfatter også prioritering mellem organisationens forskellige behov for it-understøttelse (porteføljestyring) og fastlæggelse af en overordnet plan og principper for it-systemernes opbygning, sammenhæng, udvikling og anvendelse nu og i fremtiden. It-projekter bør defineres ud fra sådanne overvejelser,« skriver Lise Gerd Pedersen.

En undtagelse - som Version2 tidligere har beskrevet - er direktør Betina Hagerup i Erhvervsstyrelsen sidder som formand i styrelsens arkitekturkomité.

Læs også: Direktør i Erhvervsstyrelsen: Sådan vendte vi en it-skandale til solide gevinster

En dygtig enterprisearkitekt kan kommunikere med både ledelse, forretning og it-arkitekter og inddrager både teoretiske kompetencer og praktisk erfaring.

»Men sådanne folk er svære at rekruttere, ikke mindst for staten, som lønmæssigt ligger langt under det private på det område,« skriver Lise Gerd Pedersen.

Alligevel findes der dygtige enterprisearkitekter rundt omkring i staten – men ledelseslaget anerkender og anvender desværre sjældent deres kompetencer.

Digitaliseringsstyrelsen har siden 2003 publiceret retningslinjer for, hvordan det offentlige bør arbejde med enterprisearkitetur. Se http://arkitekturguiden.digitaliser.dk/.

Desværre kan Digitaliseringsstyrelsen ikke tvinge den øvrige statslige administration til at følge disse retningslinjer.

»Men hvorfor egentlig ikke? Statens administration er en koncern, som er organiseret i ministerier, styrelser mv. Denne organisering ændrer sig over tid – det er et politisk vilkår. Det ville for mig at se give god mening at arbejde med enterprisearkitektur på koncernniveau, blandt andet fordi det ville gøre det lettere at gennemføre ressortændringer. Jeg tror, at de færreste gør sig klart, hvad en ressortændring koster.«

»Jeg foreslår, at staten ansætter en chefenterprisearkitekt i Statsministeriet med det overordnede ansvar for enterprisearkitektur i staten. Vedkommende skal referere til departementschefen og have et antal dygtige fagfæller til sin rådighed. Dette hold af enterprisearkitekter skal udarbejde nødvendige centrale retningslinjer og fungere som et rejsehold for statens institutioner. Naturligvis i tæt samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen m.fl.«

Digitaliseringsprojekter må nødvendigvis udformes og gennemføres lokalt i institutionerne. Rejseholdet skal dels stille relevante kompetencer og ressourcer til rådighed for digitaliseringsprojekterne, dels sikre at de centralt fastlagte retningslinjer bliver overholdt.

Rejseholdet vil både være billigere i drift end eksterne konsulenter og være i en position, hvor de kan eskalere eventuelle uhensigtsmæssige lokale beslutninger til chefarkitekten (og evt. departementschefen). Desuden vil det kunne gavne koordinationen mellem institutionerne, mener hun.

»Utopi? … Noget skal der i hvert fald ske. Persondataforordningen, der træder i kraft i maj 2018, kræver, at alle, der registrerer data om EU-borgere, ikke alene har styr på persondata, men også på formålet med registreringen, arbejdsprocesser i forbindelse hermed og de dertil anvendte it-systemer.«

Man skal også kunne dokumentere, at man har styr på persondata. Overtrædelser af den nye persondataforordning fra EU kan føre til bøder på op til 20 mio. euro eller 4 pct. af den globale årlige koncernomsætning, afhængigt af hvad der er højest. Men også tillidsbrud i befolkningen efter sager af denne art koster dyrt.

»Derfor er staten simpelt hen nødt til at få styr på sin enterprisearkitektur,« fastslår Lise Gerd Pedersen.

Det vil også føre til, at staten bliver en bedre indkøber af it-systemer – helt uanset om staten skal eje systemerne eller får mulighed for at købe dem som en service.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Simon Rigét

"Hvis staten bliver bedre til at definere og kravspecificere it-projekterne, kan man sagtens udbyde udviklingen og driften til private aktører."

Dette har været sagens kærne i de sidste tyve år.

Skåret lidt skarpt: Problemet er at det er almindelige mennesker, der skal udfører opgaven. (Ikke landets største genier, der sikkert har travlt med andre ting) De er bare ikke altid så dygtige, som ideologerne her tilskriver de skal være.

Er det så ideologien eller menneskerne der er problemet?

Tja - den ene kan vi skifte ud så den passer til den anden! :c)

Konklussion:
1. Udviklingen og anvendelse må hænge tæt sammen, i statslig IT
2. Der skal være nogen der løbende kan tage ved lære af de fejl der uundgåeligt begås.

  • 4
  • 0
Poul-Henning Kamp Blogger

Det her handler ikke om privat/offentlig eller kontraktsformer, det handler i bund og grund kun om kompetence.

Hvis man har de nødvendige kompetencer er IT en god og omkostningsbesparende ting, hvis man ikke har er det et bundløst økonomisk hul.

At flytte rundt på solstolene forandrer ikke Titanics skæbne.

  • 7
  • 0
Morten Thomsen

Enig med PHK!

Men spørgsmålet er hvilken kompetence? Jeg mener, den manglende kompetence oftest er: Forstår forretningen - forstå hvad det er alle foretager sig og hvorfor, få det derefter ind i generiske modeller - som kan specificeres til en it-leverandør.

Og ja, det er EA-ressourcer - vel og mærke domæne specifikke EA ressourcer.

Og nej, de hænger ikke på træerne - men de kan være nøglen til succes!

  • 0
  • 0
Simon Rigét

Ja, men det særlige ved statens IT er at det kun er de statlige medarbejdere, der har den virkelige business kompetence.
Udbudssystemet gør at den kompetance der opbygges hos leverandøren, let går tabt.
Historien har vist at embedsmænd ikke er gode til at beskrive kæmpe store projekter, så der kommer noget godt ud i den anden ende.

Det er en metode der fejler, fordi den kræver for meget af de mennesker der laver udbudet.

  • 1
  • 0
Thomas Peter Berntsen

Der er noget, jeg ikke helt forstår. Faktisk har jeg igennem længere tid ikke forstået det.

Måske er det, fordi jeg er entusiastisk omkring vores samfundsmodel; måske er det, fordi jeg er en smule naiv og med mine følelser såvel som med min rationelle tankevirksomhed forestiller mig, at tingene kunne være så meget bedre.

Jeg synes, at jeg oplever, at man fra forskellig side igen og igen argumenterer for, at dét at skulle køre softwareprojekter i det offentlige er en aldeles håbløs forestilling, og det undrer mig.

At der er en række eksempler på, hvordan en lang række offentlige projekter involverende højteknologi (heriblandt software) fejler på værdiskabelse og relevans, økonomi eller leverancedygtighed er vist ingen hemmelighed, og vi borgere er ganske enkelt ikke tjent med, at så mange unødige ressourcer spildes på teknologiprojekter.

Omvendt mener jeg ikke, at disse erfaringer giver argumentatorisk hjemmel for at kunne påstå, at det offentlige hverken er - eller vil være - inkompetent ift. at forestå udviklingen af højteknologiske projekter til gavn for samfundets borgere.

Med andre ord køber jeg ikke præmissen om det offentliges grundlæggende inkompetence som kravstiller, produktejer, projektejer eller udviklingsansvarlig, og jeg køber heller ej påstanden om, at sådanne ansvar altid ville være bedre placeret i det private.

Men det er en diskurs, der har vundet indpas i medierne og iblandt IT-professionelle. Som et meme, vi går og gentager overfor os selv og hinanden og langsomt bliver til en selvopfyldende profeti.

Min påstand er derimod, at de præmisser og systemiske sammenhænge, som det offentlige ofte arbejder med højteknologiske projekter under, ikke er synderligt velegnet til at sikre kvaliteten af de produkter og tjenester, som udvikles. [1]

Jeg vil i et andet indlæg uddybe, hvad jeg mener med disse to begreber, men for nu vil jeg kortslutte min argumentation og sige følgende:

Som IT-professionel ønsker jeg at støtte digitaliseringen af vores velfærdssamfund bedst muligt.

Jeg tror på, at velfærdssamfundet bør have en fleksibel og tilgivende adgang til IT-specialister på en måde, hvor der er kontekstmæssigt (især økonomisk) råderum til agile og inddragende udviklingsforløb, der kan løbes igang som eksperimentelle projekter med åbenhed omkring blandt andet økonomi, projektering, proces og teknologivalg.

Jeg forholder mig særdeles kritisk til det offentliges dårlige IT-selvværd. Og jeg forholder mig kritisk til alle de, der mobber det offentlige med dette dårlige selvværd, For når I mobber det offentlige, mobber I os alle med en påstået inkompetence. Og det generer mig, for, undskyld mig, men har vi ikke ét af de mest højteknologiske samfund i verden? Hvilende på et højt niveau af kompetence og kreativitet? Er det ikke dét, vi hele tiden fortæller os selv?

Men sådanne folk er svære at rekruttere, ikke mindst for staten, som lønmæssigt ligger langt under det private på det område (...)

Hvorfor skulle dét at udvikle højteknologiske løsninger til ét af verdens mest fantastiske og demokratiske samfund betragtes som et andenrangsarbejde, som ingen fornuftige mennesker burde risikere at skulle med? Jeg forstår det ikke, og jeg accepterer ikke påstanden om, at det skal være sådan.

Kald mig bare en drømmer, men i et samfund, hvor IT-folk generelt er yderst godt aflønnet, kunne man måske forestille sig, at det offentlige ikke behøvede at konkurrere så meget med det private om lønningerne, men i stedet kunne tilbyde noget helt andet: En yderst meningsfuld gerning, der tjener vores allesammens virksomhed?

Ja, jeg ved godt, at jeg her åbnede for en værdidebat og begyndte at skrive om noget så ikke-kvantificérbart som mening, men velfærdssamfundet drejer sig vel i bund og grund om at konvertere økonomiske ressourcer til meningsfulde livsoplevelser for samfundets borgere.

Jeg ville elske at have kunnet "komme i trøjen" og være iværksætter på samfundets vegne i nogle år - og sammen med andre passionerede velfærdsudviklere at have brugt vores fælles pulje af fagligheder indenfor UX, IoT, softwareudvikling, drift etc. til at give den gas ift. udviklingen af koncepter, prototyper, MVP'er og storskalaprodukter for forskellige myndigheder og hjælpe vores politikere til at få et andet perspektiv på kompetencerne i krydsfeltet imellem embedspersoner og IT-professionelle.

Hvor ville det være fantastisk at lade sig inspirere af US Digital Services og Code for America og sætte et hold af kreative, kompetente og passionerede udviklere og designere, som i et år eller to vil gå til gennemsnitlig løn, men til gengæld kunne være pissestolte af deres mission og arbejde, og som bare havde lyst til at smøge ærmerne op og få tingene gjort… Og ja, nu siger jeg de forbudte ord: I en god sags tjeneste.

Som de iværksættere, vi hele tiden hylder - nu med et ekstra lag af meningsfuldhed.

Jeg ville, helt personligt, elske at løbe noget sådant i gang.

[1] Her skal det siges, at der jo selvfølgelig er forskelle på konteksterne fra stat til region til kommune - og fra myndighed til myndighed - men for generaliseringens skyld beskriver jeg det sådan, og det er også min opfattelse, at en del af parametrene går igen.

  • 3
  • 0
Jesper Frimann

@Thomas

Jeg mener ikke længere, at man kan se IT som en 'støtte funktion' i offentlig regi. IT er så sovset ind i mange offentlige core services, at det er blevet 'forretningen'. For f.eks. SKAT er IT i høj grad 'core business'. Ligesom man i bankerne har indset at IT er core business. Derfor er IT (kind of) IMHO at sidestille med andre core offentlige fagområder som sundhed, skole og militær.

Når man laver root cause analyser, bør man analysere i bund, og stadig bevare overblikket. Hva mener jeg så med det ?

Jo, det er jo ikke kun i forhold til offentlig IT, der er katastrofale problemer. Snak med 'faglig' officer i militæret, snak med en Ledende sundhedsfaglig person fra sundhedsvæsnet, snak med en faglig ledende lærer, snak med en faglig ledende pædagog, eller en faglig ledende politibetjent.

Den 'brok' du hører fra dem vil alle have den samme grund essens. Nemlig en mangel på respekt for fagligheden i faget, fra en ledelse, der i stigende grad består af embedsmænd (m/k), som kommer med en kultur, der er meget anderledes en den 'fagkultur' der er inden for fagområdet.

På IT området kan du jo bare gennemgå de offentlige IT organisationer. Og hvad du vil finde ud af er, det i meget høj grad er en organisation, der har sine rødder i en anden verden end IT verdenen.

Hvis man i offentlig regi skal lykkes med IT, er man nødt til at respektere faget og tage den faglighed til sig, som kræves for at tingene kan fungere.
Det gælder også at man f.eks. er nødt til at adoptere de organisations modeller, som f.eks. nogle af de 'faglige frameworks', man 'formelt/officielt' bekender sig til i det offentlige, anbefaler at man bruger/opretter.

Du vinder f.eks. heller ikke en krig, med en militær organisation bestående af kontorchefer og andre embedsmænd, der er organiseret efter en model fra Finansministeriet ? Det er nok heller ikke så praktisk at det er en jurist, eller en cand polit, der udformer behandlings forløb for sygdomme i sundhedsvæsnet.

Så vi skal på en måde tilbage til DataCentralen og Kommune data, det offentlige skal have en eller flere faglige styrelser, hvor der er kritisk masse af faglighed. Man skal nok ikke have samme scope, som de gamle IT-selskaber, altså at man har alting inhouse. Man kan sagtens implementere en SIAM model, hvor man internt og eksternt sourcer ydelser.

Så.. PHK har IMHO ret.. det handler om faglighed.

// Jesper

  • 4
  • 0
Finn Christensen

  1. Der skal være nogen der løbende kan tage ved lære af de fejl der uundgåeligt begås

@PHK
Hvis man har de nødvendige kompetencer..

A. Indtil dags dato er der konsekvensløst at fejle igen og igen, den simpleste og nemmeste løsning for et menneske, der opdrages i et lukket 0-fejlsmiljø.

B. "At tage ved lære" kræver både åbenhed, ansvarsfølelse samt beslutningsevne - alle tre sjældne juveler i samme situation, samt utroligt krævende af de involverede. Man får sør'm ingen skulderklap af kollegaerne/chefer for det stunt i et 0-fejlsmiljø.

C. Skal et ægte 0-fejlsmiljø være funktionelt, så kræver det kompetente personer på et højt niveau, som der er ganske få af. Det nødvendigt antal kan hverken rekrutteres, adfærd accepteres eller behørigt aflønnes - uløseligt paradoks.

D. Nøgleordet er "nødvendige kompetence" - mangler på de vitale niveauer/poster og ved vitale beslutninger. Kort og simpelt.

  • 1
  • 0
Finn Christensen

Men spørgsmålet er hvilken kompetence?

95% af offentlig sektor bruger dagligdagen til administration af befolkningen og masseproduktion af de samme ydelser overalt - det er bagudskuende "som vi altid har gjort" ifh. bemyndigelse, regler og love. Altså det som kaldes "fast arbejde".. ;)

Miljø og medarbejderstab er ikke til fremadskuende udvikling, ændringer af de nuværende roller, ukendt fag(it) med en reel fejlrisiko. It-projekter er gerne kortsigtet og slet ikke "fast arbejde".

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize