De norske toldmyndigheder vil bruge avanceret dataanalyse til at afgøre, hvem der skal kigges nærmere efter i sømmene af landets toldere.
Det skriver Aftenposten.
Toldmyndigheden har lavet en aftale med det amerikanske selskab Palantir Technologies, der også leverer analyse-software til det danske politi.
Selskabet, der også har CIA og NSA på kundelisten, er kontroversielt blandt privacy- og borgerrettighedsorganisationer, fordi det potentielt er et nyttigt værktøj til masseovervågning.
Palantir har ifølge Aftenposten skræddersyet en løsning til den norske myndighed, som gør tolderne i stand til at samkøre offentlige og interne datakilder på personer, der krydser den norske grænse.
Allerede i dag aflæses samtlige nummerplader på biler, der kører over grænsen. Den information skal kombineres med den øvrige data – og give tolderne en varsel via sms eller mail.
I myndighedens specifikationskrav fremgår det, at man har brug for software, der kan »klassificere et forum, sociale medier eller flere hjemmesider for at sortere den information, vi er interesseret i«.
»Det samme gælder for ustrukturerede data som billeder og lyd ved hjælp af teknikker som billede- og talegenkendelse, osv.,« fortsætter teksten.
Datatilsyn skeptisk
Direktøren for Norges Datatilsyn, Bjørn Erik Thon, udtrykker i et blogindlæg skepsis over for systemet.
Direktøren understreger, at Datatilsynet vil udvikle metoder til at holde tilsyn med algoritmer, der tager beslutninger, for eksempel for at sikre, at de har lovhjemmel til at bruge de data, de bruger.
»Hvis en virksomhed bruger et system baseret på kunstig intelligens, kan det være relevant at tjekke, om virksomheden tester resultaterne og reviderer systemet for at sikre, at det ikke bruger personoplysninger på en diskriminerende måde,« skriver Bjørn Erik Thon
Derudover vil det ifølge direktøren være værd at undersøge, om et sådan system overholder principperne om privacy-by-design.
»Vi må ikke svæve i den vildfarelse, at vi skal gøre alt, der er teknisk muligt. Jeg er teknologi-optimist, men jeg tror fortsat på, at love og regler vil og skal sætte rammerne for brug af teknologi,« skriver han.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.