Krak siger skråt ned til Google Maps

Ikke flere flade tage. Krak lancerer højopløsnings-fotokort med perspektiv.

Kortfirmaet Krak har lanceret en ny funktion på firmaets webbaserede kort-tjeneste. I de sidste par år har tjenesten haltet efter Google Maps, der med sin banebrydende funktionalitet har taget pusten fra mange regionale spillere.

Men Krak, som ejes af Eniro, går nu i offensiven med en ny tjeneste, hvor man kan zoome helt tæt ind på bybilledet, så længe det er inden for bygrænsen i København og 12 andre danske byer. Og det med perspektiv.

Skråbillederne er taget fra et fly, hvorpå der er monteret fem kameraer: Et som tager billeder oppefra og ned, og fire som tager billeder i 35 graders vinkler i fire retninger. Alle billederne er taget af COWI, oplyser Eniro Danmark til Version2.dk.

Eniro har derefter udviklet et system, som sørger for at sætte billederne sammen og udvælger de bedste billeder, når der bliver søgt på et specifikt sted.

Den store udfordring ved dette er, at billederne ikke er firkantede - de er trapezformede, da de er taget i en skrå vinkel, og der er mange billeder, der overlapper hinanden. Det kræver derfor et specielt system at sammensætte billederne korrekt, og finde frem til det, som bedst viser søgningen.

Google på gadeplan

Men Google ligger dog heller ikke på den lade side i kampen om kort-kunderne. Google er hoppet helt ud af flyvemaskinen og smuttet ind i en bil i stedet.

Googles seneste initiativ på billed-kort-fronten er Street View, som blev lanceret i 2007. Her kan man få sig en virtuel spadseretur i de største amerikanske byer, ved hjælp af avanceret 3D-kamera-teknologi.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Mikkel Meyer Andersen

Jeg er meget imponeret over både det og Google Street View! Men det var en studiekammerats far åbenbart ikke: han blev noget skuffet over, at sådanne ting (samt Google Earth) ikke var live-opdateret :-). (Snak om at se for meget 24 timer.)

  • 0
  • 0
Christian Liljedahl

Jeg havde samme oplevelse som dig, Mikkel.

Jeg havde demonstreret Google Earth for nogle unge på min egen alder - Lidt senere kunne jeg se en flok af dem stå og vinke op mod himlen ude på gårdspladsen mens de andre sad ved computeren og prøvede at se dem.

Jeg måtte skuffe dem og fortælle, at det desværre (endnu) ikke er live-billeder man kan se.

Google Street View er super, men er der nogen, som ved hvornår de kommer forbi København? Indtil videre er det jo kun i udvalgte byer i USA de har været.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere