Kotlin stiger i popularitet

Illustration: Bigstock
Programmeringssproget Kotlin dukker op på top-50 på popularitetsindekset Tiobe.

Kotlin har vinden i ryggen. Det unge programmeringssprog har for første gang stukket næsen oven for top-50 på indekset Tiobe, der måler sprogs popularitet på en månedlig basis. Det skriver Infoworld.

Kotlin er en del af Java-verdenen, kompileres til den platforms bytecode og afvikles på Javas virtuelle maskine. Sproget er opfundet af den russiske afdeling af firmaet Jetbrains, kendt for udviklingsværktøjet IntelliJ IDEA, der blandt andet danner grundlag for Googles Android Studio-værktøj.

Sproget benytter statiske typer ligesom Java, men bryster sig af at kunne mere med færre linjers kode.

For nylig tilføjede Google Kotlin som mulighed til Android-udviklingsmiljøet, så man fremover kan programmere apps i sproget Kotlin. Der er allerede apps, der er kodet i Kotlin, som for eksempel Pinterest.

Har passeret Erlang

Selvom en plads på top-50 ikke lyder af det store, så betyder det alligevel at Kotlin passerer etablerede sprog som Erlang og Groovy.

Tiobes direktør, Paul Jansen, ser samme rolle for Kotlin, som Swift har for Apple-udviklerne. Også her loves der mere smæk for skillingen med færre kodelinjer. Han mener ifølge Infoworld, at Kotlin kan komme op blandt de 20 mest populære sprog på indekset. Swift har til sammenligning ramt 12.-pladsen kun tre år efter sprogets debut.

Tiobe vurderer programmeringssprogs popularitet ud fra en formel, som inddrager søgninger på søgemaskiner, antal udviklere og tredjepartsleverandører.

Top-10 for juni måned ser sådan ud:

  1. Java 14%
  2. C 7%
  3. C++ 6%
  4. Python 4%
  5. C# 4%
  6. Visual Basic.Net 3%
  7. JavaScript 3%
  8. PHP 3%
  9. Perl 2%
  10. assembler 2%
Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere