Hver eneste dag året rundt aflytter Politiets Efterretningstjeneste (PET) knap 1.000 danske mobiltelefoner. Det viser et unikt estimat, som Ingeniøren og Version2 har udarbejdet på baggrund af de såkaldte transparency-rapporter, som teleselskaberne Telenor og Telia udgiver.
PET selv holder sine arbejdsmetoder helt tæt til kroppen og giver ingen som helst data om, hvor mange danskere der er i tjenestens søgelys.
Tjenestens arbejde er så hemmeligt, at formanden for Folketingets kontroludvalg vedrørende efterretningstjenesterne, Henrik Dam Kristensen (S), end ikke vil hverken be- eller afkræfte, om udvalget har adgang til en statistik over aflytningerne.
Rigsadvokaten udarbejder imidlertid en opgørelse, som viser, hvor mange gange det almindelige politi får en dommerkendelse til at foretage et indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder telefonaflytninger.
Det skete sidste år i 3.110 tilfælde. Ifølge statistikken er der godt to indgreb per mistænkt, fordi kriminelle typisk har flere telefoner og internetabonnementer.
Således blev knap 1.400 danskere sidste år aflyttet af politiet.
Med baggrund i Telia og Telenors opgørelser er det for første gang muligt at beregne, hvor mange PET aflytter. Det drejede sig i 2015 om ca. 2.200 personer.
PET aflytter altså mere end en halv gange flere danskere end resten af politiet tilsammen. En gennemsnitlig aflytning varer ca. fem måneder. Det svarer igen til, at PET konstant aflytter knap 1.000 danskere.
Formanden for IT-Politisk Forening, Jesper Lund, påpeger, at USA trods en befolkning, der er mere end 50 gange større, har nogenlunde samme antal telefonaflytninger som Danmark.
»Uanset hvordan man vender og drejer det, så er der væsentligt flere aflytninger i Danmark end i USA. Og der kommer relativt få domme ud af det,« konstaterer han.
»At nogen sidder og lytter med på din samtale er et alvorligt indgreb i meddelelseshemmeligheden,« tilføjer han.
»Intet tilsyn med PET’s indhentningsvirksomhed«
Jesper Lund finder det væsentligt at kende antallet af aflytninger for at kunne vurdere, om PET’s overvågning af danskerne er rimelig.
»Vi har reelt intet tilsyn med PET’s indhentningsvirksomhed. Det nærmeste, vi kommer, er den artikel, du er ved at skrive,« siger han.
Hos Telekommunikationsindustrien påpeger direktør Jakob Willer, at teleselskaberne offentliggør efterretningstjenestens aflytning for at skabe transparens over for kunderne. Han mener, at Ingeniørens estimater giver anledning til at overveje, om ikke myndighederne selv burde skabe det overblik.
»Desuden er det på min egen dagsorden, at vi i telebranchen kan få en fælles tilgang til at skabe transparens på dette område,« siger han.
Juridisk konsulent Claus Juul fra menneskerettighedsorganisationen Amnesty International fremhæver, at Sverige offentliggør statistik om efterretningstjenestens indgreb i borgernes privatliv.
Han kan ikke forholde sig til, om PET’s 2.200 årlige telefonaflytninger er for mange, men er stærkt kritisk over for, at der er nærmest total lukkethed om tallene.
Han påpeger, at det historisk set er blevet misbrugt i alle samfund, hvor efterretningstjenester har haft meget vidtgående adgang til at overvåge borgerne.
»Vi kan ikke vide, om de går for vidt, når vi ikke kan få at vide, hvor mange de aflytter, og hvilket trusselsbillede vi er oppe imod. Vi har ingen kontrol med tjenesterne, men er helt i hænderne på, at de bliver ved med at være de hæderlige myndigheder, som vi i dag opfatter dem som,« siger han.
PET skal ligesom det almindelige politi have en dommerkendelse for at foretage en telefonaflytning.
Denne artikel stammer fra den trykte udgave af Ingeniøren.
Tak til Version2 for at gøre dette arbejde.
Det burde være Folketinget der holdt øje med politi og efterretningstjenesterne på vegne af borgerne og offentliggjorde tilsvarende tal direkte fra kilden, så borgerne kan tage stilling.
En væsentlig forudsætning for at demokratiet kan fungere, er at befolkningen kan skaffe sig oplysninger om hvad statsmagten laver.
I mangel af ordentlig Folketings kontrol på området, er det godt at se "den 4. statsmagt" i funktion.
Det kunne også være interessant at se statistik over, hvor hyppigt den aflyttede efterfølgende får besked om aflytningen, hvis personen viser sig at være uskyldig.
Det skal man som hovedregel have (retsplejeloven §788), men det kan undlades eller udskydes, hvis det er “til skade for efterforskningen eller til skade for efterforskningen i en anden verserende sag [...] eller taler hensynet til beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder eller omstændighederne i øvrigt imod underretning”.
Jeg gætter på, at denne kattelem bliver brugt flittigt, men det kunne være interessant at se noget statistik for det.
Artiklen afslører ikke metoden til skønnet.
Men lad os antage, at også PET bruger i gennemsnit 2 aflytninger pr. kendelse. Så når vi op i 4400 aflytninger med artiklens egne forudsætninger.
På den anden side ved vi, at Omar ikke blev aflyttet eller på nogen måde fulgt, selv om han ifølge den daværende PET-chef var på deres radar. Og siden blev det sagt, at han var blandt de 100 mest interessante for PET.
Man skal huske, at der skal sidde en efterforsker og lytte til aflytningerne, hvis det skal give mening - også aflytning på fremmede sprog og kodede meddelelser. Har PET ressourcer til at lytte til alle disse aflytninger, når de nu slet ikke havde ressourcer til at følge Omar fysisk eller via f.eks. teleobservation, og man aldrig indhentede hans logdata inden hændelsen ?
Jeg tror at V2 skønnet er meget for stort. Til gengæld tror jeg, at PET har meget langvarige aflytninger, der kan involvere flere dommerkendelser, der gives tidsbegrænset.
Men det er ikke V2s fejl. PET er selv skyld i spekulationer, når de holder deres aktiviteter hemmelige for den demokratiske stat, selv om dette som bekendt ikke afholder en tidligere PET-chef fra at gøre sig interessant ved at afsløre oplysninger fra det ellers lukkede område.
Det siger også noget om kulturen i PET. En kultur, der sjovt nok kun kan forbedres gennem større åbenhed og demokratisk kontrol.
Ifølge retsplejeloven skal den mistænkte underrettes, når en aflytning har fundet sted. Politi og PET kan dog undlade denne underretning, når det kan få betydning for den videre efterforskning, at en person får kendskab til den tidligere aflytning.
I svaret på et § 20 spørgsmål oplyste PET for nogle år siden, at de aldrig havde oplyst en borger om, at han/hun var blevet aflyttet. De havde altså i alle tilfælde fundet konkret anledning til at bruge undtagelsen.
se mit indlæg længere under overskriften "kuriosum..."
For nyligt (sidste uge?) var der en artikel i Weekendavisen (øverst s. 5-7 stykker i første sektion) om netop PET og om de oplysninger, som de har. Den nævnte at der var en større eftersleb med sletning af oplysninger, som PET efter kontroludvalgets mening ikke måtte have registreret, og bl.a., at der var ca. 60 medlemmer af Folketinget hvorom kontroludvalget mente at der var oplysninger som skulle slettes. PET var ... "uenige", og havde igennem længere tid valgt at sidde på hænderne.
Samtidig mente de (PET eller Rigspolitiet, det husker jeg ikke præcist), at det konstant ville kræve 100 af landets mest erfarne efterforskere bare til løbende at gennemgå registreringerne, hvis de skulle leve op til de nuværende regler. Det lyder som noget, mine børn kunne finde på at sige, når vi beder dem rydde op på værelset, og virker langt på den anden side af useriøst på mig
Og det er i modsætning til den øvrige offentlige forvaltning, som åbenbart har langt bedre styr på forvaltning, eller måske bare ikke har fået så meget rod samlet sammen?
Men reaktionen fra Folketinget er åbenbart at der i disse dage vedtages en lov, som gør, at PET kun skal slette, hvis de tilfældigvis alligevel kommer forbi, og i øvrigt har lyst til det. Og så er problemet med kontroludvalget kritik af uretmæssig opbevaring af oplysninger så løst med et snuptag.
Jeg skal for en god ordens skyld henvise til artiklen fra Weekendavisen, som jeg her citerer fra udfra hukommelsen.
Ja, men er der ikke noget om at hvis aflytningen sker med henvisning til terrorbekæmpelse, kan den forekomme uden dommerkendelse? Eller gælder det kun ransagninger? For en telefonaflytning er vel ikke det samme som en ransagning?
Når det er sagt: det er klart at detaljerede oplysninger om aflytninger må og skal være hemmelige - der er jo ingen grund til at spille med for åbne kort overfor kriminelle. Det er jo også derfor vi har det vigtige Folketingets kontroludvalg, som PET og politi skal stå til ansvar overfor. Det er i mine øjne en god ordning.
Den eneste advarselslampe, der blinker her er, at socialisterne i Enhedslisten sidder i dette valg - et parti der som bekendt endnu ikke endeligt har gjort op med tanken om væbnet revolution, og som har tætte tråde til den voldelige venstrefløj som man må formode (og håbe), netop er i PET's søgelys. Det er problematisk og kunne sagtens medføre at PET er tilbageholdende med at orientere "venner af fjenden" om igangværende eller kommende operationer. Men sådan er betingelserne jo.
Her er den i artiklen omtalte transparency rapport fra Teliasonera for første halvår 2016.
http://www.teliacompany.com/globalassets/telia-company/documents/about-t...
Som det ses opgives for Danmark 2836 anmodninger om lawful interception, mens der kun er 1048 anmodninger for historiske data.
Tal må gælde både politi og PET.
Med Telias markedsandel for mobil og den meget lille markedsandel for fastnet, skal man så gange med 5-6 for at få et første tal for hele mobilområdet.
Det kan simpelthen ikke passe
rapporten er her:
http://www.telenor.com/wp-content/uploads/2015/05/Authority-Requests-Dis...
Som det ses havde Telenor i hele 2015 1882 indgreb af typen lawful interception i Danmark, mens Telia altså i første halvår 2016 havde 2836 i deres rapport - svarende til 5672 på årsbasis.
Man kan altså konkludere, at der er 3 gange så mange forbrydere, der er kunder hos Telia som hos Telenor.
Man kan bruge statistik til meget. Også til at afdække dårlig statistik.
Lidt mere salt til såret.
Telenors rapport siger, at der var 1324 aflytninger i Norge i 2015. Men i en note siges, at halvdelen var eftersøgning af nødlidte personer. Altså er tallet 662 for Telenor i Norge, hvor Telenor har en markedsandel, der er 3 gange større end i Danmark.
662/3=221 er altså sammenligneligt med 1882 for Telenor i Danmark som tæthed for aflytninger blandt kunder.
Vi kan altså konkludere, at Telenor har relativt ca. 7 gange så mange forbryderkunder i Danmark som i Norge. Og for Telia i Danmark er frekvensen af forbrydere så i alt 21 gange højere end hos Telenor i Norge.
Goddag mand - økseskaft
Er det ikke noget med at Folketinget bruger Telia? ;-)
Mon ikke det faktum at Telenor ikke længere sælger taletidskort er en del af grunden?
"Mon ikke det faktum at Telenor ikke længere sælger taletidskort er en del af grunden?"
Måske. Nu er Telenors tal for kalenderåret 2015, hvor Telenor vist stadig tilbød taletidskort.
Bemærk også, at Norge i mere end 10 år har haft registrering af taletidskort. Det blev foreslået i Danmark i antiterrorpakke 2 i 2005. Men det er aldrig gennemført herhjemme.
"Og for Telia i Danmark er frekvensen af forbrydere så i alt 21 gange højere end hos Telenor i Norge."
"3" gange.. haha
Er disse rapporter vedrørende selskabernes egne abonnenter eller hele netværkets?
Vi mangler i så fald 3 og TDC. På TDCs netværk er li'så mange teleselskaber som på de øvrige tre netværker tilsammen. Jeg kender dog ikke statistikken ift. antal abonnenter.