Krav om hurtigere databaser afliver deduplikering i Exchange 2010

Fremover bliver mail rundsendt til flere modtagere med vedhæftede filer gemt i én kopi for hver modtager. Selvom det kræver mere lagerplads, belaster det serverne mindre, hævder Microsoft.

Når indkaldelsen til årets julefrokost sendes rundt med et vedhæftet Word-dokument tungt læsset med jule-clip-art til alle medarbejdere, så kommer det fremover til at optage mere plads på mailserveren, hvis man bruger Exchange Server 2010. Det skriver it-nyhedstjenesten The Register.

Microsoft udfaser nemlig i Exchange Server 2010 den sidste rest af Single Instance Storage eller SIS, som blev introduceret i Exchange Server 4.0.

SIS bliver brugt til at sørge for, at der kun ligger én kopi af indholdet af en mail, som er sendt til flere modtagere. Det skulle hjælpe med at reducere den plads, som hver brugeres mailkatalog optog på disken og samtidig mindske diskforbruget til backup.

I Exchange Server 2007 blev SIS skåret ned, så teknologien reelt kun dækkede vedhæftede filer, men ikke selve indholdet af hver e-mail. Nu vinker Microsoft så også farvel til teknologien for vedhæftede filer.

Ifølge Microsoft skyldes det, at lagerpladsen i dag er blevet billigere, så operationer med input/output fra databaserne tager forholdsvis flere ressourcer, end at den samme fil ligger i flere kopier. Med andre ord har SIS en omkostning i form af databaseopslag, som i dag lægger større pres på Exchange-serveren.

Hver enkelt mailbox i Exchange 2010 har sin egen tabel i databasen. Det betyder, at de fleste I/O-operationer nu er sekventielle, hvor der kan læses én stor bid fra ét sted i stedet for at stykke en mail sammen af flere bidder fra flere tabeller.

Microsoft oplyser, at selskabet har registreret en forøgelse i diskforbruget på omkring 20 procent, efter SIS er blevet deaktiveret. Derfor har selskabet også arbejdet på at genvinde noget af det tabte ved at gøre større brug af komprimering.

Samtidig er den nye version af Exchange ifølge Microsoft optimeret til, at man kan bruge billige SATA-diske med stor kapacitet i stedet for dyrere diske i en Fibre Channel RAID-opsætning.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Kristian Larsen

Jeg ved godt at MS siger det er super fantastisk med Exchange og SATA, men er der nogen der kan sige noget fornuftigt om fornuftige use cases.

Hvis det var en funktion til at arkivere data fra FC til SATA vil det umiddelbart give mere mening for mig.

  • 0
  • 0
#2 Anders Gregersen

Ændringen i Exchange 2010 vil sikkert give udslag i et væsenligt større backupvindue ud over at der generelt skal bruges mere storage. Desværre er arkiveringsfunktionen i Exchange 2010 ikke imponerende da den gemmer arkivet samme sted som personens postkasse er (samme disk for at udpensle det). Der havde mange af os måske håbet på mulighed for en alternative placering, så vi kunne smide det på billigere storage. Men der sker som regel feature forbedringer i service packs til Exchange (hvem husker ikke genfødslen af public folders), så jeg krydser fingre for en forbedret funktionalitet på sigt.

  • 0
  • 0
#3 Lars Frandsen

Et andet mailsystem har gjort det altid (ligesiden dengang det hed WP Office). Det kan endda opgraderes uden at skulle migreres - og så er det fri for vira og misbrug af adresselister - og så kan webinterfacet automatisk være sikkert (krypteret). Alt det som sikkert snart kommer som nyheder til exchange - har fundtes til Groupwise i mere end 20 år. Så en varm tak til de beslutningstagere der har taget kompetente beslutninger i årevis. hmmm.

  • 0
  • 0
#4 Benjamin Thillerup

Jeg var til fordrag hos MS i sidste uge angaaende Exchange 2K10 (I Sydney) MSIT fortalte ret interesant hvordan deres interne systemer benyttede EX2K10. Keypoints var

Alt lagerplads er flyttet til SATA JBOD systemer, hvor en en DAG benytter en disk. Saa alt SAN er udfaset (ikke engang noget raid system), der er heller ikke nogen backup laengere af noget data. De gemmer data i 14 dage, og har ellers 3 kopier af data paa forskellige DAG grupper). Dette er kun muligt grundet den sequentielle tilgang til disken, de sagde ca tal paa 200 brugere pr disk (for standard brugeren)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere