Kritik: Københavns Kommune spilder 21 millioner på interaktive tavler
Når skoleåret går på hæld, og sommerferien lægger klasseværelserne øde, bliver de københavnske skoler indtaget af håndværkere. De skal udstyre hver eneste klasse i Københavns Kommune med interaktive tavler. Dermed tilføjer kommunen 1.147 tavler til de 1.300 interaktive tavler, der allerede er sat op.
I alt kommer det interaktive tavle-eventyr til at koste 21 millioner kroner. Men ifølge en undersøgelse fra professionshøjskolen UCC kunne kommunen spare mange millioner ved at købe projektorer i stedet.
Mange lærere bruger nemlig stort set kun tavlerne til at fremvise informationer. Det interaktive element bliver kun sjældent brugt, og da tavlerne kun kan håndtere én til to personer ad gangen, er det ikke et oplagt redskab til at aktivere eleverne i undervisningen.
Ifølge en af forfatterne bag undersøgelsen, Ann-Thérèse Arstorp, som i øjeblikket arbejdet på et ph.d.-projekt om teknologiforståelse i læreruddannelsen, er det et problem, fordi det er en gammeldags måde at undervise på. Man bør i stedet investere i teknologi, som i højere grad lægger op til at eleverne selv skal være aktive.
Hos Københavns Kommune er man dog overbeviste om, at det er et spørgsmål om efteruddannelse.
»Vi er bevidste om de udfordringer, UCC-rapporten beskriver, og derfor bruger vi som sagt mange ressourcer på at optimere lærernes brug af tavlerne, så deres potentiale udnyttes til fulde. Selvsamme rapport peger faktisk på, at de interaktive tavler rummer et stort potentiale i forhold til at udvide klasserummet og inddrage internettet, samtidig med at tavlerne kan være med til at bryde lærerens monopol på styring af undervisningen ved at eleverne i højere grad selv kan arbejde ved med elektroniske tavle. Teknologien giver dermed nye muligheder for læreren at undervise på, og nye muligheder for eleverne at lære på,« skriver Karl-Erik Andersen, kontorchef i Pædagogisk IT i Københavns Kommune i en e-mail til Version2.
Men her mener Ann-Thérèse Arstorp, at billige netbooks eller tablets er mere oplagt til at aktivere eleverne.
»Tavlerne har nogle muligheder, men jeg synes, at nyere teknologi har overhalet de her tavler. Flere skoler investerer i nu i højere grad i enkelte enheder til eleverne, altså netbooks eller iPads. Det giver nogle helt andre muligheder for, at eleverne bliver aktive, og flere elever kan være aktive på én gang,« siger Ann-Thérèse Arstorp.
