Kritiker af disruption-fix: »Trist at politikere lader sig nøje med amerikanske modebegreber«
»Disruptionbegrebet handler ikke om fremtiden. Det er et begreb, som lever i nutiden og har en helt specifik liberalistisk effektiviseringsideologi knyttet til sig. Og det er ærligt talt lidt trist at se politikere lade sig nøje med at bære amerikanske modebegreber ind i Statsministeriet, frem for at se forbi flosklerne og forsøge at skabe det gode liv for flest muligt. Ikke bare det billigste og mest friktionsløse.«
Sådan kommenterer Anders Colding-Jørgensen, der er foredragsholder, internetpsykolog og digital iværksætter, på altinget.dk udspillet i regeringsgrundlaget om et digitalt disruption-team i Statsministeriet, som skal hjælpe med at 'finde nye veje i den nye globaliserede virkelighed.'
Han henviser også til de Radikales finanslovsforslag for 2017, som ligeledes omfatter et forslag til et disruption-team:
'Teamet skal bestå af unge digital natives med fod på mulighederne i digitaliseringen. Teamet skal have carte blanche til at disrupte den offentlige service på en lang række områder til gavn for borgere og virksomheder,' skriver de Radikale.
»Men forestillingen om at løse den offentlige forvaltnings problemer med et 'disruption-råd' eller et 'digitalt disruption-team' er et tåget foretagende,« mener Anders Colding-Jørgensen i sin kommentar på altinget.dk.
»Og det er ikke kun, fordi ovenstående formuleringer tegner et billede af en flok iværksættere og djøf’ere, som tager en Uber ind til Statsministeriet, bevæbnede med iPhones og en forfriskende uvidenhed om den offentlige forvaltnings historie,« skriver han videre.
At fixe forvaltningen ved at tilføre 'digital innovation' svarer ifølge ham til, at man gerne vil tilføre 'strøm' eller 'ord'. Begrebet er alt for bredt til at stå alene på nogen meningsfuld måde:
»Handler det for eksempel om at gøre forvaltningen mere 'social'? Eller måske det stik modsatte – mere fuldautomatisk? Først når man fortæller, hvad man gerne vil opnå og hvordan, begynder det at blive meningsfuldt. Men så handler samtalen ikke længere om 'det digitale' eller 'disruption', men om for eksempel automatisering eller øget dialog.«
Disruption er ikke en objektiv kraft
Man kan ifølge iværksætteren ikke forbedre noget med teknologi eller innovation. Ikke på en objektiv måde. For det, som den ene oplever som en forbedring, vil den anden ret ofte opleve som en forringelse. Det er jo selve den politiske grundpræmis.
»Netop derfor er forestillingen om en disruption taskforce eller et disruptionråd som en objektiv kraft, der skal forbedre forvaltningen, noget vrøvl. Prioriteringer holder ikke op med at være politiske, fordi man sætter 'digital' foran.«
Han nævner som eksempel på disruption kunstig intelligens og robotter, der overflødiggør menneskelig arbejdskraft og at et centralt element i disruption er automatisering.
Disruption handler altså ifølge ham ofte om at skyde genvej gennem et eksisterende støvet bureaukrati med digitale platforme i stil med Uber.
»Men er det virkelig politikernes opgave? Skal vi ukritisk købe præmissen om, at vi skal indføre automatisering i det offentlige og gøre en masse mennesker arbejdsløse for derefter at skulle forsørge de ulykkelige og overflødige borgere?« skriver han på altinget.dk og sender også et spørgsmål direkte mod politikerne:
»Skal vi smide den folkevalgte styring af forvaltningen ud til fordel for nogle kommercielle platformsaktører på markedsvilkår?«

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.