Kontrakt om digital tinglysning annulleres

Illustration: Danske Advokater
Klagenævnet for Udbud har annulleret kontrakten mellem Domstolsstyrelsen og Netcompany, der skulle stå for drift af det digitale tinglysningssystem, e-TL.

Det var planen, at Netcompany skulle drifte, supportere og videreudvikle it-systemet til digital tinglysning, e-TL, for Domstolsstyrelsen. Men den 14. juli har Klagenævnet for Udbud annulleret kontrakten, fordi styrelsen har brudt udbudsloven.

Det skriver Computerworld.

Afgørelsen kommer efter en klage fra DXC Technology, som oprindeligt bød på opgaven med et tilbud på 267 millioner kroner. Det er over det dobbelte af Netcompanys tilbud på 130 millioner kroner, og derfor vandt sidstnævnte tilbuddet d. 3. februar i år.

Men DXC, som har leveret digital tinglysning siden systemet gik i luften for over 10 år siden, mener at Domstolsstyrelsen har blandet priser sammen og bruger en kritisabel evalueringsmodel.

Det er Klagenævnet for Udbud enige i og skriver i sin afgørelse:

»Domstolsstyrelsens beslutning af 3. februar 2021 om at indgå kontrakt med Netcompany A/S annulleres.«

Nu skal Domstolsstyrelsen betale DXC Technologys sagsomkostninger på 40.000 kroner og opgaven skal igen i udbud.

DXC er glade for afgørelsen

Efter tabet af udbuddet i februar har DXC påpeget, at man i forbindelse med tilbudsafgivningen ikke kunne se den evalueringstekniske pris. Virksomheden har udregnet en korrigeret pris på 136 millioner kroner.

Men det er stadig lavere end Netcompanys, som alligevel ville have vundet kontrakten, fortæller Domstolsstyrelsen i sit forsvar til Klagenævnet for Udbud.

DXC er dog glade for udfaldet af sagen og skriver i en mail til Computerworld:

»Vi er tilfredse med, at Klagenævnet for Udbud er enig med DXC's syn på sagen. Vi har ingen yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.«

Netcompany har derimod ingen kommentarer til afgørelsen, svarer virksomhedens kommunikationsrådgiver, Ask Riis, til mediet i en sms.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere