Kritik af regeringens udflytninger: It-folkene mangler netop i storbyerne
Regeringen og et flertal i folketingets ambitioner om at udflytte studiepladser fra de fire store universitetsbyer skal ikke ske på bekostning af pladser til it-studerende, da de lige nu uddannes til et arbejdsmarked med stor efterspørgsel. Det er parolen fra Thomas Riisgaard Hansen, der er adm. direktør i it-forskningscentret Digital Research Centre Denmark (DIREC), og Ulla Tørnæs, der er uddannelses- og forskningsordfører i Venstre.
Det skriver Berlingske.
En opgørelse fra DIREC viser, at af de 1.930 ledige it-jobs, der 10. januar 2022 var i Danmark, lå knap 80 pct. i de store byer, hvoraf over halvdelen lå i København.
Læs også: ITU klar til at skære studiepladser midt i mangel på it-folk: »Kæmpe tab for samfundet«
»At begrænse antallet af digitale specialister i de store byer er alt for risikabelt for Danmarks fremtid og vækst, og det bør ikke være en konsekvens af at følge en agenda om flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark,« skriver Thomas Riisgaard Hansen til opgørelsen.
Læs også: Mens politikerne kræver udflytning: ITU vil udvide med 200 studiepladser i København
Uddannelses- og forskningsordfører Ulla Tørnæs fra Venstre, der er en del af aftalen »Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark«, påpeger, at partiet under de seneste finanslovsforhandlinger plæderede for flere midler IT-Universitetet med henblik på, at universitetet skulle oprette flere studiepladser.
»Vi har hele vejen igennem sagt, at vi er ikke interesserede i, at resultatet af det her bliver, at der lukker studiepladser på studier med stor efterspørgsel på arbejdskraft,« siger hun til Berlingske.
