Konsulent: Danske forsikringsselskaber tager ikke truslen om cyberangreb alvorligt

Illustration: Virrage Images/Bigstock
De danske forsikringsselskaber er ikke lige så fremme i skoene som deres udenlandske kolleger, når det kommer til at tage trusler om cyberangreb på virksomhedernes store mængder af kundernes persondata alvorligt, lyder det fra konsulentvirksomheden PwC.

Forsikringsbranchen i Danmark tager lettere på cybersikkerheden end forsikringsselskaber i udlandet på trods af, at vi herhjemme i kraft af en stærkere digitalisering burde have mere at frygte, lyder det fra konsulentvirksomheden PwC.

Det skriver Børsen.

»Danmark og resten af Norden er nogle af de mest avancerede lande på digitalisering. I Danmark har vi mange flere data registreret digitalt end i mange andre lande, både i forhold til vores kontakt med det offentlige og vores private liv. Så vi har faktisk mere grund til bekymring end alle mulige andre,« siger Klaus Berentsen, partner og leder af markedet for finansielle services i PwC, til Børsen.

Læs også: CPR-numre, telefonnumre og underskrifter flød rundt i forsikringsselskabs pivåbne database

Selvom de danske forsikringsselskaber udadtil har fokus på it-sikkerhed i form af forsikringsprodukter, der sikrer deres kunder mod angreb, så er selskabernes egne systemer ikke i samme omfang en prioritet.

Klaus Berentsen understreger, at især de store forsikringsselskaber skal være på vagt over for potentielle datalæk, da de ligger inde med mange personoplysninger på kunderne, som ville være altødelæggende for omdømmet, hvis de skulle blive kompromitteret.

Kritikken fra PwC konkretiseres ikke yderligere, og for koncernsikkerhedschef i Tryg Tom Engly er det billede, konsulentvirksomheden tegner af branchen, da heller ikke genkendeligt.

»Nu ved jeg ikke, hvor bekymrede man er i udlandet, men jeg mener ikke, man kan sige, at vi ikke bekymrer os om cyberkriminalitet. For det synes jeg i høj grad, vi gør. Det fylder endda så meget, at det er kommet op på bestyrelsesniveau inden for de seneste par år. Det siger jo en del,« siger Tom Engly til Børsen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Michael Jensen

Det fylder endda så meget, at det er kommet op på bestyrelsesniveau inden for de sidste par år.

Snak, snak løs! - Snak om cyber og tag på nogle cyberkonferencer hele bestyrelsen. Ud og se noget vild cyber over en god middag.

....imens i serverrummet....

Brian Hansen

Der er vitterligt mange koncernchefer, ledere osv. der ikke aner en pind om hvor skidt det kan gå, hvis ikke man har styr på sikkerheden i dag.
"Det heller ikke deres opgave, men IT afdelingens"
Javel ja, hvem følger op på dem?
Jeg har set flere eksempler hvor direktøren intet ved om IT, og blindt stoler på system administratoren, når han bliver spurgt om det kører som det skal.
Min chef kommer fra en udvikler baggrund, og er derfor heller ikke tabt bag en vogn sådan rent IT teknisk. Og det er godt, ellers så laves der overspringshandlinger hvis man ikke bliver set efter i sømmene af og til.
Vi er kun mennesker :)

Log ind eller Opret konto for at kommentere