Kontrakt-opsplitning: Ny NemID skal på flere hænder
Der skal flere virksomheder til fadet, når danskernes næste version af NemID skal udvikles.
Det fortæller Digitaliseringsstyrelsen, der har taget et skridt nærmere et udbud for NemID 2.0 og nu indkalder til markedsdialog med interesserede virksomheder.
»Vi håber, at rigtig mange vil melde sig, for vi vil gerne se, om vi kan dele udbuddet op i flere dele, så man ikke behøver at byde på det hele på én gang,« fortæller Marianne Sørensen, der er vicedirektør i styrelsen, til Version2.
Udbuddet for den originale NemID var delt op i to dele - en for borgere og en for virksomheder - og Nets vandt som bekendt begge. I det nye udbud for NemID 2.0, der efter planen skal tages i brug i 2019, bliver den originale opdeling som minimum fastholdt, men sandsynligvis vil styrelsen opdele opgaven yderligere.
»Vi vil gerne dele opgaven endnu mere op for at få en mere modulær løsning fremadrettet,« siger Marianne Sørensen og fortsætter:
»Vi kommer til at dele det op på en eller anden måde, men præcis hvordan ved vi ikke endnu.« Identifikation og autentifikation, herunder håndtering af den samlede livscyklus for identiteter og deres akkreditiver. Avanceret elektronisk signatur med henblik på at understøtte sikker håndtering af elektronisk signering af dokumenter/data. Klientfunktionalitet med henblik på at håndtere brugervendt funktionalitet og anvendelse i forbindelse med log-in og signering. Certificeringscenter funktionalitet med henblik på at understøtte Public Key Infrastructure (PKI) i løsningen. Systemintegrationsfunktionalitet for at sikre at samtlige ovenfor nævnte funktionaliteter kan tilpasses til og integreres i det omkringliggende systemlandskab. Kilde: DigitaliseringsstyrelsenDet skal NemID 2.0 kunne
Fordele ved flere leverandører
Den nuværende NemID-kontrakt med Nets DanID udløber i slutningen af 2017 - dog med mulighed for at forlænge kontrakten for at sikre en ordentlig overgangsperiode.
Ifølge Marianne Sørensen har erfaringerne med Nets ikke noget at gøre med, at man nu vil bryde kontrakten mere op.
»Vi vil gerne have en mere fleksibel infrastruktur, og så giver det meningen at gøre systemet mere modulært,« fastslår hun og fortsætter:
»Der er nogle fordele ved at få flere leverandører ind, fordi de kan specialisere sig, og komme med et standardprodukt til en specifik del af systemet.«
Strategien kræver omvendt en del koordination og klare snitflader, så der ikke er funktioner, der udvikles dobbelt.
»Det er klart, at vi skal afveje, hvad det betyder for prisen og for produktets kvalitet, når vi beslutter, hvor meget opgaven skal brydes op,« understreger Marianne Sørensen.
Behov for modernisering
Med markedsdialogen, som styrelsen nu inviterer til, håber Marianne Sørensen at få nogle løsningsforslag på bordet, som Digitaliseringsstyrelsens egne it-arkitekter ikke havde tænkt på. Oplægget til dialogen er med vilje holdt i teknologineutrale toner, for ikke at udelukke gode ideer på forhånd.
»Vi vil ikke lægge os fast på, hvordan det skal løses fra starten,« siger vicedirektøren.
Ikke desto mindre har styrelsen nogle klare forventninger til funktioner, der skal moderniseres, fortæller Marianne Sørensen.
På borgersiden er der behov for at få skilt signaturdelen og autentifikationsdelen ad. Derudover er der brug for loginmuligheder på både høje og lave sikkerhedsniveauer, så man kan bruge løsningen mere fleksibelt - uanset om det bliver med papkort, fingeraftryk eller en tredje model.
»Vi kan se der er nogle spændende potentialer i de nyere teknologier, men der skal vi også være sikre på, at de kan leve op til det meget høje sikkerhedsniveau,« siger Marianne Sørensen.
Ét ID til virksomhedsejere
Når det kommer til NemID til virksomheder er der behov for et løft i brugervenligheden.
»Vi ser blandt andet på muligheden for at man kan bruge sin private NemID i virksomheden, så man slipper for at have flere forskellige ID’er,« fortæller vicedirektøren.
Digitaliseringsstyrelsen har foreløbigt holdt indledende leverandør-arrangementer, hvor interessen har været massiv. For mange virksomheder er Danmark et interessant land, fordi den digitale modenhed er høj, vurderer Marianne Sørensen, der håber på at holde markedsdialogen i form af individuelle møder.
»Vi må se, hvor mange, der melder sig, før vi ved om det bliver fysisk muligt. Men det vil være gavnligt med individuelle møder, for vi er ved et punkt, hvor vi har brug for at komme mere i dybden.«

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.