Efter 25 år er et nyt kommando- og kontrolsystem fra Nato stadig ikke klar til operativ brug. Derfor dropper Forsvarsministeriet nu planerne om at implementere systemet – i hvert fald for nu.
It-systemet, der går under navnet ACCS – Air Command and Control System – har ellers kostet 476 millioner kroner for den danske del alene indtil videre. Heraf har den danske statskasse betalt 97,4 millioner kroner, mens Nato har betalt resten.
Det oplyser forsvarsminister Trine Bramsen i en orientering til Folketingets finansudvalg og i svar til en række spørgsmål fra forsvarsudvalget.
»Jeg vil afslutningsvis bemærke, at det samlede ressourceforbrug forbundet med ACCS i min optik ikke står mål med resultatet efter projektets ca. 30 årige levetid,« skriver hun i et af svarene.
Forsvaret har forsøgt at implementere ACCS siden 2009. Men ifølge orienteringen er der stadig tekniske problemer med systemet, som skyldes en »grundlæggende forældet og fejlbehæftet software-arkitektur, der vanskeliggør og komplicerer fejlretningen«.
Samtidig er der stadig en række kritiske fejl i systemet, som gør, at ACCS lige nu ikke kan bruges operativt i Forsvaret.
25 år
Forslaget om et fælles kommando- og kontrolsystem blev vedtaget i Nato allerede i 1994.
I 2009 forventede Forsvarsministeriet, at ACCS ville være klar til brug i 2013 og fuldt operationsdygtigt i 2014. Men det skete ikke. I stedet orienterede den daværende forsvarsminister i september 2015 finansudvalget om, at implementeringen ville blive forsinket på grund af projektets kompleksitet.
I december 2016 var systemet dog stadig ikke klar til brug. Nu lød forventningen, at systemet ville være fuldt operationsdygtigt i slutningen af 2019 – 25 år efter, at Nato introducerede idéen om det fælles system.
Men de fortsatte kritiske fejl i systemet og Forsvarsministeriets forventning om, at systemet vil blive dyrere at vedligeholde, end de havde regnet med, gør, at Forsvaret nu dropper implementeringen.
Det har en række andre Nato-lande i øvrigt også gjort, oplyser Forsvarsministeren i sin orientering til finansudvalget, ligesom flere lande formentlig vil følge trop.
Alligevel fortsætter Danmark med at arbejde på ACCS-projektet på Natos niveau. Nato vil forsøge at forbedre softwarearkitekturen frem til midten af 2020, og det arbejde vil Danmark følge for at vurdere, om ACCS på et senere tidspunkt bliver klar til at blive implementeret i Danmark.
I mellemtiden bruger Forsvaret sit eget kommando- og kontrolsystem, som allerede i dag kan leve op til Forsvarets behov, er tidssvarende og kan tale sammen med Natos krisestyringsstruktur.