Vi ved godt, hvorfor jorden bliver varmere og varmere som følge af klimaforandringerne. Men vi er langt fra sikre på, hvad det betyder for jorden på lidt længere sigt.
Og ulig andre videnskabelige spørgsmål ved man faktisk godt, hvilke regnestykker, der kan svare på, hvad der sker på sigt. Vi har bare ikke regnekraften til at knække dem, skriver den kontroversielle professor og forsker Sabine Hossenfelder i et debatindlæg i New York Times.
Til daglig har hun sin gang som forsker på Frankfurt Institute for Advanced Studies, og hun mener, at vi står over for en flaskehals hvad angår rå regnekraft.
»Det haster med at blive klogere, idet vi på Jorden kan se frem til drastisk ændrede vejr- og klimamønstre. Men vi ved ikke, hvor drastiske, ændringerne bliver,« skriver Sabine Hossenfelder.
»Det kan være alt fra irriterende ændringer til eksistentielle trusler.«
Større regnekraft
Modellerne kan nemlig ikke sige præcis, hvad der kommer til at ske.
For de mange faktorer der påvirker klimaet interagerer med hinanden og ændrer på hinandens påvirkning. Matematikken er så kompleks, at den eneste måde vi kan håndtere den er at føde den ind i computere, mener Sabine Hossenfelder.
Det gør vi også nu, men ingen computer kan regne på hele Jorden på én gang. Derfor deles den op i felter både til lands og i luften, som algoritmerne kan tygge sig igennem. Men felterne er store og som det er tilfældet på en gammeldags skærm med lav opløsning, bliver billedet utydeligt.
Derfor må vi øge opløsningen og mindske regnefelterne, mener forskeren.
»Det vil kræve computere i exascala, der kan kværne igennem mindst en trilliard udregninger i sekundet,« siger Sabine Hossenfelder, der samtidig understreger, at det er der ingen institution i verden, der kan levere noget, der bare kommer i nærheden af.
Hun foreslår derfor, at man igangsætter et internationalt initiativ om at bygge en supercomputer, der kan klare ærterne. Et CERN for miljøforskning.
Dybt afhængige af simuleringer
For at understrege behovet for simuleringer i kampen mod klimaforandringerne fremhæver hun, at langt de fleste debatter, videnskabelige diskussioner og rapporter er baseret på netop computersimuleringer af effekterne.
Dermed insinuerer hun også, at med mere finkornede forudsigelser vil vi få en bedre debat og være i stand til at vide, hvor skoen trykker mest.
»Gevinsten ved et internationalt supercomputer-projekt vil gøre det op for udgifterne, det vil kræve og mere til. Vi har skabt det her problem sammen, så nu må vi også løse det sammen,« slutter Sabine Hossenfelder.
