Kristian Jensen: En fejl at bygge EFI som ét stort system

Skats skandaleramte it-system burde have været splittet op i flere dele i stedet for ét stort projekt, erkender Venstres Kristian Jensen, som var skatteminister, da projektet blev påbegyndt.

Det var en forkert beslutning at forsøge at samle alle Skats inddrivelsesforretninger i ét stort it-system. Det erkender Venstres Kristian Jensen nu over for Ritzau ifølge Finans.dk. Han var skatteminister i perioden 2004-2010, da Skats store systemmodernisering blev sat i søen.

Systemmoderniseringen omfattede seks store it-projekter, herunder Et Fælles Inddrivelsessystem (EFI), som blev fem år forsinket, har kostet mere end 600 millioner kroner og nu er taget ud af drift, efter at Kammeradvokaten har påpeget, at systemet har brudt loven i flere tilfælde.

EFI samlede fem gamle systemer hos det daværende Told og Skat, samtidig med, at Skat fik overdraget opgaven med at inddrive stort set alle typer af gæld til det offentlige. Det resulterede i et it-system, som stadig ikke er kommet til at virke.

»Hvis jeg havde vidst dengang, hvad jeg ved nu, så ville vi have lavet et andet system, der var bygget op med nogle moduler ud fra et legoklodsprincip, hvor hvert modul kan stå for sig selv, men hvis man sætter dem sammen, så får man det hele,« siger Kristian Jensen til Ritzau.

Da Systemmoderniseringen blev sat i gang og særligt i forbindelse med Fase 2, som omfattede EFI, var Service-Orienteret Arkitektur en høj prioritering i det offentlige. Hovedarkitekturen hos Skat blev baseret på en fælles platform kaldet ENS, som gav problemer i den første fase af udviklingen. Den skulle binde alle delsystemerne sammen. Det skete på anbefaling fra Videnskabsministeriet.

Da Skat efter flere forsinkelser endelig gik i gang med udviklingen af EFI, holdt Skat fast i målsætningen om ét stort system.

»Dét, vi blev rådet til at gøre, og også valgte at gøre - for jeg kan ikke løbe fra, at jeg valgte at gøre det - ja, det var at lave et moderne system, som skulle kombinere fem gamle inddrivelsessystemer i ét,« siger Kristian Jensen.

Skatteministeriet og Folketingets Finansudvalg afventer lige nu en konsulentrapport fra Accenture, som skal danne grundlag for en beslutning om, hvorvidt Skat skal forsøge at redde hele EFI, dele af systemet eller skrotte alt.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (18)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bent Andersen

Det tror jeg godt de fleste af os er klar over, aka divide-and-conquer, men derfra og så til at sige at så ville alt have været "peachy" er der nok et stykke vej. Lyder lidt som om den gode minister prøver at tage lidt skyld up-front og så er det nok godt med det. For hvad er det ellers vi skal konkludere? At de tilknyttede IT arkitekter har sovet i timen eller at der ikke har været sådan nogle på projektet? Håber på en total kulegravning af det her, ja af offentlige IT projekter i det hele taget.

Frithiof Jensen

Spin. EFI er et jo et allerede erkendt problem og derfor mindre farligt at "tage ansvaret for" end den omfattende svindel med momsrefusioner, udbytteskat på aktier (og hvad der ellers måtte være fejet ind under gulvtæppet) som også er foregået.

Vi kommer til at høre meget om EFI det næste år.

Jakob Gram

Er Skats problem ikke bare at køre et dobbelt bogholderi. Vi har en debitor (Personer, virsomheder) og vi en kreditor (kommuner f.eks.). Et hyldeprogram kunne f.eks. være SAP, som er skabt til at håndtere milliarder af transaktioner. Det er MEGET nemt at tilpasse til virksomheden, f.eks. varer (P-bøder mv.) og opfølgning på regnskabet. Hvorfor er det ikke på banen?
PS Jeg er ikke repræsentant for SAP

Simon Justesen

Troede faktisk at en stor del af EFI var baseret på hyldevarer - men at det så var specialtilpasninger, der kostede r.... ud af bukserne...

Jeg er nysgerrig efter at vide mere om, hvordan sådan et system er skruet sammen, men det er vist omgivet af en masse tys-tys. Lidt mærkeligt, når vi allesammen på en eller anden måde er interessenter i systemet.

Jørgen Henningsen

Et hyldeprogram kunne f.eks. være SAP, som er skabt til at håndtere milliarder af transaktioner.

Som jeg forstår problemstillingen, så er det bagved liggende problem at lovgivningen på området er meget kompliceret, og der er forskellige regler afhængigt af hvilken type fordring der er tale om. Det går galt nu fordi den komplexitet ikke er blevet håndteret fra starten.

Palle Due Larsen

»Hvis jeg havde vidst dengang, hvad jeg ved nu, så ville vi have lavet et andet system, der var bygget op med nogle moduler ud fra et legoklodsprincip, hvor hvert modul kan stå for sig selv, men hvis man sætter dem sammen, så får man det hele,« siger Kristian Jensen til Ritzau.

Tænk, at den tankegang nu er nået helt til toppen af kransekagen. Bliver det mon torsdag igen imorgen?

Torben Mogensen Blogger

Er Skats problem ikke bare at køre et dobbelt bogholderi. Vi har en debitor (Personer, virsomheder) og vi en kreditor (kommuner f.eks.). Et hyldeprogram kunne f.eks. være SAP, som er skabt til at håndtere milliarder af transaktioner. Det er MEGET nemt at tilpasse til virksomheden, f.eks. varer (P-bøder mv.) og opfølgning på regnskabet. Hvorfor er det ikke på banen?

At sige, at det er nemt at tilpasse SAP (og andre ERP-systemer) til en virksomhed er nemt, er lidt af en tilsnigelse. Hvis virksomheden ligner en anden, der allerede har et system, kan man tage udgangspunkt i det andet system, og klare det lidt nemmere. Men Skat er ikke ligesom andre virksomheder, og derfor vil tilpasningen af SAP eller andre ERP-systemer være overordentligt dyrt. Om det er 600 MKr dyrt, kan jeg ikke sige.

Man skulle have startet med at lave et færdigt og fungerende system, der kunne håndtere de simpleste sager (som nok er 90% af alle sagerne), og derefter udvide efter en cost/benefit for hver sagstype: Kun hvis der er mange af en bestemt slags sager, og man kan beskrive regler og procedurer for disse kort , præcist og komplet, så tilføjer man behandling af disse i systemet. Hvis ikke, er det bedre og billigere at blive ved med at håndtere dem manuelt.

Allerbedst vil være først at designe et sprog til at specificere regler og procedurer på et niveau, hvor selv DJØF'er kan forstå dem og godkende/afvise dem. Dernæst laver man et program, der kan udføre de regler og procedurer, der er specificeret, evt. med spørgsmål til menneskelige instanser i tilfælde, hvor programmet ikke entydigt kan afklare et spørgsmål, eller hvor der mangler oplysninger. Hvis dette sker for tit (f.eks. i mere end 25% af sagerne), overgår sagstypen igen til ren manuel behandling.

Bent Andersen

Det vil nok ikke hjælpe med mindre de havde fået svar på de 500+ uafklaretheder som burde have afholdt Skat fra at forsøge at sætte systemkomplekset i drift. Jeg går her ud fra at de 50 ansatte ikke på magisk vis alle bliver domæne/forretnings eksperter vupti.

Søren Holm

Tværtimod.

De 50 folk ville komme til at sidde tæt ved de mennesker der skal bruge systemet. Tidlige udgaver vil kunne prøvekøres tidligt og rettes til efter brugernes ønsker. Har du mange uafklarede aspekter i et software projekt er det en fornuftig måde at gøre det på.

Derudover så ville softwarefolkene være ansat i SKAT - og derved er det ikke konsulent- og kontraktfriktion og løbende tilrettelser - selv efter systemet er leveret - vil ikke udgøre et problem.

Bent Andersen

Ja-ja, det skal nok løbe op i mindst 900 mil (vi venter spændt på hvad ministerens plan er i morgen), men nu er det jo ikke udelukkende "softwarefolk" der skal bruges i forløbet. Hvis det var tilfældet kunne vi nok mindst halvere udgiften - and then some ;)

Her er et andet regnestykke til dig og Skat: hvor mange eksterne revisorer der manuelt checker refusion af udbytteskat kan man få for DKK 6.2 milliarder?

Bent Andersen

Enig, igen :)

Det er sørgeligt, lad os håbe at det er muligt at få styr på det der jo er vores allesammens grundlag for at drive samfundet. EFI/DMI udgiften som klattes væk er jo bare en dråbe i havet. Jeg håber virkelig der er nogen der ser lyset i tiden fremover, jeg selv har lidt svært ved det..

Log ind eller Opret konto for at kommentere